DRAGELØBEREN får nyt forord 20 år efter udgivelsen

I år er det 20 år siden, at romanen DRAGELØBEREN udkom for første gang. Bogens forfatter Khaled Hosseini har i den anledning skrevet et helt nyt forord til bogen, som du kan læse et uddrag af her.  

18-12-2023

»Det tidspunkt, en forfatter føler sig allertættest på sin bogs karakterer, er i skriveprocessen, mens de vokser ud af fantasien og udvikler sig. Gennem det meste af 2001, da jeg stadig arbejdede som praktiserende læge, vågnede jeg hver eneste morgen klokken halv fem og tilbragte tre timer alene i morgenmørket sammen med Amir, Hassan, Baba og resten af de sjæle, der befolker DRAGELØBEREN. Khaled Hosseinis roman DRAGELØBEREN  Derefter gik jeg i bad, klædte mig på og kørte til klinikken for at behandle skrantende hjerter, ømme led og hævede kirtler. Jeg lyttede til hvæsende lunger og udskrev smertestillende – og hele tiden var Amir hos mig. I hver eneste vågne time var jeg en del af hans verden, og han en del af min.

LÆS OGSÅ: Uddrag af HVALBENSTEATRET

Amirs verden var én, jeg kendte så godt. Han og jeg voksede op i det samme kvarter i Kabul, Wazir Akbar Khan, og vi gik på den samme mellemskole. Vi fløj begge med drager, skrev noveller og så gamle westerns. Begge nød vi godt af at tilhøre den samme øvre middelklasse. Vi var heldige at leve vores formative år i 1970’erne, som skulle vise at blive den sidste del af en fredelig, mere uskyldig og nu svunden æra med afghansk stabilitet. Vi var heldige at betræde en jord, der endnu ikke var gennemvædet af afghanske sønners og døtres blod.

Da jeg sad der bøjet over køkkenbordet i det stille mørke i de tidlige morgentimer, følte jeg et fuldkomment ejerskab over Amirs fortælling. Vores bånd var dybt personligt og gådefuldt, og på den måde gav både Amir og Baba mig en følelse af at bære rundt på de dejligste hemmeligheder. I den tid gik jeg rundt med en fornemmelse af, at alle omkring mig levede ét liv, mens jeg levede flere liv på én gang. Men når en bog forlader sin skaber for at komme ud i verden og stå på boghandlernes hylder, er denne helt tætte forbindelse til karaktererne ikke længere nær så personlig og intim. Ude i verden knyttede Amir og hans venner bånd til andre. De hviskede til hver eneste læser på deres eget unikke og private sprog, som de engang gjorde til mig. De slog sig ned i sindene hos fremmede mennesker på andre kontinenter. Mit ejerskab blev mindre.

Det overraskede mig, hvor mange steder de slog sig ned. I hvor mange lande, og på hvor mange forskellige sprog. På hvor mange scener og filmlærreder, deres historie blev delt. Jeg har stadig svært ved at forstå, at det virkelig skete. For selv om bogen i dag betragtes som en succeshistorie, var DRAGELØBERENS vej til udgivelse mildest talt usandsynlig og fyldt med bump. Jeg var dengang en ukendt deltidsforfater uden litterære meriter. Bogen var mørk, virkelig mørk, og i store dele af romanen er hovedpersonen usympatisk, selvoptaget, grådig, anmassende, uærlig, amoralsk og fuld af vrede; mens de karakterer, der faktisk var oprigtige, ærlige og retfærdige, ender med at få de sørgeligste skæbner. Amirs lange, hjerteskærende rejse sluttede med kun et spagt håb. Ikke ligefrem den klassiske opskrift på en bestseller.

Manuskriptet blev afvist af flere end tredive litterære agenturer med forskellige variationer af sætningen: »Tak, men det er ikke rigtigt noget for os«. De mange afslag kom ikke bag på mig, og jeg er i dag stolt over at kunne sige, at jeg formåede at tage dem med ophøjet ro. Det eneste afslag, der virkelig gjorde ondt, skyldtes helt andre årsager. Agenten havde rent faktisk læst og kunne lide de kapitler, jeg havde sendt, og svaret var lovende til at begynde med. Men agenturet ønskede ikke at repræsentere mig, fordi de mente, at den amerikanske offentlighed var kommet videre fra Afghanistan. I stedet ledte de efter historier om Irak. Det var i juni 2002, knap ni måneder efter at amerikanske styrker og afghanske mujahedinere havde tvunget Taliban fra magten. Jeg var rystet over, hvad afslaget antydede om USA’s perspektiv og prioriteter – at Afghanistan nu endnu engang stod til at blive glemt. Det var en foruroligende erkendelse og et ildevarslende tegn på, hvad mit fødeland havde i vente. Men mere om Afghanistan senere.

