Caspar Eric: ”Vores frihed lige nu er knyttet uløseligt sammen med andres ufrihed.”
Hverdagsdystopi, afmagt og globale kriser fra en verden i undtagelsestilstand. Caspar Eric er aktuel med en ny bog, der rummer flere højaktuelle emner.
I digtsuiterne møder vi mink, vacciner og fodboldfællesskaber, mens globale kriser rykker med os ind i parforholdet og vores venskaber. Det unormale er blevet normalt i VI KAN GØRE MEGET, og vi møder en hverdag, hvor døden er blevet en del af livet. Og hvor vores frihed bliver betalt af andres ufrihed. Vi kan gøre meget, siger Caspar Eric, men . . .
Vi kan gøre meget, men hvis vi ikke tør tage fat på en snak om, hvordan vi overhovedet har indrettet verden, og hvad den indretning pt betyder for helt konkrete mennesker rundt om i verden, så tror jeg sgu ikke vi kommer særligt langt.
Dine digte er jo meget aktuelle med bl.a. COVID-19, vaccineudrulning, mink-sagen, fodbold og klimakrisen, men hvad er det for en samlet verden, digtene ser på?
Jamen den verden, jeg ser på, er vores verden. Og så tror jeg at digtene forsøger at sige og føle noget om, hvem fanden det ‘os’ er, og også hvem det ikke er. Hvem er vi på det fodboldstadion, hvem har adgang til det osv. Og når det er vigtigt at bogen så på en måde foregår i løbet af den undtagelsestilstand, der er ved at sætte sig, så er det fordi, jeg interesserer mig for, hvad sker der med os, når den verden, vi troede skulle være vores, pludselig afslører sig som besværlig og skuffende for nogen. En slags lille åbning, hvorfra vi måske kan spørge os selv og hinanden, hvad det er vi har gang i. Og det tror jeg sgu er vigtigt, og forhåbentligt noget af det som poesien og kunsten kan hjælpe os med.
Smittetallene stiger fortsat og udrulningen af revaccinationsindsatsen er sat i gang. På lang sigt er det meningen, at hele den danske befolkning skal have tilbuddet om det tredje stik. Hvordan forholder jeg'et sig til det?
Digtene forholder sig jo ikke så direkte til tilbuddet om det tredje stik, men den verden som jeg’et og vennerne pludselig lever i, er jo én hvor vores empati-apparater kommer på prøve, og hvor sådan et spørgsmål både er blevet moralsk virkelig kompliceret, og derfor også helt vildt, at det er noget, vi skal forholde os til som mennesker nu. Fordi et tredjestik på mange måder ville være godt og nødvendigt, men samtidig ville ske på bekostning af befolkninger rundt om på kloden, som lige nu lider under manglen på vacciner. Vi er forbundne, og det har vi jo altid været, men nu er det bare blevet tydeligt og uundgåeligt for de fleste.
Bogen udkommer jo i et efterår med VM-kvalifikationsrunder og efter en sommer med EM. I bogen fremstår fodboldfællesskabet både som et samlende fællesskab og som en ekskluderende gruppering. Hvad ligger der i det paradoks?
Der ligger præcis også det komplicerede, som der gør ved vaccine eller mink-sagen. At vores frihed lige nu er knyttet uløseligt sammen med andres ufrihed. Og at det bliver vi nødt til at diskutere. Måske særligt fordi vi så kan snakke om, hvorvidt fodbold nødvendigvis behøver at være et meget maskulint (og i mange sammenhænge homofobisk) rum, eller om vi kunne gøre noget for at give flere mennesker adgang til det fællesskab. På samme måde med mink osv. Kan vi ikke finde på nogle bedre industrier end nogen der ender med at føre til sygdom og død, og så i øvrigt hjælpe de landmænd som kommer til at sidde i saksen.
Et andet fodboldparadoks i bogen ligger mellem at nyde og tabe liv - at drikke fadøl, synge med på Re-Sepp-ten og se ‘drengene’ spille for at håbe, de kommer hele vejen til Qatar, hvor flere tusinde mennesker har mistet livet for at stable stadions på benene. Hvordan forholder du dig til det?
