Nanna Wendt Sølvsteen: "Selvom jeg ikke skriver om mig selv, skriver jeg for første gang som mig selv"
Af Anne-Sophie Uldall Petersen // Foto af Les Kaner
Nanna Wendt Sølvsteens karriere har sendt hende rundt på dagblade, magasiner og forlag, hvor hun i høj grad har beskæftiget med at fortælle andre menneskers historier. Nu var tiden endelig til at fortælle en af de historier, hun selv har gået og formet i hovedet og hengive sig til skriveprocessens "galskab". ET ANDET BILLEDE er Nanna Wendt Sølvsteens første roman, og debutanten håber, at hun kan få lov til at skrive mange flere.
Hvordan fik du ideen til ET ANDET BILLEDE?
"Jeg har skrevet de seks voksne søskende i familien Brask frem, for at give mig selv licens til at skrive om alt det væsentligste, som jeg synes livet som menneske i en moderne tid rummer. Først og fremmest er der familien. Den de selv er opvokset i, men sandelig også de familier, de selv med større eller mindre held forsøger at skabe. De seks søskende skulle repræsentere midtergenerationen. Dem, der voksede op i 60erne og 70erne og på papiret fik alle muligheder for selv at vælge og vrage i bestræbelserne på at skabe det gode liv. Mennesker, der ikke behøver gå på barrikaderne for at insistere på retten til at få de liv, de ønsker sig. Men som måske alligevel har noget med sig hjemmefra, som forhindrer dem i rigtigt at få det. Samtidig skulle romanens karakterer alle tumle med et livsvilkår, en problematik eller en egentlig krise, som ikke nødvendigvis havde noget med deres opvækst at gøre. Fordi jeg ville så meget, vidste jeg også, at jeg måtte skabe en meget stram og enkel ramme om fortællingen. Derfor: Seks søskende gør sig klar til at komme afsted på juleferie med deres familier. Vi møder dem én ad gangen, men de er på vej det samme sted hen. Til barndomshjemmet, som de samtidig skal tage afsked med, fordi det nu skal sælges, efter at de i løbet af få år har mistet begge deres forældre."
Jeg har søgt og søgt, men jeg kan ikke finde Hvorring på Danmarkskortet. Hvad er det for et sted, romanen foregår? Og hvorfor lige der?
"Hvorring findes ikke på kortet. Hvor ligger Hvorring? Lyder det ikke sjovt? Jeg har glædet mig til, at nogen skulle spørge. Alle andre lokaliteter i bogen findes, men lige præcis barndomshjemmet og logistikken omkring det, ville jeg give mig selv lov til selv at opfinde. Men når det så er sagt, kan jeg afsløre, at Hvorring geografisk befinder sig ret tæt på virkelighedens Vorring. Altså i oplandet til Thisted og i nærheden af Tved Klitplantage, som også pryder omslaget, fordi en af bogens afgørende scener udspiller sig der. Bogen foregår i øvrigt lige så mange steder, som der er søskende, for vi møder dem jo hjemme, mens de forbereder sig på at tage af sted. En bor i Valby, en anden i Tappernøje, en tredje i London osv. Der er både en pointe i, at de er spredt for alle vinde i det daglige, og i at barndomshjemmet ligger langt væk fra dem alle. Det, der binder dem sammen er noget andet end geografi. Og det, de måske flygter fra, har de ikke kunnet lægge bag sig ved at flytte langt væk hjemmefra."
Når jeg som journalist stødte på mennesker, der brændte så meget for noget, at de var villige til at sætte alt på et bræt, og ofre meget mere end nattesøvn for at opnå det, længtes jeg altid efter selv at kunne være så passioneret.
ET ANDET BILLEDE er din debutroman. Hvad gav dig mod på at springe ud som forfatter?
"Det er helt perfekt for mig, at jeg er gået hen og er blevet så gammel, før jeg debuterer. Jeg er fireoghalvtreds, og lige siden, jeg var en halvstor pige har jeg vidst, at jeg ville skrive, og da allerhelst skønlitteratur. Men det var journalist, jeg uddannede mig til for tredive år siden, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har haft spændende jobs, også i forlagsbranchen, og når jeg ser på det nu, kunne jeg ikke forestille mig en bedre uddannelse til det, jeg nu håber at skulle gøre resten af mine dage. Jeg har aldrig haft trang til at skrive om mit eget liv. Men med alderen har tilværelsen fået et større perspektiv, og nu føler jeg, at der er masser af stof at tage fat på. Tilløbet har for mig ikke så meget handlet om mod til at skrive skønlitteratur, som om at bringe mig i en position, hvor jeg menneskeligt og praktisk kunne fokusere hundrede procent på at gøre det."
Hvad har været det bedste (og det hårdeste) ved skriveprocessen?
"Dette er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Men jeg er ikke stoppet op ét eneste sekund og har tænkt, at jeg ikke ville kunne gennemføre det. Og jeg tror det skyldes to ting. Dels, at jeg aldrig har forestillet mig andet, end at det ville være frygtelig svært. Jeg har altid selv læst meget skønlitteratur og har næsegrus respekt for alt det, de bedste romaner rummer af menneskeklogskab og talent. Men jo sværere skriveprocessen har været for mig, jo mere har det egentlig bare bekræftet mig i, at jeg måtte gøre et eller andet rigtigt. Og samtidig har dette, at jeg aldrig har haft lyst til at give op, været en nærmest livgivende bekræftelse i sig selv. Når jeg som journalist stødte på mennesker, der brændte så meget for noget, at de var villige til at sætte alt på et bræt, og ofre meget mere end nattesøvn for at opnå det, længtes jeg altid efter selv at kunne være så passioneret. Den galskab har skriveprocessen givet mig, og jeg ville ikke bytte den for noget. Derfor glæder jeg mig nu også bare til at få samlet stof og tid til at gå i gang med at skrive min næste bog. Selvom jeg i mine tredive år som journalist og redaktør for andre har beskæftige mig med at skrive, har det jo altid været med en professionel distance til det stof og de begivenheder, jeg skulle behandle. Det allerbedste ved at skrive, som jeg nu har gjort, er, at jeg, selvom jeg ikke skriver om mig selv, nu for første gang skriver som mig selv."