Læs eller genlæs — FANTASTISKE THORUP

Kirsten Thorup, som fylder 80 d. 9. februar, er en af de allerstørste danske forfattere og kendt for sin klarøjede skildring af vores evige baksen med eksistensen, kærligheden og selverkendelsen. De seneste år har hun fået nye fans med de prisbelønnede romaner ERINDRING OM KÆRLIGHEDEN og INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN. Nu kan du dykke ned i tre af de vigtigste romaner fra hendes tidlige forfatterskab, som genudgives i fine udgaver. 

30-01-2022

De to korte romaner LILLE JONNA og DEN LANGE SOMMER fra 1970’erne er her er samlet i ét bind og skildrer til sammen pigen Jonnas udvikling fra barn til ung kvinde op igennem 50’erne og 60’erne i Danmark. Jonna vokser op i en lille landsby på Fyn i tiden lige efter 2. Verdenskrig, hvor Danmarks velfærdssamfund etableres. Hendes familie kæmper en barsk kamp for at forbedre tilværelsen og klatre længere op på den sociale rangstige. Familien er præget af klassesamfundets hykleri og skam og den konstante angst for at glide længere ned. Men der er også plads til omsorg og ømhed og til drømmen om et bedre liv. I DEN LANGE SOMMER følger vi Jonnas og samfundets udvikling op gennem 1960’erne. Fortællingen om Jonna er til dels baseret på Kirsten Thorups egen opvækst på Fyn lige efter krigen og fortæller som altid med fantastisk sans for detaljer, stemninger og psykologisk realisme og tegner et indlevet generationsportræt af efterkrigstidens børn og unge.  

Storbyromanen HIMMEL OG HELVEDE er den selvstændige fortsættelse til romanerne LILLA JONNA og DEN LANGE SOMMER. Det er en stor fortælling om venskab, frigørelse og om at forvandle sig selv. Romanen foregår hovedsageligt på Vesterbro i København i de sene 60’ere og tidligere 70’ere. Her møder vi et stort persongalleri som blandt andet består af klinikassistent frøken Andersen, kioskejer Bols, hans kæreste Jasmin og deres datter, den violinspillende Maria, som opgiver sin musik, da hun forelsker sig i tjeneren Jonni, der dog vist er mest interesseret i mænd. Bogen skildrer på eminent nuanceret vis de mange skæve eksistenser, og i centrum af romanen finder vi skildringen af 
Marias udvikling fra pige til kvinde og hendes frigørelse fra sine forældres normer og værdier. ”Sjældent er mennesker – og da især kvinder – blevet taget så alvorligt i deres allerinderste længsler, og sjældent er deres begrænsninger blevet fortalt så åbent,” skrev Politiken, da bogen udkom i 1982. 

Find bøgerne her