En helt almindelig bøddel?
Hannah Arendts beretning om Adolf Eichmann er rystende læsning. Den tyske filosof Hannah Arendts beretninger fra retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann formår at få gruen til at stige, så det næsten ikke er til at forestille sig.
Af Rasmus Navntoft
Det er så grufuldt, at det næsten ikke er til at forestille sig.
Egentlig synes jeg jo, at jeg har ganske godt styr på nazitiden og det verdenshistoriske moralske kollaps, som i 30erne og 40erne spredte sig som en pest fra Tyskland til det meste af Europa.
1. Nazisterne blev ved magten i årtier
Adolf
Efterkrigstidens Tyskland vrimlede med tidligere nazister, der nu indtog embedsmandsfunktioner i den nye demokratiske republik. På historisk afstand er det vanvittigt at tænke på. Men sandheden er, at det næppe ville være muligt at videreføre en offentlig forvaltning og politisk styring af landet, hvis personer, der havde indgået i det nazistiske statsapparat, var bandlyst. Så altomfattende var nazificeringen af det tyske samfund. Det tredje rige var ikke blot nogle fås forbrydelse, men et gennemført totalitaristisk samfund, hvor de fleste havde bidraget på en eller anden måde.
2. En almindelig mand fanget af tidens forfald
Eichmann var altså på ingen måde enestående. Tværtimod var han på mange måder uhyggeligt normal og et uhyggeligt normalt sindbillede på ”den almindelige mand”, der hverken var gennemsyret af antisemitisme eller krigsliderlighed, men som grundet tidens ideologi blev aktør i et omfattende dødsmaskineri, der var så avanceret, at det nærmest gjorde ondskaben usynlig.
Vi er vant til, påpeger Arendt at forbinde ondskab og instinktiv affekt: ondskab er noget vi udøver, når blodet raser og det slår klik for os. Men den forståelse vendte nazisterne på hovedet. De skrev ondskaben ind i samfundets orden. Jøderne udgjorde et problem, der skulle løses – og i moderne samfund løser man den slags gennem omfattende forvaltningstiltag: Først skulle Eichmann blot sørge for, at jøderne forsvandt fra Europa. I verdenskrigens tidlige stadier var eksportering af tusindvis af jøder til Madagascar på tegnebrættet, men den plan viste sig hurtige umulig at realisere. Derfor blev næste skridt at etablere koncentrations- og udryddelseslejre i Europa og løse problemet på den måde. Eichmann skulle sikre, at transport og logistik fungerede optimalt, og han forholdt sig tilsyneladende ikke synderligt til, hvad det egentlig var han systematiserede.
3. Jøderne hjalp med deres egen udryddelse
Eichmanns ureflekterede, tankeløse tilgang til verdenshistoriens største massemord var begunstiget af tiden og omstændighederne – hvilket i virkeligheden ikke gør det mindre grufuldt.
Tyskland var, for at sige det pænt, ikke det eneste land, der i 1930’erne godt kunne tænke sig at komme af med sine jøder. Det gjaldt blandt andet Frankrig, Kroatien og ikke mindst Rumænien, som til Hitlers store irritation i 1941 faktisk var et skridt foran tyskerne, gik mere radikalt til værks i deres udryddelse og havde slået næsten 300.000 jøder ihjel, de fleste uden tyskernes hjælp.
Nazisterne udnyttede jødernes hjemløshed og uønskethed til det maksimale. Det var som om, at det også for jøderne selv var en naturlig præmis, at de skulle ud af det tredje rige. Derfor nedsatte naziregimet råd og udvalg, som blev ledet at førende skikkelser i de forskellige jødiske lokalsamfund. Og disse blev gjort ansvarlige for at udvælge jøder og udarbejde lister til hvert deportations-tog, ligesom jøder som bekendt blev sat til at hjælpe med det konkrete udryddelsesarbejde i Kz-lejrene. Denne strategi, hvor ofrene vitterligt gravede deres egen grav, var katalysator for et omfattende moralsk kollaps, der i virkeligheden ikke blot gjaldt nazisterne, men det mest af det besatte Europa.
4. Eichmann efterlyste sin egen samvittighed
Arendt beskriver, hvordan Eichmann under retssagen gentagne gange beskrev sig selv som en funktionær, en lille skrue i et større maskineri, hvis formål han ikke forholdt sig til. Han var ikke antisemit, han hadede ikke jøder, havde ikke personligt noget imod dem. Men han beundrede Føreren, hans visioner og visdom, og mest af alt så han sin fornemste opgave i at udføre sine ordrer punktligt og til perfektion.
Han svarede nærmest som et barn, når han blev spurgt, om han ikke kunne se, at nazisterne var i gang med et fuldstændig vanvittigt folkemord. Ingen råbte op, påstod Eichmann. Ingen fortalte ham, at det var forkert.
Det er derfor Hannah Arendt knytter sit berømte begreb om “ondskabens banalitet” på Eichmann og det system af ondskab, han var en del af. Banal, fordi ondskaben i Eichmanns tilfælde på ingen måde var båret af personligt had, men i realiteten “blot” handlede om at parere ordre. Og banal, fordi Hitler, Himmler og de andre i partitoppen kun kunne lykkes med den omfattende udslettelse af jøderne ved at gøre ondskaben maskinel. Havde udryddelsen skulle drives af nazisternes personlige jødehad, ville den aldrig være nået så langt. Det var en forudsætning for succes, at folk som Eichmann blot skulle passe deres arbejde for at udryddelsen rullede derudaf. Derfor kunne han også forsvare sig med at han ikke selv havde blod på hænderne og aldrig havde slået nogen ihjel. Han havde blot sørget for at togene gik til tiden og jøderne stod klar på perronen …