34_checkmark

Fragt kun 29,95 kr. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dy Plambeck: "Da jeg genlæste Buresø-fortællinger, tænkte jeg: Hvor var jeg ung!"

Dy Plambecks debut-digtsamling og tre tidligere romaner er udkommet i nyt design, der matcher TIL MIN SØSTER. Genudgivelserne har sendt forfatteren tilbage i sine gamle tekster, og de vækker minder.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen / Forfatterfoto: Les Kaner

Dy Plambeck debuterede i 2005 med digtsamlingen BURESØ-FORTÆLLINGER, og romanerne TEXAS’ ROSE, GUDFAR og MIKAEL udkom i henholdsvis 2008, 2011 og 2014. I maj 2019 fulgte romanen TIL MIN SØSTER, som Dy Plambeck modtog Politikens Litteraturpris for.

De fire førstnævnte værker er netop udkommet i smukke genudgivelser, der matcher det grafiske design på TIL MIN SØSTER. Genudgivelserne har givet Dy Plambeck anledning til at gå tilbage i sine gamle tekster.

”Det har været sjovt at genbesøge mit forfatterskab,” siger Dy Plambeck. ”Da jeg genlæste BURESØ-FORTÆLLINGER, tænkte jeg: Hvor var jeg ung! Men jeg var også kun 24 år, da den udkom. Det kan jeg godt se nu, og jeg vil ikke kunne vende tilbage til den måde at skrive på. Der var også noget smukt ved at genlæse digtsamlingen, for da jeg skrev den, var jeg fuldstændig opslugt af Pia Juuls forfatterskab. Hun havde været inde på Forfatterskolen og læse sine onkel-digte op fra SAGDE JEG, SIGER JEG. Jeg var 23 år og helt solgt. Pia Juul døde for nylig, alt for tidligt. Det har været så rart at tænke på hende igen.”

Et særligt forhold til GUDFAR

De fire genudgivelser strækker sig fra debuten BURESØ-FORTÆLLINGER - en digtsamling med erindringsglimt fra det sært genkendelige og dog foruroligende Buresø - til romanen MIKAEL om journalisten Becky, det tager til Afghanistan og forelsker sig i en soldat. Indimellem kan du læse TEXAS’ ROSE om en samling desperadoer fra provinsen og GUDFAR om bikeren Uffe, der er fortalt i tre nedslag i tiden.

”Jeg har et helt særligt forhold til GUDFAR. Det har jeg altid haft. Det er indtil videre den eneste af mine romaner, der har en tredjepersonsfortæller, men det er ikke så meget dét. Det er tætheden i romanen, den kamp mod ensomheden, som Uffe har, hans iver efter at finde en plads og slå til i verden. Det er længsler, som vi alle rummer, længslen efter at høre til et sted og sammen med nogen,” siger Dy Plambeck.

Grafiker Andreas Kjærgaard står bag det visuelle design, der får bøgerne til at stå smukt som en serie.

”Jeg er blevet utrolig glad for det visuelle design. Andreas Kjærgaard kan noget helt særligt med at forene det enkle og æstetiske. Han formår at skabe en sanselighed og en uro, der kendetegner alle mine bøger,” siger Dy Plambeck.

Dy Plambecks forfatterskab har flere kendetegn, og arbejdet med genudgivelserne har også fået forfatteren til at blive klar over flere:

”Jeg kan se, at alle mine romaner har de associative spring i sig, det gælder bare om at hænge på, for i den ene sætning er man måske i en lille provinsby på Sjælland og i den anden sætning i Hanoi. Men det er jo også det fantastiske ved litteraturen, at den kan sprænge alle rammer.”

 

Find Dy Plambecks forfatterskab her