Ib Michael: ”Det helt særlige ved en rejse er det, man ikke kan genbesøge.”

Ib Michael har set mere af verden end de fleste. I DE SYV REJSER fortæller han levende om syv fantastiske og faretruende rejser, der har været skelsættende for hans liv og forfatterskab. I en tid, hvor verden har været lukket, trænger bevidstheden til at rejse ud, og Ib Michael håber, at DE SYV REJSER vil inspirere og engagere.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen

 

Pandemien har sat en stopper for næsten alle rejser i et år. Hvordan har det været for dig?

Det har da været hårdt, for det er mange år siden, jeg har tilbragt vinteren i Danmark. Jeg har det hårdt med mørket og de indskrumpede bevægelsesmuligheder. Jeg svømmer og fridykker først og fremmest om vinteren, og jeg er altså ikke gået hen og blevet vinterbader på de hjemlige breddegrader som så mange andre. Men jeg kom igennem med lysterapi og cykling.

Hvordan adskiller DE SYV REJSER sig fra andre bøger, hvor du bruger dine egne oplevelser som inspiration?

Først og fremmest har jeg trukket fiktion ud af ligningen og prøver at komme så tæt på rejserne, som jeg nu husker dem med støtte i noter, dagbøger og breve, jeg har skrevet hjem. Der er ikke skruet ned for sproget. For mig er det vigtigt at kunne genskabe selve sansningen af virkeligheden, detaljerne og førstehåndsindtrykkene, som næsten er det vigtigste at opleve på rejser ud i verden. Men jeg opdagede også, at jeg begyndte at interessere mig mere for menneskene frem for de eksotiske indslag. Hvem er vi, der oplever dette? Som i Rejsen til Amerika, hvor en kvinde i kollektivet havde mistet sit barn under en hjerteoperation, og vi – Troels Kløvedal og jeg – inviterede hende med på hele rejsen. Dette dybt menneskelige aspekt giver rejsen en helt anden karakter, som jeg aldrig før har fortalt.
For mig er det vigtigt at kunne genskabe selve sansningen af virkeligheden, detaljerne og førstehåndsindtrykkene, som næsten er det vigtigste at opleve på rejser ud i verden. 

DE SYV REJSER er også fortællinger om venskaber. Hvordan har dine venner beriget dine rejser?

Først Peter Severin og Per Kirkeby, så Troels Kløvedal. Siden min kæreste Hanne og vores børn. Af Per lærte jeg meget om at rejse. Han havde allerede været på ekspeditioner til Grønland og er et gennemreflekteret menneske og dertil uhyre belæst og vidende. Peter Severin var og er ungdomsvennen fra Roskilde. Troels blev min skipper og forløste min drøm om at sejle på verdenshavene. De får alle et portræt med på vejen, for jeg skylder dem så meget. Men det gør forholdet til børn og kæreste også. For mig har “vejen ad hvilken” næsten altid været vigtigere end at nå frem. Virkeligheden danner et hologram af stederne og de personer, man deler dem med.

Hvad håber du, at læseren får ud af at ”komme med” på dine rejser i bogen?

Inspiration, viden og engagement. Klimakampen har været nærværende for mig fra første færd – i Rejsen til det grønne firben tog jeg selv del i junglefolkenes kamp for Amazonas. Jeg har haft det held at kunne praktisere mine studier i indianske kulturer og tage dem med ud i marken. På den måde har jeg kunnet få beriget min viden fra første hånd og dermed bragt mig i position til at kunne give den videre til andre. Når Inkaen erobrede nyt land, sendte han straks sine kunsthåndværkere og krønikeskrivere ud for at lære alt, hvad de kunne af de stammer, de havde underlagt sig.

Enhver rejse er en helhed af omstændigheder og personer, og det er vel det sværeste at genskabe.
Hvis du skulle genbesøge et sted fra en af dine rejser, inden du dør, hvor skulle det så være?

Det er vist det sværeste spørgsmål, jeg nogensinde har fået. Men svaret ville inkludere koralrev, lagunevand til fridykning, kokospalmer og hvidt sand. Det er med andre ord mere et spørgsmål om breddegrader end lande og øer. Det helt særlige ved en rejse er måske netop det, man ikke kan genbesøge - fordi enhver rejse er en helhed af omstændigheder og personer, og det er vel det sværeste at genskabe. Derfor har jeg skrevet DE SYV REJSER, hvor det netop er det arketypiske, der står i centrum for hver enkelt rejse. Det unikke, som kan varieres, men ikke gentages.

De syv rejser

De syv rejser

Forfatteren Ib Michael har set mere af verden end de fleste. I DE SYV REJSER, fortæller han levende om syv eventyrlige rejser, der alle har været skelsættende for hans liv og forfatterskab – syv livsrejser:

Til Venedig på jagt efter den østrigske maler Hundertwasser, til Mayalandet med Per Kirkeby for at genfinde de forsvundne byer, til Hjortelandet for at deltage i Huichol-indianernes ceremonier med peyote-kaktus, tværs over Atlanterhavet i Columbus’ kølvand med Troels Kløvedal og Nordkaperen, til Amazonas for at redde regnskoven og befri stammerne fra olieselskabernes magt og militærjuntaens jernnæve, til det mexicanske hjemsted for gudindekvinder, Zihuatanejo, for at finde kvinden i hans liv og slutteligt til Tibet for at bevidne en hårrejsende himmelbegravelse.

Tag med én af Danmarks største fortællekunstnere ud på syv fantastiske rejser, der hylder verden og livets store øjeblikke.

Bogen er illustreret med privatfotos taget af Ib Michael og hans rejseledsagere, bl.a. Troels Kløvedal.