OLGA RAVN: ”Jeg blev nødt til at skrive for at overleve”

Olga Ravn har skrevet en stor samtidsroman om Anna, der taber sin plads i verden efter at have født et barn. Skriften bliver det sted, hvor både forfatteren og romanens fortæller finder sig selv. Vi har talt med Olga Ravn om skrift, erfaringers omskiftelighed og om rædslens plads i samfundet.

Af Karen Dyssel / 04-09-2020

Olga Ravn Foto: Lærke Posselt

MIT ARBEJDE har været i hvert fald fem år undervejs, og du har udgivet to andre bøger, mens du har skrevet på den. Hvad er der med netop denne bog?

”Det har været den sværeste bog, jeg har skrevet. Da jeg blev mor, opdagede jeg meget hurtigt, at jeg blev nødt til at skrive for at overleve. Det var det eneste sted, jeg kunne mærke mig selv, hvem jeg var, ellers forekom alt sprængt og forvirret. Så jeg skrev og skrev og skrev, dokumenterede alt. Samtidig havde jeg i mange år følelsen af, at jeg ikke ville vise det til nogen, at ingen måtte læse det.

Jeg tror, det havde at gøre med min forfængelighed, men også med skam. Jeg ønskede ikke selv, heller, at se på, hvor svært jeg havde haft det, da jeg blev mor. Vi har generelt en rosenrød fortælling om at blive mor, vi siger ”den lykkeligste dag i mit liv, var da mit barn blev født.” Sådan var det ikke for mig. Men det var hårdt hele tiden at skulle stå fast på, at jeg havde oplevet det anderledes.

Skriften blev det sted, hvor jeg kunne lægge det. Derfor var det også meget svært at afslutte bogen. Jeg lagde den fra mig i lange perioder, droppede den helt. Jeg fornemmede vel, at det at gøre den færdig var at give slip på smerten over at blive mor, og det kunne jeg ikke i meget lang tid. Da jeg blev gravid for anden gang, ramte tanken mig ret hurtigt efter, jeg havde taget testen: Nu har jeg ni måneder til at skrive bogen færdig (eller egentlig var det otte). Jeg ønskede ikke at være der, i den tilstand fra bogen, når det nye barn kom til verden. Der skulle være plads til ham. Jeg endte med at sende den færdige version, da jeg var i niende måned. Så man kan sige, at det at få et barn i første omgang satte min krise i gang, men i anden omgang forløste den.”

MIT ARBEJDE handler om Anna, og hendes oplevelser omkring at blive mor. Du har skrevet romanen i forlængelse af din egen graviditet, fødsel og dit eget moderskab. Hvordan har moderskabet påvirket din skrift?

”Jeg tror, jeg er blevet en bedre kunstner af at blive mor. For mig har det medført, at min intuition er blevet tusind gange stærkere, jeg går færre omveje. Skriften er i højere grad nydelse og arbejde, end den er livsstil, hvis man kan sige det sådan. Det er også noget med, at der skal hives penge hjem. Man må opgive at være perfektionist, det er måske det bedste, der overhovedet kan ske for en som skrivende menneske.

Desuden har jeg haft en oplevelse af at være kommet tættere på den materielle verden, efter at mit eget kød i bogstavelig forstand løsrev sig fra min krop og så tilbage på mig. Barnet med de store mørke øjne i øjeblikket efter fødslen. Det har ændret mig radikalt. Og derfor har mit sprog også skiftet form.”

Anna oplever en radikal forandring i sit eget liv og i forhold til sin mand, Aksel, da deres søn fødes. Hendes idealer støder sammen med sociale konventioner og også mod Aksels ønske om lighed i forældreskabet, der er mere tillokkende som ideal end praksis. Hele Annas verdenssyn er i konstant forandring. Derfor er erfaringerne, som Anna gør sig igennem romanen, heller ikke fast forankrede. Hvordan har du fået al den omskiftelighed ned på papir og ind i én roman?

"På et tidspunkt var romanen 800 sider! Og den kombinerer mange forskellige genrer. Jeg tror, jeg opdagede, at de forskellige teksttyper viste forskellige sider af moderskabserfaringen frem: romankapitlerne, digtene, dagbogen, journalen osv.

Jeg har været meget inspireret af DEN GYLDNE BOG af Doris Lessing. Min hovedperson, Anna, er opkaldt efter Lessings hovedperson, Anna Wulf. I DEN GYLDNE BOG læser man Anna Wulfs forskellige notesbøger. Det greb har jeg tyvstjålet. Jeg genkendte mig selv i det. Det her med at livet skifter karakter, at man selv skifter karakter, alt efter hvorfra man beskrives. Så er man hjælpeløs, kapabel, feminist, traditionalist, mor, kvinde, lykkelig, nedtrykt. Det er en form, hvor verden og erfaringen går igennem hovedpersonen, i stedet for at hun går igennem verden. Hun bliver et filter for verdens strøm.

MIT ARBEJDE er også en bog, der handler utroligt meget om ”dobbelte følelser”. At længes væk fra sit nyfødte barn, men heller ikke kunne være uden barnet. At ville være lige om barnet med sin mand, men samtidig insistere på den særlige forbindelse mellem mor og barn. At kunne klage sin ulykke og samtidig ønske at blive siddende hos den.