Ude i verden knyttede Amir og hans venner bånd til andre. De hviskede til hver eneste læser på deres eget unikke og private sprog, som de engang gjorde til mig.

Senere samme sommer lå der en dag en besked på min telefonsvarer. Beskeden var fra en kvinde ved navn Elaine Koster i New York og lød sådan her: Jeg har læst dit manuskript. Jeg vil gerne repræsentere dig. Din bog bliver en stor succes. Ring til mig. Jeg lyttede til hendes besked et hav af gange, inden jeg ringede tilbage og takkede ja til hendes tilbud. I 2010 gik Elaine desværre bort. Hun var en helt fantastisk kvinde og tidligere direktør og forlægger på Dutton, hvor hun havde arbejdet med store forfattere som Joyce Carol Oates og Toni Morrison. I 1970’erne var hun med til at sætte skub i Stephen Kings karriere ved at købe rettighederne til CARRIE, som blev udgivet på forlaget New American Library. Elaine var alt, hvad en litterær agent skal være: loyal, dedikeret, med en særlig sans for detaljer – og så udviste hun en næsten moderlig omsorg for mig og min succes. Elaine var en vigtig figur i min karriere, og DRAGELØBEREN ville med stor sandsynlighed slet ikke være blevet trykt, hvis det ikke var for hende.

Da vi ramte september, havde hun solgt manuskriptet til Riverhead Books, et forlag drevet af Susan Petersen Kennedy, som er en anden central person, jeg har rigtig meget at takke for. Hos Riverhead var jeg desuden så heldig at arbejde sammen med Cindy Spiegel – en højt respekteret redaktør, der tidligere havde redigeret bøger af folk som Anne Lamott og Chang Rae Lee. Cindy og jeg kom straks godt ud af det med hinanden, og vi er stadig venner den dag i dag. Cindy havde et skarpt øje for detaljer og gav feedback, som var både tydelig og konstruktiv. Ikke dermed sagt, at vi aldrig var uenige. Nogle gange stod jeg stædigt fast, og nogle gange gav jeg efter, overbevist af hendes gode argumenter. Jeg husker tydeligt nogle venskabelige skænderier mellem os, hvor det mest mindeværdige handlede om en fremtrædende karakters død i slutningen af bogen (hvis du har læst den, ved du, hvem jeg mener). På lige netop dét punkt gav jeg efter, og det er jeg rigtig glad for, jeg gjorde.

LÆS OGSÅ: Andre udgivelser af Khaled Hosseini

Knap to uger før det færdigredigerede manuskript skulle sendes tilbage til Riverhead, indtraf katastrofen. En dag jeg kom hjem fra arbejde, opdagede jeg til min store rædsel, at hele den midterste del af romanen var forsvundet. Det var jo i begyndelsen af 2000’erne, og jeg brugte en gammel MAC-computer med disketter. Filerne var gået tabt, og uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke genskabe dem. Min tekst var forsvundet ud i den blå luft. Jeg glemmer aldrig, hvordan mit hjerte trommede panisk mod mit brystben, og hvordan koldsveden sprang frem. Jeg faldt chokeret om på sofaen. Hvordan skulle jeg kunne omskrive en tredjedel af en roman på under to uger, mens jeg arbejdede fuld tid som læge? Hvordan skulle jeg fortælle det til Elaine og Cindy?

Khaled Hosseinier født i Kabul i Afghanistan i 1965, men bor i dag i Californien, hvor han tidligere har arbejdet som læge. Han debuterede med den internationale bestseller DRAGELØBEREN i 2003 og har siden blandt andet udgivet bogen UNDER EN STRÅLENDE SOL. De næste to uger så sådan her ud: Jeg kom hjem fra klinikken, tilbragte en time med min datter Haris – der dengang var helt lille – og satte mig så derefter ned for at skrive, mens jeg forsøgte at
rekonstruere det, der var gået tabt. Bortset fra et hurtigt måltid skrev jeg uden pause ind til klokken to om natten, så sov jeg – dårligt – indtil jeg stod op klokken seks og skrev i yderligere to timer, før jeg kørte hen for at tilse patienter på klinikken. De to uger var ekstremt intense, udmattende og nervepirrende, men også spændende. Man kan kalde det for den litterære ækvivalent til en linedans uden sikkerhedsnet, og jeg har – gudskelov – ikke oplevet noget lignende siden.

