Bogsnak - med Anne Sofie Hammer

Anne Sofie Hammer 

Det allerbedste ved bøger er ... når man forsvinder helt ind i dem, så ens tanker hele tiden er ved det fiktive univers og hovedpersonerne, også når man er nødt til at lægge bogen fra sig. Og når man sørger ved bogens afslutning, fordi man er nødt til at tage afsked.

De bøger, jeg fik læst højt som barn var ... alle de gode børnebogsklassikere. Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Thorbjørn Egner, Egon Mathiesen, Bent Haller. Mest nordisk børnelitteratur - men også Peter Plys og Vinden i Piletræerne.

Den bedste bog, som jeg selv læste i min barndom, var ... den svenske forfatter Maria Gripes bøger i den serie, der starter med Skyggen over stenbænken. Men også hendes andre bøger, f.eks. Skarnbassen flyver i skumringen. Der var en helt særlig stemning over de bøger, som balancerede hårfint mellem det realistiske og det magiske. Jeg kan stadig få et lille sug i maven, når jeg tænker på det.

En bog fra min barndom, jeg gerne vil give videre til mine børn, er ... bl.a. Maria Gripes bøger. Men de gider simpelthen ikke læse dem. Måske er tempoet for langsomt til nutidige børn - hvis man lige ser bort fra de allermest læsende, som jo altid vil være i stand til at læse alt.

Mine børn elsker, når jeg læser højt fra ... Ringenes Herre. Det er efterhånden flere år, siden jeg opgav at få dem til selv at læse den. Det er simpelthen for tungt. Men jeg vil så gerne have, at de skal kende den, så derfor har jeg de sidste par år i perioder læst højt af den for de to, som bor hjemme. Det er svært 
at samle og motivere dem - men når det lykkes, er det ret hyggeligt. Og den er jo god, selvom den sine steder er temmelig langtrukken.

Når jeg læser højt, foregår det ofte ... når der ikke er andre tilhørere end min hund. Jeg læser højt af mine egne bøger, mens jeg skriver dem, for det er vigtigt at mærke efter, om sætningerne ligger godt i munden. Tidligere læste jeg højt for mine børn, men det gider de ikke længere. Så er det godt, at man har en hund.

Jeg griner altid, når jeg læser ... Niels Vogels gamle samlinger af sjove ting, børn har sagt eller skrevet i skolen, De to første mennesker på jorden var Hans og Grete og Du er også min søn, Brutus. Jeg griner også altid af Anders Lund Madsens ÆØÅ, den kan jeg blive ved med at læse i. Og så grinede jeg for nylig en del, da jeg læste Nina Lykkes NÆSTE.

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være ... Ronja Røverdatter! Og så ville jeg løbe på bare tæer hen over det bløde mos i skoven, bade nøgen i skovsøen og finde en høj klippe, hvor jeg kunne stå og skrige mit forårsskrig.

Det er fedt at skrive bøger til børn, fordi ... nogle af de største læseoplevelser, jeg selv har haft i mit liv, har jeg haft som barn. Og det er det, der har været med til at gøre mig til læser. Derfor har børnelitteratur den dag i dag en helt særlig plads i mit hjerte, og med mine bøger forsøger jeg, så godt jeg kan, at give hver eneste lille læser et kæmpestort, litterært kram.