Fotografens erindringer i ord og billeder
Dokumentarfotograf Henrik Saxgren har taget billeder af virkeligheden, siden han var 14 år. I erindringsbogen MED EGNE ØJNE sætter han ord på et liv lidt ud over det sædvanlige, og lige her kan du læse et uddrag af bogen.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 03-12-2025
Længe inden han blev en af Danmarks førende dokumentarfotografer, var Henrik Saxgren et barn i 1960'ernes Randers. Allerede dengang var han lidt af en oprører, der nægtede at underlægge sig hierarkiet i skolen, og som ikke var bange for at sige lærerne imod. 
I uddraget fra erindringsbogen MED EGNE ØJNE kan du læse om første gang, han oplevede at blive set af en voksen i skolen:
»Vi skrev 1968. Jeg var en umoden teenager på 15 år, der som alle andre havde brug for anerkendelse for noget, jeg var god til.
Men de fleste af mine lærere opfattede mig udelukkende som en flabet knægt og så ikke mit potentiale. På et tidspunkt i 1. real besluttede jeg mig for at prøve, om jeg kunne høste lidt point ved at spille på den banehalvdel, som lærerne havde kridtet op. To gange forsøgte jeg, men begge gange uden det ønskede resultat.
LÆS OGSÅ: Michael Falchs ærlige erindringer
En gang lærte jeg f.eks. hele Oehlenschlägers langdigt ”Guldhornene” udenad. Jeg havde lånt en plade på biblioteket, hvor Poul Reumert reciterede digtet, og gik i dagevis – ja, i ugevis – og øvede mig, til det sad lige i skabet, udelukkende for at imponere min dansklærer, men de gange, jeg fandt en anledning til at recitere digtet, gad han ikke høre på mig. (Jeg har så siden optrådt med det et utal af gange og helt sikkert også for mange.)
En anden gang, hvor jeg oplevede klassens dydsmønster og duks, Birthe, blive hyldet af vores klasse- og musiklærer, Jens Wieland, efter at have spillet Für Elize til en forældreaften i skolens festsal, tænkte jeg: ”Det kan jeg også.”
Det tog mig en lille måned at lære stykket, for jeg kunne ikke noder, men det lykkedes mig faktisk at lære at spille det. Og ikke kun A-stykket, som mange kan spille, men også første og andet mellemstykke og de kraftfulde anslag, der nu engang fordres i første mellemstykke. Jeg sad på klaverbænken og talte noderne med pegefingrene og kunne i nogle tilfælde spørge min mor til råds, for hun kunne læse noder. Om forfatteren Henrik Saxgren, født 1953, er en af Danmarks førende dokumentarfotografer. Han var i 1979 medstifter af den socialdokumentariske fotogruppe 2Maj og 1985-91 billedredaktør på månedsbladet Press. Han har udgivet flere fotobøger, blandt andet ULTIMA THULE. Senest har han udgivet erindringsbogen MED EGNE ØJNE.
Men det samme skete her: Hver gang jeg syntes, der var en anledning, gad vores musiklærer ikke lade mig spille. Musiklokalet var normalt aflåst, men én gang var der ikke låst, og der sneg jeg mig til at sidde ved flyglet, da han kom ind i lokalet. Det må nødvendigvis have overrasket ham, at det var mig, der sad og spillede, men han gav mig ikke lov tilat spille færdig: ”Og Henrik sætter sig på sin plads,” sagde han uinteresseret. Han troede med garanti stadig, at mit repertoire begrænsede sig til det første tema: ”Ti-ta-ti-ta-ti-ta-da-da-da-da, da-da-ti-ta-ta-da-da”, men han gav mig aldrig chancen for at vise, at jeg kunne langt mere.Halvdelen af lærerne på skolen var fra nederste hylde. Påfaldende mange var sære eksistenser uden pædagogiske kompetencer, et par havde sadistiske tilbøjeligheder, og en enkelt havde et lidt for godt øje til små drenge. Jeg havde gjort oprør mod dem alle og betalt prisen for det.
Han havde milde øjne, og de så lige igennem mig: ”Du kan meget mere end det dér”
I 1968 kom der endelig en lærer på skolen, som jeg kunne lide.
Hans navn var Mogens Mogensen, og med sit viltre skæg og sin hjemmestrikkede sweater var han en rigtig 68’er. Jeg fik ham til formning.
LÆS OGSÅ: Det kan vi lære af tiden under Den Kolde Krig
En dag på vej til formningstimen stod munden ikke stille på mig: ”Hitler er sød,” sagde jeg med en klar og temmelig overgearet stemme til min kammerat. Det var lidt som at sige ”kusse, pik og patter” – det skulle bare være grænseoverskridende, mere lå der ikke i det. Men vores nye formningslærer havde hørt det og kom hen og lagde en arm om min skulder: ”Du ved godt, at Hitler var et monster, så det var meget dumt sagt, Henrik.” Jeg kunne være krøbet i et musehul, så flov blev jeg, men han fjernede ikke sin hånd fra min skulder og gjorde ikke mine til det. Han havde milde øjne, og de så lige igennem mig: ”Du kan meget mere end det dér,” sagde han og gav min skulder et klem. Jeg husker situationen tydeligt, for den adskilte sig fra næsten samtlige andre reaktioner, jeg havde fået fra skolens lærere. De så altid en flabet knægt, der skulle sættes på plads. Mogens Mogensen så en umoden knægt, der bare drømte om at blive set.«