Lise Villadsen udforsker Floridas mørke med high school-gyser

Tør du stole på din sjette sans? Tør du lade være? Med sin nye roman BYTTEDYR, rejser romantikeren Lise Villadsen ind i uhyggen, der ligger på lur i det solbeskinnede Florida.

Af Mathilde Johanne Kristiansen

 

Hvordan fik du ideen til BYTTEDYR?

”Ideen opstod for et par år siden og har rumsteret i baghovedet længe. Jeg har selv prøvet at være på udveksling – bare en uge – i gymnasiet. At flytte ind hos en fremmed familie i et fremmed land – det er både spændende og nervepirrende. Alt kan ske!”

Hvem er hovedpersonen Wilma og den amerikanske værtsfamilie, hun havner i?

”Wilma er en dansk teenager, der kommer til USA for at starte et nyt liv. Hun har nogle ting med i bagagen, som gør hende stærk, men også sårbar. Og i Florida håber hun at lægge sin fortid bag sig og få en bid af den amerikanske drøm: venner for livet, gyldne sandstrande, det store eventyr. Den familie, hun flytter ind hos, er på overfladen en helt almindelig, amerikansk familie. Far, mor, to børn. Men alle familier har selvfølgelig deres problemer og hemmeligheder, og det skal Wilma også nok finde ud af.”

Jeg har gået rigtig mange ture i det område, BYTTEDYR foregår i, med den lille, gule mand fra Google
Bogen foregår i Florida. Er det et sted, du selv har besøgt? Hvad er det for en slags miljø, og hvorfor er det fascinerende at skrive om?

”Jeg har aldrig selv været i Florida, men jeg har gået rigtig mange ture i det område, BYTTEDYR foregår i, med den lille, gule mand fra Google. Og jeg har længe haft lyst til at skrive noget, der foregik dér. Florida er nemlig en oplagt kulisse til en dramatisk fortælling. Der er subtropisk klima, vild natur, rovdyr, krybdyr og sumpe – og i kontrast dertil den her lidt drømmeagtige tilværelse med store, hvide huse, kilometervis af gyldne sandstrande, Miamis bling-bling og alle de rige pensionister.”

Vi har nok alle sammen mærket en flig af det onde. Hvordan reagerer vi?.

Er der nogle særlige elementer ved den amerikanske kultur, du syntes var spændende at udforske?

"Amerikansk kultur er allevegne – det er svært ikke at lade sig påvirke og ikke at blive draget. Men jeg har især været optaget af våben- og voldskulturen. At eje et våben er helt normalt i USA. Skoleskyderier og masseskyderier er desværre ikke usædvanlige. Mordraten i USA er høj, og mange helt unge kvinder forsvinder hvert eneste år. Er de prostituerede eller betragtet som sådan, går mange af dem under radaren i forhold til politiefterforskning. Det er frygteligt og uhyggeligt – og det har helt klart inspireret mig til min fortælling".

Der er mord, jagt og creepy stemning på spil i BYTTEDYR. Hvad fik dig til at skrive noget lidt mørkere og mere uhyggeligt end sædvanligvis, og hvordan var det?

”Jeg har altid været draget af det mørke, og som barn og helt ung skrev jeg flere krimier og gyserhistorier. Som voksen lagde jeg det lidt på hylden og dyrkede det i min fritid, men efter et forløb på Gyldendals ’Krimiskole’, fik jeg lysten tilbage til at fortælle om det grusomme. Det er helt klart mere hyggeligt at skrive feel-good, men når man beskæftiger sig med mørket, kan man skildre nogle andre og lidt mere kantede sider af det at være menneske. De fleste af os kommer heldigvis ikke ud for noget i den kaliber, som Wilma gør, men vi har nok alle sammen mærket en flig af det onde. Hvordan reagerer vi? Reagerer vi overhovedet? Og kan vi se vores egne dæmoner i øjnene, hvis det er det, der skal til? Det synes jeg er enormt interessant at gå ind i – det mørke rum. Det har også været lidt særligt at skrive BYTTEDYR, fordi jeg skrev den under corona, hvor vi alle sammen skulle være hjemme … og så at kunne sætte sig ind foran computeren og rejse helt til Florida, høre cikaderne og mærke den lune vind. Det var et godt afbræk.”

Uden at afsløre for meget - hvad betyder titlen BYTTEDYR så for dig?

”I BYTTEDYR leger jeg med begreberne fra dyrenes verden og overfører det også til menneskenes verden. Alle er klar over, hvad et rovdyr er – både i naturen og i overført betydning. Det er et væsen, der jager og dræber – et væsen vi tager os i agt for. Et byttedyr ligger under rovdyret i fødekæden – det bliver spist af rovdyret. Men byttedyr har også deres egne metoder til overlevelse, viser det sig …”

Byttedyr

Byttedyr

Tør du stole på din sjette sans? Tør du lade være?

Wilma på 16 flytter ind hos en familie i Florida, hvor hun skal være på udveksling i et år. Hun glæder sig til at opleve alt det, hun har drømt om: gyldne sandstrande, swimmingpool i baghaven, highschool og hemmelige fester.

Men ikke alt er som i de glittede brochurer … en lokal pige er forsvundet, og snart går det op for Wilma, at et rovdyr skjuler sig i skyggerne. Hun har færten af det – eller har hun?

 

Noget går helt galt for Wilma, mens hun er i Florida.

Det her er hendes historie.