Klassiske børnesange i nye versioner

Sangeren Thomas Buttenschøn har indspillet nogle af de klassiske børnesange fra DE SMÅ SYNGER i nye udgaver. Her fortæller han om sit eget forhold til sangene, og hvad han glæder sig allermest til, når han skal spille dem live.

Af Sisse Tvegaard Andersen / 15-09-2023

Sanger og sangskriver Thomas Buttenschøn har indspillet sange fra DE SMÅ SYNGER 

I 2023 er det 75 år siden, at DE SMÅ SYNGER udkom første gang, og derfor er den udgivet i en smuk jubilæumsudgave, hvor den klassiske forside har fået et touch af guld. Indeni er det stadig den klassiske sangbog for børn i alle aldre med kendte og elskede sange og sanglege, lige fra “Se den lille kattekilling” til “Der er et yndigt land”. Med noder, den allerførste nodelære og alle de kendte illustrationer af Bitte Böcher. 

I anledning af jubilæet har Thomas Buttenschøn indspillet et album med en række af de kendte og elskede børnesange. 

Hvad tænkte du, da du blev spurgt om at indspille sangene fra De Små Synger?

Jeg tænkte med det samme, at det ville jeg selvfølgelig meget gerne. DE SMÅ SYNGER er jo kulturarv, og noget af det, som alle os, der laver musik for børn, bygger videre på. Det ville jeg meget gerne være med til at fejre.

Hvordan har I udvalgt de sange, der er blevet indspillet?

Vi har prøvet både at vælge nogle, som alle folk kender, og nogle af dem, som måske ikke bliver sunget så meget, for eksempel "På en grøn, grøn bakketop". Og så har jeg gerne ville tage sangene nye steder hen og tilføje mig selv til dem, så de også får noget andet end det, man kender. 

Se også: Andre sangbøger til børn

Hvad er dit eget forhold til DE SMÅ SYNGER?

Det er jo sådan en sangbog, som alle kender. Man har set den der forside 1.000 gange, og jeg har selv sunget mange af sangene derfra igennem tiden.

Er der en sang i bogen, du har et særligt forhold til?

Op, Lille Hans. Det var det første nummer, jeg har optrådt med, hvor jeg sagde noget i mikrofonen. Jeg var måske syv eller otte år, og det var til et arrangement, der hed ”Børn og unge rocker” i Odder. Jeg sang ikke dengang, jeg spillede bas, men jeg kan huske, at jeg fik lov til at sige ”Næste nummer er Op, lille Hans”.

Det fede ved at optræde for børn, er, at der er afregning ved Kasse 1 - hvis de synes, det er fedt, så er de totalt med, og hvis ikke, så ved man med det samme, at man skal gøre det bedre.

OM THOMAS BUTTENSCHØN Thomas Buttenschøn blev født i Zambia i 1985 og flyttede kort tid efter til Gylling nær Odder med sin danske far og sin zambiske mor. I 2006 debuterede han med albummet Fantastiske mandag, og siden har han udgivet tre albums og optrådt i bl.a. Vild med Dans, som vært på DR Ramasjang og som dommer i Danmark har talent.

Du skal også ud at spille numrene live. Hvad glæder du dig mest til ved det?

Jeg glæder mig til at skulle spille for børn igen. Det er faktisk rigtig længe siden, jeg har optrådt for børn. Det fede ved at optræde for børn, er, at der er afregning ved Kasse 1 – hvis de synes, det er fedt, så er de totalt med, og hvis ikke, så ved man med det samme, at man skal gøre det bedre. 

De små synger - 75-års jubilæumsudgave

De små synger - 75-års jubilæumsudgave

Luksus-jubilæumsudgave med guldtryk på omslaget.

I 2023 er der 75 år siden, at De små synger udkom første gang. Altså den klassiske sangbog for børn i alle aldre med kendte og elskede sange og sanglege, lige fra "Se den lille kattekilling" til "Der er et yndigt land". Med noder, den allerførste nodelære og alle de kendte illustrationer af Bitte Böcher.