Charlotte Koldbye: ”Børn er de mest formidable forskere.”

Hvorfor ligner alle mennesker ikke hinanden? Hvorfor har vi ikke pels? Og hvorfor kan vi lyve men ikke flyve? Videnskabsuniverset, Mig og min krop, giver dig svar på din undren og rum til refleksion hos både voksne og børn. Spørger man Charlotte Koldbye, er der ikke noget, der er for svært for børn. De er de mest formidable forskere.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen // Foto af Jesper Rais

Hvem har du skrevet Mig og min krop til?

Jeg har skrevet Mig og Min Krop til alle nysgerrige børn og barnlige sjæle. Dem, der egentlig går rundt og undrer sig uden rigtig at lægge mærke til det. De ubevidst forundringsparate kunne man kalde dem. Grunden til, at vi mennesker kører i biler, går på arbejde og netflixer den om aftenen er jo, at vi har undret os - alene og sammen med andre. I stedet for at sidde oppe i et træ og skændes om frugterne med de andre aber, har vi spurgt os selv, hvorfor tingene er, som de er, og kan de ændres? Det har udviklet os som art, at vi har søgt svar på de ting, vi har undret os over. Vi har udviklet kultur og videnskab, og nu har vi svar på en masse spørgsmål, men også en hel masse nye spørgsmål.

Blev du selv overrasket over nogle af de sjove facts om kroppen, som du fandt frem til under din research?

Jeg blev overrasket over mange ting, bl.a. hvorfor ørevoks smager så ækelt, for jeg var selv et af de børn, som godt kunne lide smagen af mine bussemænd og tænkte: Hmm, de smager da meget godt, gad vide hvordan min ørevoks smager? Det smagte jeg kun på én gang, så var jeg kureret. Jeg har også gået og undret mig over, hvorfor mine øjenvipper ikke bliver lige så lange som mit hovedhår, men det fandt jeg svaret på, da jeg researchede til bogen.

Var du også nysgerrig på krop og hjerne, da du var barn?

Jeg havde god tid til at tænke som barn og kunne også godt lide det. Jeg tænkte f.eks. meget over, hvad vi skulle bruge al den tid til, vi sparede, når vi f.eks. brugte fjernbetjeningen til at skifte kanal i stedet for at skifte program på selve TV’et. Jeg undrede mig også meget over, hvorfor piger skulle være bedre til at strikke end drenge. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan mine fingre var så anderledes end drengenes, at mine fingre var bedre til at vikle garn om pind. Og så lå jeg længe i græsset og stirrede op i himlen og kunne ikke rigtig forstå, hvorfor jeg ikke blev suget ud i verdensrummet.

Hvad er det vigtigste at huske, når man skal formidle videnskab i børnehøjde?

Børn er jo de mest formidable forskere. Verden er ny for dem, og de skal stykke en forståelse sammen bid for bid. Det er jo frygteligt, at Spørge Jørgen fik smæk og blev sendt i seng uden aftensmad. Måske gik vi glip af en Nobelpris der. Ofte kender vi voksne ikke svaret på børns undren. Vi burde gribe spørgsmålene, også de fjollede, til at øve børnene i at tænke sig frem til svar. I stedet for at sige: det ved jeg ikke, det er også ligemeget, sådan er det bare.

Når jeg formidler videnskab for børn, har jeg tre regler:

Der er ikke noget, der er for svært for børn. De kan forstå alt, også atomfysik. Det er min opgave at forklare det, så de kan forstå det.
Børn har begrænset viden, derfor skal det, jeg gerne vil fortælle perspektiveres, så det giver mening for dem.
Et svar skal gerne resultere i mere undren og flere spørgsmål.

Kommer voksne også til at lære noget af bogen?

Der burde være flere ting, som ikke er alment kendt blandt de fleste voksne, f.eks. hvordan konsistensen af ens afføring skal være, før der kan være tegn på forstoppelse eller diarré. Jeg havde selv flere Aha-oplevelser, hvor jeg troede, jeg kendte svaret. Og så vil der i læsningen af bogen sikkert også dukke andre spørgsmål op, som bogen ikke har svaret på. Det vil jo være en oplagt mulighed for at både voksne og børn kan ræsonnere sig frem til et svar og researche på det.