Nikolaj Schultz skriver fængslende om hedebølger, klimakrise og om menneskets rolle
Læs første kapitel af Nikolaj Schultz' anmelderroste roman LANDSYGE. En roman, der undersøger nogle af de eksistentielle og sociologiske spørgsmål, klimakrisen giver anledning til at stille. En rejsedagbog, som kombinerer personlig erfaring med teoretisk refleksion og spørger: Hvad er menneskets individuelle og kollektive vilkår i en tid, hvor jorden ryster under os?
KAPITEL 1
Problemer
DET ER, SOM OM det aldrig slutter. Problemerne forfølger mig. Dag ud og dag ind, fra morgen til aften, fra solen står op, til den forsvinder igen. Sådan har det været længe. Men her til aften er det anderledes; nu følger de mig ind i mine drømme. Jeg er gennem længere tid gået sent i seng, ikke af egen fri vilje, men fordi varmen i denne by er ulidelig. Den tynger min krop og sjæl, alt virker langsommere, ethvert minut længere, enhver bevægelse tungere. Det er endnu en hedebølge i Paris; en af dem, man plejede at finde usædvanlig, men som nu virker normal, eller i det mindste velkendt.
Varmen udmatter mig. Jeg er træt og har brug for at sove, men idet jeg lukker mine øjne, intensiveres min hjertebanken. En snurrende fornemmelse løber gennem mine arme og skyder ud i mine fingre, min brystkasse trækker sig sammen og musklerne i min nakke strammes. Jeg er ikke sikker på, hvad der kom først, følelsen eller tanken, men én ting ved jeg: problemerne har indhentet mig. Det er brisen, der har fået alarmklokkerne til at ringe. Den skulle afkøle og berolige mig, men det slår mig, at ventilatoren, som jeg ikke kan sove uden, får mit energiforbrug til at eksplodere og udleder mere CO2 i atmosfæren, hvilket resulterer i endnu mere varme.
Nedkølingen af min krop har en pris, sandsynligvis først eller voldsomst betalt af nogen et sted i det globale syd. Jeg vender mig i sengen og kigger ud ad sprækken mellem gardinerne. Hvordan mon parret på den anden side af gaden, dem som bor oppe under metaltaget, klarer den? Deres lejlighed er lille, mindre end min, med kun ét vindue, hvilket gør det umuligt for luften at cirkulere, og jeg tvivler på, de har aircondition. De må være ved at blive kvalt deroppe.
Øjensynligt er „Antropocænen“ ikke et særlig rart sted at sove. Selvom jeg er træt, kunne jeg måske få noget ud af at være vågen, gøre som jeg plejer, når jeg ikke kan sove: stå op og arbejde. Men idet jeg vender mig og gør klar til at stå ud af sengen, husker jeg, at også denne del af mit liv er blevet invaderet. I går morges gik det op for mig, at min ungdomsdrøm – at få mit navn på forsiden af en bog, udstillet i vinduet hos en parisisk boghandler – transporterer mig hundredvis af kilometer væk og planter mine fødder iblandt ældgamle træer og gør mig medskyldig i skovrydning. For hvert ord printet i sort blæk på papir fragtet langvejsfra udledes flygtige organiske forbindelser i atmosfæren.
For hver enkelt side jeg skriver, vikles jeg mere og mere ind i problemerne; måske ikke mere end blot en smule ad gangen, men nok til at gøre mig til aktiv deltager i en igangværende planetarisk nødsituation. Fra gaden intensiveres lyden af en ambulance i udrykning for så blot at forsvinde igen, og hvis ikke jeg var vågen før, så er jeg det i hvert fald nu. Jeg sidder i sengen med hænderne låst mellem mine lår, og væggen, jeg støtter min ryg op ad, synes at være den eneste faste struktur, jeg har tilbage. Det er, som om jeg mangler retninger, som om jeg har tabt mine horisonter; bag mig, foran mig, ved siden af mig, i loftet over mig og under mine fødder ser jeg intet andet end tegn på dette kaos. Uanset hvor jeg retter mit blik eller min opmærksom hen, finder jeg bekymrende spor fra mit eget væsen, dets gøren og laden. Mit blik flimrer i mørket, og mit åndedræt besværes; disse problemer følger i mine fodspor, nej, værre, de er mine fodspor. Hvordan kan jeg drømme om natten, når min sidste tanke er moralsk svimmelhed over prisen for min søvn? Hvordan kan jeg drømme om dagen, når det, som får mig til at stå op om morgenen, trækker mig længere og længere ind i katastrofen? Problemerne forfølger mig, og de forsvinder ikke bare. Hver morgen ledsager de mig, når jeg læser avisen og konstaterer endnu en manifestation af klimaforandringerne.
Der var 43 grader i Paris i dag, men i Californien var der 54. Hundredvis af mennesker er døde i en flodbølge i Centraleuropa, og i Indonesien meldes mange stadig savnet efter en cyklon, der ramte for flere måneder siden. Ødelæggelsen tager til for hver enkelt plasticemballeret madvare, jeg lægger i min kurv, når jeg handler ind.
Jeg er holdt op med at spise kød, men de avokadoer og quinoafrø, jeg har udskiftet det med, afstedkommer jordbundsdegradering og vandmangel, hvor de dyrkes. Jeg har brug for at vågne op om morgenen, men kaffen i min køkkenskuffe ødelægger landområder og forurener fjerne floder. Problemerne drypper på mine skuldre, når jeg går i bad, hvert minut under bruseren udleder mere CO2 i atmosfæren, og når jeg træder ud og tager mit tøj på, produceret af en industri ansvarlig for en væsentlig del af de globale drivhusgasser, fortsætter konfrontationen. Nej, disse problemer er ikke nemme at fordøje, de kan ikke blot skylles væk, og de kan ikke bare dækkes til. Hver dag lærer jeg, hvordan endnu et aspekt af mit liv penetrerer disse problemer, og hvordan min væren i verden vikler mig i disse kvaler. Hver dag lærer jeg, at problemet, det er mig.