Morten Søndergaard: ”Da jeg kom til det forladte hospital, fik jeg følelsen af at komme hjem.”
For mere end 10 år siden kravlede digter Morten Søndergaard over hegnet til et forladt psykiatrisk hospital i det nordlige Italien. Stedet var fyldt med historier, og Morten Søndergaard blev med det samme grebet af stor inspiration. En inspiration, der senere blev til digtsamlingen JOURNAL 2019.
Af Anne-Sophie Uldall Petersen / Forfatterfoto: Tina Axelsson
Et møde med et psykiatrisk hospital, som du beskriver, lyder som en inspirationskilde til at skrive thrillere eller krimier. Hvorfor blev du inspireret til at skrive digte?
Da jeg første gang kom til det forladte psykiatriske hospital i Volterra, blev jeg slået af en følelse af at komme hjem. Det var et uhyggeligt sted, men det rummede nogle følelser, som jeg kendte. Mine digte i JOURNAL 2019 er en måde at komme overens med de følelser, det er at gå rundt i dem, sådan som jeg gik rundt i de forladte rum på hospitalet. Det var faktisk på mange måde forbundet med noget frydefuldt og dragende, men selvfølgelig også noget meget skræmmende. Men det var, som om mine følelser fik fysisk form dér.
Du har selv taget fotografierne til digtsamlingen. Hvorfor skulle de med?
Jeg synes, arkitekturen på det forladte psykiatriske hospital i Volterra rummer en stor skønhed, og Nannettis store murværk er i sig selv en så overvældende manifestation af skrift og rummelighed, at jeg syntes, det var svært at gengive i digtform – eller rettere: Det var fedt at få lov at folde sig ud både på skrift og i billeder. Digte indeholder selvfølgelig allerede billeder, men her bliver det jo helt konkret, og man kan se en masse detaljer, som det egentlig ville være kedeligt at beskrive i et digt. Så det faldt mig meget naturligt at inddrage de mange fotografier, som jeg har taget gennem årene. Jeg har været der mange gange i en periode på mindst 10 år.
Du skriver i dit forord, at hospitalets rum gemmer på formuleringer og stumper af sætninger fra en historie, du kender, men som er skrevet på et sprog, du ikke behersker. Lykkedes det dig at lære sproget at kende i dit arbejde med JOURNAL 2019?
Det synes jeg jo, men det er ikke mig, der skal afgøre det. I hvert fald synes jeg, at jeg fik skrevet mig frem til en afklarethed og en indre ro i forhold til ting, der skete i min barndom. Bogen knytter sig til en stor udstilling, jeg lavede i 2019 på Sorø Kunstmuseum, som hed Sproghospitalet. Så tilsammen gjorde digtene, fotografierne og udstillingen, at jeg kunne lægge noget bag mig. Jeg kunne bogstaveligt talt lukke døren og vende mig mod noget nyt. Jeg kom frem til en form for forsoning, og det var en afgørende oplevelse for mig.
Besøger du stadig hospitalet?
Jeg har ikke været der siden 2019, hvor jeg skrev digtene til JOURNAL 2019 og tog de sidste billeder af stedet. Men jeg skal da helt klart tilbage, for hver gang jeg kommer dertil, får jeg øje på noget nyt, og stedet er jo i gang med at gro endnu mere til og forfalde endnu mere, hvilket gør det til en levende organisme af historier og skæbner, som er i evig forandring.