Sara Maria Glanowski

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sara Maria Glanowski: »George Floyds drabsmand er ikke et broddent kar – hele systemet er fordærvet«

I Amerikas fattige, sorte kvarterer har beboerne længe følt, at de bliver kvalt under vægten af en racistisk politistrategi, der spinder mere og mere ud af kontrol, skriver forfatter og journalist Sara Maria Glanowski, der har brugt flere år på at trænge ind bag politiets linjer.

Kommentar af Sara Maria Glanowski

Da jeg for nylig stod foran retsbygningen i Minneapolis, mens nævningetingets dom mod Floyds drabsmand rungede ud over menneskemængden, sprang sorte amerikanere op på tagene af parkerede biler, viftede med Black Lives Matter-flag og dansede rundt i gaderne, mens de græd og euforisk gentog kendelsen: “Skyldig! Skyldig! Skyldig!”

Retssagen bar vægten af alle de tidligere sager, hvor afroamerikanere er blevet dræbt af betjente, der aldrig blev straffet. Det var første gang i delstaten Minnesotas historie, at en hvid betjent blev dømt for at tage et sort liv.

Men det burde ikke være en enkelt mand, der sad på anklagebænken – hele politistyrken har blod på hænderne.

Hvis ikke det havde været for den unge, sorte kvinde, der for knap et år siden filmede drabet på Floyd med sin mobiltelefon, var Derek Chauvin med al sandsynlighed stadig ansat som betjent i Minneapolis.

Politirapporten skjulte drabet

georgeAf politiets rapport fremgik det ingen steder, at den nu tidligere politimand – i ni minutter og 29 sekunder – knælede på Floyds nakke, mens den 46-årige sorte udsmider tiggede om luft, bad for sit liv og kaldte på sin mor.

Sorte amerikanere har i årevis klaget over, at politiet i Minneapolis har behandlet dem brutalt for selv de mindste bagateller.

Faktisk er politistyrken syv gange mere tilbøjelig til at bruge vold over for sorte, end over for hvide borgere i byen, viser en undersøgelse.

Og selvom Chauvin havde mindst 22 klagesager om magtmisbrug på samvittigheden, accepterede korpset gang på gang volden.

Chauvin var med andre ord et produkt af den institution og politikultur, han var en del af i næsten to årtier, og som blandt andet er formet af USA’s ekstreme ulighed, en våbenkultur, der gør jobbet som betjent livsfarligt, diskriminerende politistrategier samt den dæmonisering af sorte amerikanere, som trækker tråde tilbage til slaveriet.

Har undersøgt politikultur i årevis

Det er en politikultur, som ikke er unik for Minneapolis, og som jeg har brugt flere år på at undersøge.

Højtprofilerede drab som George Floyds død er kun toppen af isbjerget.

Nedenunder findes en virkelighed og en hverdag i sorte og brune kvarterer, hvor politiet opfattes som en decideret besættelsesmagt, der konstant dehumaniserer beboerne: Stopper dem på gaden, udspørger dem, kropsvisiterer dem, anholder dem og smider dem i fængsel for småting.

I nogle bydele er det nærmest umuligt at støde ind i en sort fyr, der ikke har en fortælling om det ene øjeblik at være på vej i skole eller på arbejde, blot for at blive krydsforhørt eller smidt i håndjern det næste.

“Det er et slags ritual her i kvarteret,” som 24-årige Nicholas Peart fortalte mig, da jeg traf ham i Harlem en efterårsdag i 2012, hvor han arbejdede som mentor i en ungdomsklub på 143. gade.

Jeg var lige begyndt at arbejde på det, der mange år senere blev til min bog, SKYGGEBOKSER, og Peart fortalte om sin 18 års fødselsdag, hvor han sad sammen med sin fætter og en kammerat på bænkene i midterrabatten på Broadway, da de pludselig blev omringet af betjente.

“Ned på jorden,” råbte en af dem.

Peart smed sig på fliserne, mens politimanden trak sin pistol og sigtede på ham.

Peart stirrede ned i løbet og tænkte på det, hans mor havde messet som et mantra gennem hele hans barndom: at han aldrig måtte gå i panik, hvis han blev stoppet.

For gaderne virkede muligvis frie, men hans verden kunne splintres mod fliserne på et splitsekund. Før du var en flittig studerende, var du en sort mand. “En paria,” sagde Peart. “Lige meget hvad jeg gør, vil jeg altid blive stemplet som kriminel.”

Kriminaliserer hele kvarterer

Nogle måneder senere begyndte jeg at følge i hælene på en brun betjent, Adhyl Polanco, som i årevis patruljerede nogle af de fattigste og farligste kvarterer i New York.

Når Polanco havde fri og gik rundt på gaden uden uniform, blev han selv stoppet af sine kolleger, udspurgt, kropsvisiteret, klasket op ad husmure og mistænkt for at være kriminel.

Problemet var ikke, at korpset i New York bestod af en masse racistiske betjente, forklarede Polanco, men snarere at politiet konsekvent kriminaliserer hele kvarterer og befolkningsgrupper gennem en strategi, der forvandler byens fattige sorte og brune områder til jagtmarker, hvor betjente aggressivt slår ned på bagateller. 

Som at smide affald på gaden, drikke en øl i parken eller gå over for rødt.

En strategi, der er født i New York, men implementeret over resten af nationen.

