»Jeg kan ikke skrive noget, som der ikke er ild i for mig«
Glenn Bech har fået os til at tale om arbejderklasse og ulighed, social mobilitet og provinsbøsser igen, og hans bøger har i den grad sat klassekampen på dagsordenen.
Af Sarah Grandjean & Nanna Skou-Hansen / 15-09-2025
Glenn Bech skriver uden filter og fra hjertet om sin opvækst, om misundelse og skyldfølelse, vrede, mindreværd, traumer og klassekonflikt. Med aktivistisk engagement og en selvudleverende stil belyser han klassesamfundets skyggesider og tabuer. Han pointerer selv, at hans litteratur aldrig bliver noget safe space for læseren, og at man derfor kan blive udsat for hvad som helst. Glenn Bech kan nemlig kun skrive om emner, han brænder for, og så må læseren »forundres, provokeres, føle aflad, væmmes og grine.« Glenn Bech Glenn Bech (født 1991) er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og forfatter fra Forfatterskolen. Han debuterede med romanen FARSKIBET i 2021, efterfulgt af manifestet JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET i 2022 og er nu aktuel med romanen JEG ER IKKE FÆRDIG MED DIG
Dine bøger har været med til at sætte klasse på dagsordenen igen. Har det overrasket dig, at dine bøger satte gang i en offentlig samtale?
– Ja, det overraskede mig, at en bog kunne det. Selvom det er vanskeligt, forsøger jeg at ignorere den slags forhåbninger, mens jeg skriver. Jeg kan kun give alt, jeg har og overlade resten til skæbnen.
Salgsmæssigt buldrede manifestet ikke af sted fra begyndelsen, boghandlerne vidste ikke, hvordan de skulle kategorisere den i butikkerne, og på dagen fik den blandede anmeldelser. Men det var også i konflikten, at opmærksomheden opstod, og jeg tvivler på, at bogen ville have klaret sig lige så flot, hvis ingen sagde den imod eller følte sig trådte over tæerne. Desuden stillede jeg op til næsten samtlige debatter efterfølgende.
SE OGSÅ: Édouard Louis - om sit forfatterskab
Glenn Bech er kendt for at turde gå imod strømmen, og i dette interview pointerer han også, at de politiske diskussioner der dominerer de danske debatter, grænser til et ekkokammer. Han mener, at vi skal turde bringe upopulære synspunkter på banen og synes, at vi taler for lidt om »den politiske ensretning der begrænser og fordummer samtalen, ikke mindst i kulturbranchen, om konsensussøgen, berøringsangst og selvcensur.«
Hvornår gik det op for dig, at du havde en forfatterstemme, der kunne rykke den offentlige debat?
– Det er stadig ikke gået helt op for mig. Når jeg skriver eller interviewes, glemmer jeg nemt, at der findes et rum uden for. Min krop kan næsten ikke lave koblingen mellem noget, jeg siger, til at folk faktisk lytter og reagerer. Nervesystemet hænger sommetider lidt fast i fortiden, hvor jeg råbte og skreg i afmagt. Eller hvor jeg simpelthen ikke turde gøre opmærksom på mig selv. Men nu er det pludselig vendt på hovedet, og det har jeg skullet lære at navigere i på egen hånd.
Jeg synes, vi taler for lidt om den politiske ensretning, der begrænser og fordummer samtalen, ikke mindst i kulturbranchen, om konsensussøgen, berøringsangst og selvcensur
Føler du, at du har et særligt ansvar for at tale den mindre privilegerede klasses sag i dine bøger?
– Jeg døjer en smule med skyld og skam over at være dén, der slap fri. Den, der kæmpede sig i land, mens resten af familien druknede derude. Mit hjerte eller min loyalitet tilhører fortsat Horsens og den nedre arbejderklasse, som jeg opvoksede i, mens mit hoved og intellektet har flyttet sig et andet sted hen i dag. Om jeg føler et særligt ansvar for at tale disse menneskers sag? Ja, det gør jeg. Men det vigtigste ansvar føler jeg over for sandheden. Nogle kalder mine tekster kompromisløse, ærlige og radikale, men som forfatter kan det ikke være anderledes for mit vedkommende. Enten forsøger jeg at sige noget sandt samt leve med konsekvenserne, eller også kunne jeg lige så vel finde mig et andet arbejde.
Mine bøger må gerne få folk til at forundres, provokeres, føle aflad, væmmes og grine. Mine bøger bliver aldrig noget safe space.
Har du fået læserhenvendelser, der særligt har rørt dig, og på hvilken måde?
– En hel masse! Generelt har jeg lettere ved at tage kritik og hån ind, mens kærlighed og ros preller af. Men de seneste par år har været en oplagt øvelse i at sænke paraderne og mærke varmen fra mine læsere. Herunder deler jeg en henvendelse, som jeg især er glad for; jeg tænker, at årsagen er temmelig selvforklarende?
Privat besked fra læser:
Har modtagelsen af dine bøger – og den debat de har skabt – ændret din måde at skrive på?
- Den har påvirket mig som menneske og derfor også min måde at skrive på. Mit blik er anderledes i dag, jeg er modnet og har gjort mig nogle erfaringer. Jeg er lykkes og har bevist en masse for mig selv. Alene det at komme ind på boligmarkedet har helt konkret forandret min hverdag i en grad, hvor jeg ikke længere behøver piske mig selv 12 timer i døgnet for at skaffe til føden. Nu består opgaven snarere i at omstille mig til at leve og skrive på en mere bæredygtig måde – uden at det er med livet som indsats hver gang.
Hvilke forfattere eller værker har haft størst indflydelse på din egen skrivning? Og hvorfor?
– Vladimir Nabokovs TIMER I LITTERATUR lærte mig at læse. Haruki Murakamis magiske realisme lærte mig at elske at læse, mens Herta Müller lærte mig at værdsætte kunstformen.
LÆS OGSÅ: Interview med Elias Sadaq
Siden da har jeg læst alt muligt, poesi og kriminalromaner, og for tiden indhenter jeg det forsømte ved at pløje mig igennem den ene klassiker efter den anden, senest MIDDLEMARCH af George Elliot – en decideret page turner soap fra 1800-tallet!
Er der en scene, øjeblik eller særlig formulering fra et af dine egne værker, som du stadig vender tilbage til i tankerne? Måske hvor du følte, at du virkelig ramte plet med dit budskab.
– Fra FARSKIBET: Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.
Længe søgte jeg efter ”poesiens blå blomst”, altså den sætning, der ville krystallisere selve tekstmassen til ét sandt udsagn. Sætningen er også den første i bogen, og jeg kunne ikke være begyndt uden den.
Har du et godt råd til, hvordan dine læsere kan tage samtalen om klasse videre ud i verden?
– Lyt mindre til de mennesker, der ikke selv skal leve med konsekvenserne af deres luksusholdninger i hverdagen, og mere til dem, der skal. Også selvom vedkommende ikke udkommer på et forlag eller i avisen. Også selvom vedkommende måske fremstår en smule grovkornet og formulerer sig ”ukorrekt” om tidens emner.