Varberg roser Follett: "Han må forestille sig alt det, jeg ikke må"
Arkæolog og forfatter Jeanette Varberg er stor fan af Ken Folletts AFTENTID OG MORGENGRY. Men hvad kan en fagperson få ud af at læse skønlitteratur om en periode, hun selv ved så meget om? Vi har talt med Jeanette Varberg om hendes læseoplevelse.
Af Anne-Sophie Uldall Petersen / 23-9-2020
F
Jeanette Varberg er arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet. Samtidig er hun forfatter til fagbogen VIKING – RAN, ILD OG SVÆRD. I fritiden holder hun meget af at læse, og den seneste roman, hun har kastet sig over, er Ken Folletts AFTENTID OG MORGENGRY, som faktisk udspiller sig i lige præcis den periode, som hun selv har skrevet om.
”Man kan måske spørge sig selv, hvorfor jeg vil bruge tid på at læse fiktion, når jeg nu er arkæolog. Men det er faktisk rigtig sjovt at se, hvordan en forfatter, der tager udgangspunkt i skønlitteraturen, egentlig formår at vække skæbner til live igen. Når jeg som arkæolog står ved grave med de genstande, de efterlod sig for tusind år siden, og læser stumperne af de skriftlige kilder, der fortæller noget af historien, men ikke det hele, så mangler jeg altid den menneskelige faktor,” siger Jeanette Varberg.
”Jeg mangler at vide, hvordan det var at være viking eller englænder for 1.000 år siden. I denne periode har jeg en idé om, hvad der sker; at kongen i England hedder Kong Ethelred den rådvilde, at han gentagne gange bliver angrebet af vikinger, at vikingerne fra Danmark var en kæmpestor plage, og at det i sidste ende resulterer i, at danske konger faktisk også bliver konger over England.”
Når jeg så læser det, som Ken Follett skriver, er det som om, den verden kommer til live for mit indre blik.
”Men jeg har stadigvæk svært ved at forestille mig, hvordan det var at leve i den tid. Men når jeg så læser det, som Ken Follett skriver, er det som om, den verden kommer til live for mit indre blik. For han må skrive om alle de følelser og forestille sig alle de ting, som jeg, som fagperson, ikke må. Han går langt over grænsen for, hvad vi ved om den tids mennesker. Men det gør det ikke uinteressant. I det her fiktionsrum, er det faktisk nok et ret godt billede af, hvordan det var at leve og være menneske i vikingetidens England.”