Jeg har planlagt at dagdrømme

Hvordan planlægger man at dagdrømme? Hvordan forholder det planlæggende sig til fantasien, det kontrollerende til det kaotiske? Hvor begynder friheden, og hvor sætter disciplineringen fra samfund, familie, fællesskaber og ufællesskaber og fra bevidstheden og den enkelte selv ind? Det er spørgsmål som disse, digtsamlingen "Jeg har planlagt at dagdrømme" stiller.
Det sker i en desperat ironisk, skævt melankolsk og humoristisk tone. Det er tvivlsomt, om digtene besvarer spørgsmålene, snarere kaster de sig – på en i sig selv paradoksalt lystfyldt desperat måde – i armene på de paradokser og gordiske knuder, der opstår i spændingsfeltet mellem individ og samfund OG i spændingsfelterne i individet selv.