34_checkmark

Fragt kun 29,95 kr. 

Amy tabte fem børn, inden hun blev mor. Så sprang hun ud som forfatter

Egentlig tog Amy Daws hul på forfatterkarrieren med en memoir om barnløshed. Nu skriver hun hede romancer om fire britiske fodboldbrødre.

Af Rasmus Meldgaard Harboe, journalist

Amy Daws skulle egentlig bare have nye dæk på sin bil. Da hun kørte ind på værkstedet, afleverede hun sine bilnøgler og gik ind for at sidde i venteværelset. Rummet var møbleret med store, komfortable stole, og der stod en kaffemaskine, som spyttede latte og cappuccino ud, helt gratis.

Det var helt perfekt. Amy satte sig til rette med en kop kaffe, fiskede computeren op af tasken og satte sig straks til tasterne.

“Jeg kunne høre englene synge. Ordene flød bare,” griner Amy.

Den amerikanske forfatter befinder sig midt på det amerikanske kontinent, nærmere bestemt South Dakota, hvor hun bor med sin lille familie. Hendes hæse stemme knitrer over den tvivlsomme Skype-forbindelse mellem os, mens hun fortæller om sin noget utraditionelle skriveplads.

“Det var lidt som at være på en uprætentiøs kaffebar. Der var bare normale mennesker, som gik rundt og passede deres normale arbejdsdag,” fortæller hun.

“Jeg endte med at bruge timer derinde. Det var et stort vendepunkt i min karriere, jeg blev bare ved med at komme der. Lidt ligesom en atlet, der ikke vil vaske sine sokker i en hel sæson.”

Det begyndte med en memoir

Vi spoler lige tiden seks år tilbage. Amy er endnu ikke begyndt at skrive bøger, og sammen sin mand Kevin har hun fået en lille datter. Lorelei er et ønskebarn, som parret har kæmpet hårdt for. Amy tabte nemlig fem børn, inden deres drøm om at blive forældre gik i opfyldelse.

Da Lorelei var kommet til verden, havde Amy brug for at fortælle sin historie. Derfor skrev hun sin memoir, CHASING HOPE, som blev hendes debut som forfatter.

“Jeg tror ikke, jeg havde vidst, at jeg skulle skrive bøger, hvis ikke jeg først vidste, at jeg havde en historie at fortælle,” siger hun.

“Folk er ofte bange for at tale om sådan noget. Der var ikke rigtig nogen, der var klar over, hvad vi gik igennem. Da bogen kom, følte jeg lige pludselig, at mine venner og familie forstod den tragedie, vi havde været igennem.”

Memoiren var færdig, men det var Amy ikke. Hun havde fået skrivekløe og var klar til at kaste sig over flere bogprojekter. Men de næste bøger skulle vise sig at blive i en noget anderledes genre end debuten.

“Jeg har været en dedikeret romance-læser, siden jeg var i begyndelsen af 20’erne. Jeg tænkte, nu hvor jeg kunne skrive en memoir, hvorfor skulle jeg så ikke kunne skrive fiktion? Så jeg satte mig bare til at skrive. Nu har jeg skrevet 18 bøger,” siger Amy.

Hede romancer om britiske fodboldbrødre

Der er altså nok at vælge fra i Amy Daws bagkatalog. Indtil videre er tre af bøgerne i Amy Daws’ sportsromance-serie om Harris-brødrene udkommet i danske oversættelser. Den fjerde og sidste er på vej.

Find bogen her

Egentlig begyndte fortællingen i en helt anden bogserie, som handler en amerikansk pige, der tager til London og vikler sig ind i et hedt kærlighedsdrama. Men Amy Daws’ bikarakterer har det med at føde nye historier. Dermed blev der altså også en serie ud af fire kvinder, som hver især er kærester med én af fire britiske brødre, der tilfældigvis alle er professionelle fodboldspillere og vanvittigt lækre.

En hilsen fra Amy Daws til sine danske læsere

“Jeg ved ikke særlig meget om fodbold, så jeg var ret overrasket over, at det var noget, jeg skulle skrive. Det var en lang rejse, men nu er de som en familie for mig. Det er så vanvittigt at tænke på, at jeg ikke havde planlagt at skrive deres historie,” fortæller Amy.

Hun fortæller, at det netop var den fjerde og sidste bog om Harris-brødrene, som hun arbejdede på, da hun satte sig til rette i bilværkstedets venteværelse den dag for to år siden. Mens hun sad der og skrev, sørgede hun for at holde sine loyale læsere opdateret på sociale medier.

“Det endte med at gå helt viralt. Folk synes bare, det var alt for sjovt, at der er en romance-forfatter, som skriver bøger der. På et tidspunkt fandt personalet også ud af det. De syntes det var hysterisk morsomt. Jeg kommer der stadig og skriver i dag.”