Superkræfter hitter
Superhelte er i dag fast inventar i vores moderne kultur. Superheltene og deres evige kampe mod forskellige superskurke er gledet ind i vores fælles bevidsthed som et billede på den klassiske kamp mellem godt og ondt. De første superhelte så lyset på randen af Anden Verdenskrig, og der ses ofte en stigende interesse for superhelte, når virkelighedens verden tegner truende og uklar.
Ordet superhelt er knyttet til den første og vel nok mest berømte superhelt af dem alle, nemlig Superman, og ved ordet superhelt forstås, at det netop er en fiktiv karakter med utrolige evner. Superman optrådte første gang i 1938 i et amerikansk tegneserieblad. Superman har overmenneskelige kræfter og beslutter sig heldigvis for at bruge dem til at hjælpe andre. Noget, verden anno 1938, afgjort havde brug for med Nazismen, der både invaderede og ødelagde.
Mange superheltetræk kan dog også genkendes hos endnu tidligere tiders fiktionshelte, eksempelvis Robin Hood, Sherlock Holmes og Achilleus fra Antikkens Grækenland.
Seje børn med superheltekarakteristika
Superhelte er gode rollemodeller, når de løser problemer, bekæmper katastrofer eller slås mod det onde. Dog er de kendte superhelte alle sammen voksne. Hvad med superheltebørn? Eller bare seje børn med superheltekarakteristika? Findes de slet ikke? Jo, de findes absolut. I 1945 blev Pippi Langstrømpe født, og hun er afgjort en fiktiv karakter med utrolige evner. Pippi vælger heldigvis også at bruge evnerne positivt – både til at opnå (børne)retfærdighed, men også ved at være et forbilledligt eksempel på, at man skal stå ved den, man er.
Alene i 2020 udgav Gyldendal BU en række bøger om seje børn med superheltekarakteristika:
Vilde agenter
Agnes har et stærkt moralkodeks og en stor portion idealisme. Sammen med de seje og skøre dyreagenter redder Agnes truede dyrearter. Læs også Vilde agenter 2.