Min personlige holdning er at vi burde boycotte VM i Qatar. Om ikke som landshold, så som tilskuere. Og det bliver nederen, at jeg ikke kan se det. For jeg elsker virkelig fucking fodbold, og jeg elsker mange af de ting som vi har kunnet samles om. Men på den anden side har jeg det også sådan, at vi har brug for grundlæggende forandringer i fodboldindustrien, og den forandring kommer kun gennem radikale afsavn. Sådan er det også med meget andet i verden. Det er ikke fordi, vi skal leve pietistisk og som konstant moralske dydsmønstre, men jeg er i hvert fald selv træt af, kun at følge mine idealer lige indtil at det bliver upraktisk, eller at jeg faktisk bliver nødt til at gøre noget. Og noget andet jeg vil sige er, at det synes jeg er et lortedilemma at sætte verdens fodboldbefolkninger i, og jeg savner fandme at vi havde nogle ledere (både i firmaer og på politiske poster), som rent faktisk turde at træffe de her beslutninger. Eller som ikke i første omgang træffer beslutninger, hvor nogen skal dø, for at vi kan se lidt fodbold i en meget rig stat med et nyt potentielt publikum.
Det er ikke fordi, vi skal leve pietistisk og som konstant moralske dydsmønstre, men jeg er i hvert fald selv træt af kun at følge mine idealer lige indtil, at det bliver upraktisk, eller at jeg faktisk bliver nødt til at gøre noget.
Dine digte problematiserer maskuline fællesskaber. Hvorfor?
Vi har et grundlæggende problem med mange ensomme mænd, der har svært ved at snakke om deres følelser. Det har jeg også selv. Jeg tror jeg forsøger at vise, hvad der også er inde i de der fester og stadion-snakke og ture til vandet. Og sådan har jeg det altså meget generelt. At jeg savner, når vi siger, at vi lever i en form for macho-kultur, at vi så samtidig rent faktisk interesserer os for, hvad det er for nogle mennesker vi snakker om, og hvorfor det er sådan. Og måske også bare hvilke muligheder folk, der ikke lige har gået på universitetet i København eller lignende, har haft for at indgå i andre typer af fællesskaber.
Der er noget håbefuldt i titlen VI KAN GØRE MEGET. Hvad kredser det håb om?
Jeg tror, det håbefulde er, at med alle de ting vi snakker om i det her interview. Der kan vi jo faktisk gøre noget. Det er bare besværligt, og måske endda ubehageligt for mange, men det er ikke fordi det er utopisk. Ikke i den forstand at det er umuligt, men måske netop bare ‘virkelig svært at forestille sig’. Men der er jo også noget truende over titlen. Vi kan gøre meget, men… Vi kan gøre meget, men hvis vi ikke tør tage fat på en snak om, hvordan vi overhovedet har indrettet verden, og hvad den indretning pt betyder for helt konkrete mennesker rundt om i verden, så tror jeg sgu ikke vi kommer særligt langt.
Vi kan gøre meget. Hvad gør du?
Haha, det spørgsmål er så klassisk et børnehavespørgsmål, der har vokset sig til at blive et helt billede på nutidens politiske sprog. At lige så snart man drister sig til helt ydmygt at kradse i, om vi måske kunne forestille os at gøre tingene på en lidt anden måde, så bliver der råbt ‘hvad med dig selv’, og så er vi lynhurtigt ovre i en eller anden snak om privat ansvar. Jeg synes, jeg forsøger at gøre nogle ting. Men der er også ting som vi ikke kan gøre alene, ting som vi ikke kan gøre, hvis vi skal starte med at sige “jeg”. Det er derfor titlen påkalder et ‘vi’. Men altså det jeg prøver at gøre lige nu, det er at skabe et sted, i poesien, hvor vi kan snakke om, hvor fucking svært det er. Hvor kompliceret det er at være menneske i en verden i undtagelsestilstand. Men også om at det er nødvendigt. I hvert fald hvis vi vil bevare bare den mindste snert af ideen om, at ingen mennesker i udgangspunktet fortjener at dø, for at andre kan have en fest.