I skriveperioderne bevæger samtalerne sig frit mellem, hvad der skal laves til aftensmad, og hvem der skal myrdes

Forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind er klar med DEN BARMHJERTIGE SAMARITANER, som er den syvende bog i bestsellerserien om kriminalassistent Olivia Rönning og tidligere efterforskningsleder Tom Stilton. I denne efterfølger holder Covid-19 Sverige i skak, men i dette interview taler vi om, hvordan parforhold og arbejde holdes intakt. 

31-01-2022

Forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind 

Hvordan er det at skrive med sin partner?

– Vi kan sige det på den måde, at vi aldrig mangler samtaleemner, trods at vi har været sammen i 30 år, så for os er det en livsstil. Vi har konstant adgang til nogen at brainstorme ideer og problemløsninger med, og vi er gode til at hjælpe hinanden, hvis vi går i stå.

Hvordan skelner I mellem privatliv og arbejdsliv?

– Vi forsøger at holde lange sommerferier, hvor vi renser hjernen og helliger os til alt andet end arbejde (i hvert fald Cilla, der har meget grønne hænder, måske lidt fanatisk endda). I skriveperioderne er grænserne lidt mere flydende, på godt og ondt, så bevæger samtalerne sig frit mellem, hvad der skal laves til aftensmad, og hvem der skal myrdes.

Hvordan ser jeres proces og arbejdsdeling ud?

– Vi har taget vores arbejdsproces med fra alle årene med manuskriptskrivning til tv og film, så det har stort set været ens lige så længe, vi har arbejdet sammen. Den første tid bruger vi på at tale om selve historien, som vi så skriver ned på vores tavle derhjemme. Derefter udvikler vi historien mere omhyggeligt, altså finder ud af, hvad der skal ske i hvert kapitel. Da vi er to forfattere, er det vigtigt, at denne fase bliver lavet ordentligt, så vi bliver enige om, hvor vi skal hen, når først vi begynder at skrive. Alt materialet står så der på tavlen, kapitel for kapitel, og bliver til ét stort tag-selv-bord, hvor vi vælger, hvilke kapitler vi vil skrive, eller om vi vil følge en speciel karakter gennem bogen. Under selve skrivefasen læser vi løbende, hvad den anden har skrevet, så vi ved, hvis der skal laves nogle ændringer. Når vi har skrevet hele historien igennem, gennemgår vi manuskriptet rent sprogligt, så det flyder. I sidste ende skal man ikke kunne se, at vi er to, der skriver.

I sidste ende skal man ikke kunne se, at vi er to, der skriver.

Hvor meget af jer selv er der gemt i hovedpersonerne Olivia Rönning og Tom Stilton?

– Nok mere end vi selv tror, haha. Men det vi bevidst har lånt fra vores egne liv er mest gamle lejligheder og steder, vi selv har boet. Cilla voksede op i samme rækkehusområde som Olivia. Olivias mors landsted er et sted, vi bor om sommeren og Olivias nuværende lejlighed er vores datter Mollys lejlighed. Rolf kan nogle gange have visse træk til fælles med Stilton, men han kan ikke lide at indrømme det haha.

Ved I allerede nu, hvad næste bind skal handle om? Og hvornår begynder I at skrive?

– Nej, det ved vi faktisk ikke, men vi har en cliffhanger i DEN BARMHJERTIGE SAMARITANER, som vi skal tage os af. Vi har også lidt længere tid, end vi plejer, mellem denne bog og den næste, så vi begynder først at tænke på historien til foråret. Denne efterår/vinter har vi helliget os at skrive noget helt andet; en fortælling, som vi har grublet på længe, og som vi endelig fandt et hul til at skrive. Så kan vi også rense hovedet lidt for mordgåder for en stund. En veksling vi glæder os til, fordi det gør det ekstra sjovt at vende tilbage til vores kære karakterer Stilton/Rönning igen.

Rolf kan nogle gange have visse træk til fælles med Stilton, men han kan ikke lide at indrømme det, haha. 

Serien om Rönning og Stilton