De IT-udfordringer, som stjal en tredjedel af min bog, viste sig at være en velsignelse i forklædning. For sandheden er, at Cindy og jeg begge havde haft det lidt lunkent med den midterste del af bogen. Der manglede ligesom noget. I den tidligere version var Amir gift med en kvinde fra Midtvesten ved navn Suzie og levede et radikalt anderledes liv i Amerika end dét, læserne af denne bog har lært at kende. Uheldet med disketten gav mig derfor mulighed for at genskabe den »amerikanske« del af Amirs liv. Det var blandt andet i løbet af de to uger, at fortællingen om Amirs arbejde på loppemarkedet blev født, og den del er i høj grad baseret på mine egne minder om at arbejde på loppemarkedet i San Jose i begyndelsen af 1980’erne sammen med min far. Her solgte vi gamle symaskiner og tennisketsjere af træ sammen med andre afghanere, som vi kendte fra vores tidligere liv derhjemme. Det var også i løbet af de to febrilske uger, at Soraya, den frygtindgydende general Taheri og hans kone Jamila opstod og fundamentalt forandrede Amirs liv. Bogen blev dybere og mere vedkommende, og nogle af mine yndlingspassager ligger i disse hastigt skabte afsnit, herunder billedet af en kræftsyg Baba, der humper op ad en indkørsel for at bede om Sorayas hånd på vegne af Amir, »en sidste faderlig pligt«. Jeg må indrømme, at jeg mærkede tårerne presse sig på, da jeg skrev nogle af disse scener.

I marts 2003, tre måneder før DRAGELØBEREN udkom, vendte jeg tilbage til Afghanistan for første gang i 27 år. Jeg havde forladt Kabul som en 11-årig dreng, og jeg vendte tilbage som en 38-årig far til to. Et mundheld lyder: Kunsten imiterer livet. I mit tilfælde følte jeg, at det modsatte skete. Da jeg gik rundt i Kabuls gader, genoplevede jeg to slags minder – mine egne og dem, jeg havde skabt for Amir, da han vendte tilbage til Kabul som en voksen mand. Her lå bakken, som min bror og jeg plejede at løbe op på for at se flyene lette i det fjerne fra Kabuls lufthavn. Og på samme bakke stod også et granatæbletræ, hvor ordene »Amir og Hassan, sultanerne af Kabul« var ridset ind i stammen. Jeg genbesøgte også det stadion, hvor min far engang tog mig med hen for at se et spil Buzkashi, og hvor Amir så Taliban henrette et par ægteskabsbrydere. Ligesom Amir følte jeg den nagende skyldfølelse som overlevende og den ubehagelige fornemmelse af at være turist i min egen fødeby. Ligesom Amir sørgede jeg ved synet af alle ruinerne, de døde træer, rækkerne af tagløse mure, de engang så farverige kvarterer reduceret til sønderskudte, raserede bygninger. Ordene »falden pragt« kom til mig, ligesom de gjorde til Amir. Det var en af de mest bevægende og surrealistiske oplevelser i mit liv ... «

Læs resten af forordet i e-bogen, som du finder herunder. 

Drageløberen

Drageløberen

Hassan er Amirs bedste ven. Det er ikke noget, der tales om, for man kan ikke være ven med sønnen af en tjener. Men det er de, og tilsammen udgør de et formidabelt par under den årlige drageturnering. I 1975 går det dog grueligt galt. Hassan må pludselig forlade det hjem, han har haft hos Amirs familie, og da krigen kort efter bryder ud, tvinges Amir og hans far til USA.

Det er muligt at gøre uret god igen. Det er de ord, der runger i Amirs ører, da han mange år efter kaldes tilbage til Afghanistan. Den sorte samvittighed overdøver nu alle advarsler, for dette er hans sidste chance for at sone den synd, han begik mod sin barndoms bedste ven.

Pressen skriver:

»Der er sider i Drageløberen, man ikke kan læse, fordi man må se gennem glædes- og smertetårer, og bogstaverne forsvinder som vejskilte i silende regn [...] Der er sommerdage, man føler, at man spildte, men ikke den uge, man læste Drageløberen.«
– Johannes Møllehave, Politiken

»Jeg indrømmer gerne, at jeg voldlæste denne roman... og græd. Man er som læser i selskab med en fantastisk historie med en hel vifte af dybe, menneskelige grundtemaer [...] Denne roman er voldsom fiktion og fattelig virkelighed. Læs den dog!«
– Kristeligt Dagblad

»En historie, man ikke glemmer igen. Fordi den er uskyldig, grum, rørende. Fordi den er medrivende fortalt.«
– Jydske Vestkysten

»Hjerteskærende... en smukt fortalt, gribende historie.«
– Berlingske Tidende

»En fremragende, moderne skæbnefortælling... Drageløberen er endnu et eksempel på, hvor vigtig den såkaldte immigrantlitteratur er for vores forståelse af verden her og nu.«
– Fyens Stiftstidende

»Svigt, skam og soning er den treklang, der danner det psykologiske grundmønster i denne pageturner af en roman...«
– Politiken