”Det er lyden af sproget, der føder mine sætninger”
I Bjørn Rasmussens forfatterskab er dyrene frelserfigurer og menneskene forvildede og til tider fortabte. I et sjældent interview fortæller forfatteren om at se sine værker som en venneflok og lade sig styre af tekstens stemme uden at lægge en plan.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 02-05-2025
Bøssebrødre, hævngerrige hestepiger og en sonetkrans til en hjortehund. Psykoser og indlæggelser, kræftsyge fædre, voldsomt begær og destruktiv kærlighed. Bjørn Rasmussens forfatterskab er et vidtfavnende væsen med sproget som det vildt bankende hjerte. BJØRN Rasmussener født i 1983 og uddannet fra Forfatterskolen og Dramatikeruddannelsen. Han har udgivet både romaner og digtsamlinger og modtaget flere priser for sine værker.
Siden debuten i 2011, HUDEN ER DET ELASTISKE HYLSTER DER OMGIVER HELE LEGEMET, har Bjørn Rasmussen høstet anmelderroser og litteraturpriser i massevis. Hans hestepigeroman KIRSTENS HÆVN har med stor succes været sat op som teater og er solgt til filmatisering.
LÆS OGSÅ: Lea Marie Løppenthin tager sin stemme tilbage
KIRSTENS HÆVN er bare et ud af tre værker, som Bjørn Rasmussen har udgivet i løbet af halvandet år. Han forklarer selv, at skriften »bare er strømmet« de senere år:
– Jeg har fundet en metode, hvor jeg skriver et shitty first draft – der er ikke noget, der er for banalt, for patetisk, for plat, for politisk - alt stof er velkommen, og så skriver jeg løs, og så gennemskriver jeg 100 gange, mens jeg bliver mere bevidst om, hvad der foregår. Men ikke for bevidst. Jeg kan ikke lægge en plan, så dør stemmen. Og det er tekstens stemme, der føder, det er ikke plottet eller temaet for mig, det kommer senere. Det er lyden af sproget, der føder mine sætninger, det er sprogets materialitet.
Dyr som frelserfigurer
I mange af Bjørn Rasmussens historier spiller dyr en fremtrædende rolle. Fra de forårskåde hopper i KIRSTENS HÆVN til Stefan, der bare gerne vil være en hund, i Rasmussens seneste roman BRIAN OG STEFAN FOR EVIGT.
– Dyrene er frelserfigurer i mine tekster. De er det ordløse og kropslige sted, mine karakterer opsøger, når menneskeheden hænger dem ud af halsen. Dyrene sætter klare grænser, og det har mine forvildede karakterer brug for, når deres menneskelige relationer gør dem skøre og angste. De har også brug for at drage omsorg, og der er dyrene tydelige i deres behov, modsat menneskene.
– Mine tekster er klart beslægtede med hinanden og jeg kan godt lide at se dem som en familie eller en venneflok.
Jeg har haft de mest intime relationer med heste og hunde, så derfor er det dem, der fylder mest. Jeg kender fx ikke katte så godt, men jeg savner Misling, der ofte hvilede på mit bryst og vandrede på mit tastatur og skrev sine egne nonsensagtige digte, fortæller Bjørn Rasmussen.
LÆS OGSÅ: 3 skarpe til Christina Hagen
Der er også navne, lokaliteter og temaer, der dukker op på tværs af flere af værkerne. Men hvordan opfatter forfatteren selv slægtskabet mellem sine værker?
– Mine tekster er klart beslægtede med hinanden, og jeg kan godt lide at se dem som en familie eller en venneflok. Tænk, hvis Brian kunne møde Kirsten en dag, det ville være godt for hans selvværd. Og måske for hendes paranoia. Samtidig insisterer alle mine bøger på deres egen form, så de er nok mere en sammensyet monstrøs krop, end de er et organisk hele, slår han fast.
»Jeg må godt være her«
Bjørn Rasmussen er netop blevet tildelt Søren Gyldendal Prisen for skønlitteratur 2025 for sit forfatterskab. I begrundelsen lyder det blandt andet:
»I Bjørn Rasmussens værker får det udgrænsede, det queer, det klemte og pryglede en plads. Her skinner det sjældne, det sære og det smertelige, og her viser den såkaldt almindelige firkantede verden sit grimme ansigt, ”tilværelsens latterlige kostume”. Med sin skrift forsvarer Bjørn Rasmussen det tabuiserede, det dyriske og det misforståede med kærlighedens og sprogets enorme styrke …«
LÆS OGSÅ: Bjørn Rasmussen modtager Søren Gyldendal Prisen 2025
Hvad betyder det for dig at modtage den anerkendelse?
– Det gør mig meget rørt og taknemmelig at få den anerkendelse for min skrift. En ting er pengene, som gør, at jeg ikke skal være på sygedagpenge hele tiden. Jeg kan faktisk købe en plæneklipper og en sofa. En større faktor er, at den der nødvendige selvkritiske stemme ikke vokser sig dæmonisk stor og bliver ødelæggende. Fordi der er nogle, der siger, at jeg godt må være her.