Det er også en bog, som har 13 begyndelser, en masse fortsættelser og slutninger. Det endte sådan, fordi jeg i første omgang ikke vidste, hvordan jeg skulle fortælle historien.

Det var som om, den begyndte så mange steder på én gang. Den ville ikke følge en fast, forankret form, med begyndelse, midte, slutning – det var også sådan, det var at blive mor, uformeligt, monstrøst.

Hvis man skal svinge sig højt op, er det selvfølgelig også mit personlige opgør med den realistiske, autofiktive roman – jeg synes, det er en fjollet genre. Vi har givet den alt for meget at skulle have sagt, som om det var den ”rigtige” form, en ”rigtig roman”. Jeg tror, den slags romaner fordrer en særlig virkelighedsopfattelse og en livsopfattelse. Men der kan jeg bare sige, at sådan ser mit liv slet ikke ud. Det minder nærmere om FRANKENSTEIN.”

Et sted i romanen står der, at der ikke er plads til rædslen i samfundet. Er MIT ARBEJDE også et opgør med det?

”Tit, når jeg taler om samfundet, tror jeg, jeg taler om samfundet i mig selv. Jeg er meget optaget af, hvor grænsen går mellem det, der er mig, og det, man har lært mig, jeg er.

Jeg er som menneske meget optaget af moral, alt for optaget af det, at gøre det gode og det rigtige, det er som en sygdom. Jeg kan undertrykke mig selv i det.

Den rædsel, jeg taler om i romanen, er den rædsel, der griber en, når man bliver forældre. Det er en fysisk rædsel over fødslens voldsomhed, men også rædslen over at have ansvar for det lille barn, rædslen over at miste det, komme til at skade det. Jeg tror, den rædsel er helt grundlæggende. Det er ikke udelukkende lykkeligt at få børn. Det er jo beyond skræmmende. Men alle ønsker, at deres forældre er en tryg plads. Og får man et grædende spædbarn i armene, er det ens opgave at fortælle det, at man passer på det det, at der er trygt. Og der er det selvfølgelig ens opgave at lægge skjul på rædslen. Men jeg tror, vi må have den frem. Vi må gøre det til en ikkepersonlig, almen oplevelse. Så at den enkelte ikke føler skam over at være fuldstændig ude af sig selv. Vi må sige: Ak ja, forældreskrækken. Så blev man lige ramt af den.”

Inden for de seneste år er der kommet et øget fokus på moderskabet. Både i den offentlige samtale, men også i litteraturen, hvor flere forfattere skriver om moderskabet. Eller hvad? Ser vi en tendens, fordi vi er blevet opmærksomme på det? Giver det overhovedet mening at tale om en moderskabsbølge i samtidslitteraturen?

”Der er masser af eksempler på moderskab portrætteret i kunst- og litteraturhistorien fra moderens OM OLGA RAVN Olga Ravn, født 1986, debuterede i 2012 med digtsamlingen JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG. Hendes første roman CELESTINE udkom i 2015, mens den kritikerroste digtsamling DEN HVIDE ROSE kom i 2016. I 2018 udkom DE ANSATTE, en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede.

Olga Ravn har modtaget Michael Strunge prisen, Beatriceprisen og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Hun bor i København med sin kæreste og deres to fælles børn. Olga Ravn har skrevet anmelderroste digte, en gotisk roman og sci-fi.

MIT ARBEJDE står til at blive et tidligt hovedværk i et viltert, alsidigt og sprogsprudlende forfatterskab, der ikke lader sig indfange af hverken genrer eller forventninger. perspektiv, men af en eller anden grund bliver disse værker aldrig indoptaget i kanon, de glider ud af historiebøgerne, så det siden kan se ud, som om ingen beskæftigede sig med det. Jeg har selv haft det indtryk, til tider, at hver generation har måtte begynde forfra med den her samtale. At det er som om, vi ikke bliver klogere. Eller at denne klogskab vurderes, som om den ikke har kunstneriske kvaliteter. Det er jo selvfølgelig helt forkert. Jeg synes, at der kan være helt vidunderlig poesi i beskrivelser af spædbarnspleje og stor gru i pamfletterne fra hospitalet. Altså, alle der har født ved det: Man står tæt på døden der. Det er jo det største drama.

Så ja, det giver mening at tale om en moderskabsbølge i samtidslitteraturen. Det er en bølge, der har været der før (nogle gange i små skvulp). Jo mere jeg graver mig ned i kvindelitteraturhistorien, desto mere for- står jeg, at det her med at kvinder ikke har skrevet før i tiden, det er jo bare en stor fed løgn. Kvinder og minoriteter af alle slags har skrevet, komponeret musik, lavet kunst osv. til alle tider. De er bare ikke kommet på museum. Derfor husker vi dem ikke. Derfor var det også vigtigt for mig, i romanen, at pege på nogle slægtskaber, nogle søstre i litteraturen, der er gået før mig, for at sige: Se, vi har vidst det hele tiden.”