Børnebogsforfatter Gunvor Ganer Krejberg: ”Vi skal øve os på at se verden med det barnlige blik”

Som barn havde jeg en båndoptager stående ved mit hovedgærde. Det var en Grundig. Der manglede kun et ’t’ og et ‘v’ i midten, før der stod det samme som på den blå salmebog med kirken på forsiden, som vi sang fra, hver morgen i folkeskolen. Men min båndoptager kunne ikke kun afspille kassettebånd med morgenfriske sange. Den kunne optage. Både de hjemmelavede viser jeg fandt på, når jeg gik fra skolebussen, ned ad grusvejen og hjem, og de historier, jeg kunne ligge længe i weekenden og hviskende berette ned i den lille mikrofon. Spole. Slette. Optage på ny. Jeg gemte ikke historierne, men hørte dem kun en enkelt gang eller to, før båndet fik nye ord med på vejen. Men selvfølgelig var det eventyr, jeg fortalte. Eventyr fyldt med drømme, frygt og konflikter. Ligesom dem jeg selv elskede at læse eller få læst højt. Brødrene Grimm, norske, svenske, grønlandske eller russiske eventyrsamlinger og kvindeeventyrene mine forældre havde stående på reolen. Men mest af alt elskede jeg at fortabe mig åndeløst i den eventyrlige verden befolket af Silas, Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter. Åh, Ronja! Ikke fordi virkeligheden ikke interesserede mig. Tværtimod. De bedste eventyr er dem, der tager virkeligheden mest alvorligt.

 

Da jeg begyndte på den første fortælling om Mirja, følte jeg på mange måder, at hun egentlig bare havde ligget og ventet på, at jeg skulle finde vej ind til hende, så hun, flyvefærdig og fuld af liv og energi, kunne få lov til at sparke sig vej ud i verden. Og jeg tror næsten, at Rebecca havde det på samme måde. Da hun blev spurgt, om hun ville med på eventyret, var hun fuld af jubel. Hun havde drømt om at få lov til at slå sig løs som illustrator af en verden lige netop befolket af alfer. Mirja var aldrig blevet dén Mirja, hvis det ikke var for Rebeccas pragtfulde og livgivende illustrationer.

 

At Mirjas alfeverden ikke er pussenusset og fuld af glimmer og guldstøv, er ikke tilfældigt. Fra det øjeblik jeg mødte Mirja, som hun sad alene i mosen med mudrede ben, fuld af spekulative tanker og alligevel præget af ensomhed, af bekymring for sin mor og for selv at være for anderledes til at kunne passe ind, da har jeg mest af alt været optaget af de store følelser i den lille krop. Dem, som de fleste børn og sikkert også voksne, kender til. Følelsen af at forstå mere, end de andre er klar over. At sidde inde med en afgørende viden og mærke panikken, når omverdenen ikke vil lytte. Den knivskarpe uretfærdighed, der river op indefra.

Min vej til Mirja går gennem frygten, vreden, skammen og skylden. Alt det usagte vi fornemmer, når vi træder ind i et rum. Alt det besværlige, vi selv har svært ved at kontrollere. Når jeg er sammen med Mirja, så mærker jeg, hvordan det er at have gjort noget, man godt ved er forkert og egentlig bare gerne vil gøre godt igen. Hvor svært det er at tilgive sig selv, og hvordan følelser kan boble over og blive til vulkaner. For det er ikke konfliktfrit at være et menneske. Og det er absolut ikke konfliktfrit at være et lille menneske.

 

Det er aldrig rart at være midt i en konflikt, men for mig som forfatter er den voldsom interessant. For er det ikke også den, der afslører, at der er noget væsentligt på spil? En modstand vi bliver mødt af i os selv eller hos andre? En modstand, der bringer os ind i et dilemma, hvor vi skal tage stilling til, om vi vil det ene, det andet eller hvor vi måske forsøger at vælge ikke at vælge, med de konsekvenser det fører med sig. Det interessante for mig er, hvad det er for værdier, der ligger bag de ting, der trigger os og får os til at reagere. Og Mirja er om nogen blevet kastet ud i pressede situationer.

 

Når nogen spørger, om jeg ikke på et tidspunkt skal skrive for voksne, undrer det spørgsmål mig altid. I mine øjne befinder barnet sig det mest interessante sted i livet. De fleste børn har stadig deres nysgerrighed intakt, deres videbegær og deres stærke lyst til at gøre alt det bedste de kan. Alt det, som alt for mange voksne har lagt bag sig. Når jeg skriver for børn, får jeg selv lov til at være dér, på det sted i livet, hvor verden vibrerer af alt det, der kan og skal udforskes.

 

Nu er sidste fortælling om Mirja sendt på gaden og på mange måder er det både vemodigt og skønt. Skønt, fordi det giver plads til nye fortællinger, der også gerne vil finde vej. Men vemodigt. Som når et barn flytter hjemmefra og man godt ved, at de vil komme besøg i ny og næ, men det liv de skal leve er et andet sted. Vores børn og vores bøger er fra det øjeblik, de kommer til os, allerede på vej væk. Et lille skridt ad gangen, før det er tid til endegyldigt at vinke farvel. Og børnene er de klogeste af os alle sammen. Det er dem, der går nysgerrigt og observerende ud i verden. Måske skal vi øve os meget mere på at se verden med det barnlige blik, når vi selv går. Huske, hvordan det var at være nysgerrig på alt det, der venter og forsøge at møde verden med et altid åbent, passioneret og engageret blik.