Kontroversiel teori ligger bag Skyggebokser

Da den 32-årige afroamerikaner Philando Castile blev skudt og dræbt af politiet i Minneapolis i 2016, var det eksempelvis fordi, han blev stoppet med en defekt baglygte.

Rationalet bag politiets strategi er en tvivlsom og yderst kontroversiel teori om, at uorden fører til kriminalitet, og at man kan forhindre alvorlige forbrydelser ved at slå hårdt ned på små lovovertrædelser.

En strategi, politiet håndhæver i nogle kvarterer, men ikke i andre. Og som hvide vælgere er med til at opretholde.

Selv hvide amerikanere, der præsenterer sig som progressive, har en fundamental forestilling om, at politiets opgave er at beskytte ‘os’ mod ‘dem’. I New York såvel som i Minneapolis.

Betjente agerer vagtværn

Kort efter Floyds død angreb Minneapolis’ tidligere borgmester, den hvide demokrat Betsy Hodges, netop folk som hende selv for at blokere reelle forandringer:

“Hvide venstreorienterede borgere i demokratiske byer beder indirekte politibetjente om venligt at stå vagt i overvejende hvide bydele og om aggressivt at patruljere de bydele, hvor sorte og brune borgere bor – og hvor konsekvensen af dårligt politiarbejde er frygt, voldelige overgreb, fængsel og alt for ofte døden,” skrev hun i en klumme i The New York Times. 

“Nedenunder dette ønske findes en forfejlet tro på, at politiets aggressive patruljering af sorte kvarterer skaber en mur af beskyttelse rundt om hvide borgere og vores ejendom.”

De facto raceadskillelse

Da jeg boede på Manhattans mondæne Upper West Side, kunne jeg sidde på min marmortrappe med hvidvin i glasset, mens politiet spadserede forbi og hilste høfligt.

Men i fattige, sorte kvarterer som Brownsville i Brooklyn eller Hunts Point i South Bronx stikker betjentene næsen helt ned i din plastikkop for at lugte, om du har alkohol i bægeret.

Foran New Yorks domhuse slanger sig hver morgen lange køer af fattige, sorte amerikanere, der venter på at betale bøder for bagateller, og som vidner om en de facto raceadskillelse i retssystemet.

black lives“Der gik sport i at udskrive bøder”

Polanco troede, han kunne forandre politistyrken. Han voksede op i 1980’ernes New York, i Washington Heights, der dengang husede nogle af byens mest voldelige og berygtede narkobander.

“Som 10-årig så jeg folk blive stukket ned på gaden, skudt og kastet ud fra byens tage,” husker han, og allerede som dreng drømte han om at blive betjent for at gøre gaderne mere sikre, ikke mindst for børn.

Han var pavestolt, da han dimitterede fra politiskolen og blev en af New York’s Finest: “Jeg troede, jeg kunne ændre korpset indefra,” fortæller han.

Men i stedet begyndte korpset at ændre ham. Og langsomt så han sig selv og sine kolleger blive korrumperet: “Vores job var at arrestere alt, hvad der bevægede sig. Vi faldt over hinanden for at udskrive bøder. Der gik nærmest sport i det.”

Politistyrker er blevet virksomheder george gerningssted

Mange steder har Amerikas politistyrker udviklet sig til en slags virksomheder, der hvert år skal producere flere bøder, flere gadestop og flere anholdelser for at signalere, at de proaktivt bekæmper kriminalitet i byens mest belastede kvarterer.

George Floyds sidste ord, I Can’t Breathe, blev et slagord for en af de største sociale bevægelser i USA’s historie.

For det var ikke bare George Floyd, der ikke kunne få luft. Sorte amerikanere har længe følt, at de bliver kvalt under vægten af et system, der spinder mere og mere ud af kontrol. Og som alt for ofte ender fatalt.

Da Eric Garner, en 43-årig sort far til seks, i 2014 blev kvalt under en bunke af betjente i New York, mens han gispede efter luft med samme ord som Floyd, var det fordi, betjentene ville stikke ham en bøde for at sælge loosies, cigaretter i løssalg.

Katastrofale konsekvenser

Det er ulovligt at sælge loosies i New York, men det er en udbredt praksis, som accepteres på byens mest fashionable barer.

Eric Garner solgte bare ikke loosies på Manhattans mondæne beværtninger, men i kvarteret omkring Tompkinsville Park på Staten Island, hvor politiet udviser nultolerance over for selv de mindste lovovertrædelser.

Som Polanco siger: “Politiets strategi skaber en ‘os mod dem’- kultur mellem betjente og minoriteter. Og det har katastrofale konsekvenser.”

Problemerne med politiet i Amerika handler ikke om nogle få brodne kar. Det er hele systemet, der er knækket. 

Det er en af grundene til, at mange af de politireformer, som mere end 30 delstater har vedtaget siden drabet på Floyd, kun vil have begrænset effekt. Initiativer som at sætte kropskamera på politiets uniformer eller implicit bias-træning griber ikke fat om problemets rod, men placerer ansvaret på den enkelte betjent frem for institutionen.

Som en amerikansk professor i strafferet sagde til mig efter dommen:

“Vi tror, at individer kan forandre institutioner, men institutioner forandrer individer, mere end individer forandrer dem.”

Problemerne med politiet i Amerika handler ikke om nogle få brodne kar. Det er hele systemet, der er fordærvet.