Vores forældre drak: »Jeg levede med en ekstrem følelse af at skulle have kontrol over alt«
Der er over en halv million voksne børn af alkoholikere i Danmark. Og mange lever med de samme dybe spor efter en svær barndom. I bogen VORES FORÆLDRE DRAK giver forfatter og ph.d. Camilla Schou indblik, refleksioner og øvelser til dig, der er én af dem. Og så deler over 40 voksne børn af alkoholikere generøst ud af deres erfaringer. Læs Pia Olsen Dyhrs historie her.
At vælge Netflix og strikketøj
Af Pia Olsen Dyhr, 49 år, formand for SF
Selvom jeg kan huske, at min far altid drak, var det først, da mine forældre blev skilt, at det gik op for mig, hvor alvorligt det var.
Min mor havde skærmet mig fra det, hindret ham i at drikke og hjulpet ham til at holde styr på sukkersygen, som han led af.
Så da hun ikke kunne holde ud at være mor for ham mere, valgte hun at flytte. Det var dagen efter min 11-års fødselsdag. Det gjorde, at jeg i mange år ikke syntes, at fødselsdage var forbundet med noget særligt rart.
Da de blev skilt, spurgte de min lillebror og mig, hvor vi ville bo henne. Min lillebror ville med min mor, og jeg valgte at blive hos min far. For hvem skulle ellers passe på ham, når nu han havde den sygdom?
Derefter blev det meget tydeligt for mig, at min far ikke havde styr på alkoholen.
Jeg udviklede sådan nogle meget store ører og vænnede mig til hele tiden at lytte efter, hvordan min far havde det. Vi boede i en etageejendom, og når min far kom ind ad gadedøren, kunne jeg høre på hans fodtrin og hans måde at banke på døren, hvordan han havde det.
Jeg levede konstant med en ekstrem følelse af at skulle have kontrol over alt
Jeg levede konstant med en ekstrem følelse af at skulle have kontrol over alt. Jeg kan huske engang, hvor jeg havde vasket op efter flere dage. Der var så ulækkert i køkkenet, og jeg ville bare gerne gøre det godt.
Da han kom hjem, fandt han dog en stegepande, som ikke var helt ren. Så flåede han alt ud af skabene og smadrede alle tallerknerne, fordi jeg bare var så klam og ulækker. Det var den forfærdelige side af ham.
Men han havde også den anden side, hvor han ikke drak og var et kærligt menneske, hvilket også var en af grundene til, at jeg gerne ville være hos ham.
Min mor spurgte mig ofte, hvorfor jeg ikke flyttede med hende, men det kunne jeg simpelthen ikke. For min far sagde altid til mig, at hvis jeg flyttede, ville han begå selvmord, for jeg var den eneste, han havde.
Så det har lært mig at tage ansvar for alt. Også nu her i voksenlivet. 
Jeg kan simpelthen ikke lade være, fordi jeg har sådan en grundlæggende oplevelse af, at jeg kan fikse det meste. Når jeg sidder i møder, kan jeg altid mærke, hvordan de andre har det, og tænker straks, hvad jeg mon kan gøre for at ordne tingene.
Så jeg har måttet øve mig i, at det jo er okay, hvis andre er kede af det, eller hvis vi er uenige, selvom det er svært. Jeg tænker altid, at jeg bare kunne lade være med at mene noget, hvis det kunne hjælpe.
I min første tid som partiformand havde jeg hele min kalender fyldt med planer. Når jeg kom hjem, skulle jeg også lige ordne en masse, før jeg havde tid til at være sammen med min familie.
Og det går jo ikke. Man kan ikke altid først skulle tømme opvasker og så videre, for så er der jo ikke tid til at slappe af.
Så det var sundt for mig, da jeg blev minister, for jeg kunne simpelthen ikke have styr på alt. Der lod jeg min mand gøre alt hjemme. Han kunne jo sagtens finde ud af det.
Men det er stadig svært. Vi har en aftale om, at når jeg kommer hjem, så må jeg ikke gå i gang med at rydde op, for det ligger instinktivt i mig at scanne rummene, når jeg kommer hjem. Jeg har så meget brug for orden.
Heldigvis har jeg lært, at det ikke behøver at være mig, som gør det. Men er der nogle dage, hvor jeg går ud ad døren uden at have redt min seng, så føler jeg nærmest, at jeg er lidt uartig.
Jeg har først lært at drage omsorg for mig selv sent i livet, men nu er jeg blevet så god til det, at jeg f.eks. er begyndt at løbe fast.
Jeg kan også finde på at tage i vores sommerhus i et par dage for mig selv.
I starten var jeg bange for, om min mand mon ville tænke, at jeg ikke ville være sammen med ham. Men han gør det jo også, og jeg tænker jo ikke, at han ikke vil mig.
Jeg er blevet rigtig god til at spørge. Jeg har altid troet, at jeg vidste, hvad andre tænkte, men det gjorde jeg jo sjældent. Min mand tænker f.eks. aldrig det samme som mig. Derfor er det jo meget bedre at spørge ham, hvad han tænker.
Det har gjort, at vi er kommet meget tættere på hinanden de sidste par år. Også selvom vi altid har været tætte, så har det gjort noget ekstra for os.
Det med at sætte ord på, når der er noget, som gør mig utryg, eller at sige, hvis noget trigger mig.
Men jeg skal hele tiden være bevidst om det med selvomsorgen. Særligt pga. mit arbejde, som nemt kan æde al min tid.
I starten, da jeg var partiformand, havde jeg ikke engang en sekretær, for det syntes jeg ikke, partiet skulle besvære sig med at give mig. Så jeg sled mig selv helt ned.
Nu er jeg indimellem begyndt at sige fra over for aftaler, også selvom det er vigtigt.
Det kan godt være, at jeg i virkeligheden skal sidde hjemme og se Netflix og strikke.
Det kan godt være, at jeg i virkeligheden skal sidde hjemme og se Netflix og strikke.
Altså, det siger jeg ikke, at jeg skal, men har jeg været på arbejde fire aftener i træk, så har jeg brug for bare at være hjemme en aften og slappe af.
Jeg har fået en enorm styrke med mig. Jeg kan stort set klare alt, men jeg kan bare ikke klare det alene. Det har været svært for mig at lære.
Det er stadig svært for mig at bede om hjælp. Det er sådan en følelse af ikke at fortjene det. Men for at få det bedre er det vigtigt at tale om det, der skete.
Det er okay, at det stadig er svært, og det er også vigtigt at acceptere, at man ikke altid har løsningen. Men jo mere jeg selv snakker om det, jo nemmere bliver det.