Mindeord - Lise Nørgaard

Af tidligere litterær direktør Johannes Riis på egne og Gyldendals vegne

09-01-2023

 Hun blev født under ministeriet Zahle, hun var seks år, da Lenin døde, teenager, da Hitler kom til magten, hun oplevede månelandingen, 11. september, #MeToo, Coronaen og Ruslands overfald på Ukraine, hun så og hørte, hvad der skete og tog stilling til det med en aldrig svækket nysgerrighed og livsappetit, og hun lod sine indtryk gå videre.Lise Nørgaards liv var præget af store ambitioner og en tilsvarende rastløshed. Hun var aldrig i ro, hun holdt sig i gang til det sidste, hun skulle se og opleve, tage stilling og give sit besyv med. Hun skrev og fortalte, hun blev gammel, hun blev et nationalt ikon, og det blev hun selvfølgelig især pga. Matador.

Lise Nørgaard var både glad og stolt over Matador; men hun kunne også godt vrisse lidt, hun ville egentlig hellere tale om noget andet; det var ikke Matador, sagde hun, men journalistikken, hun helst ville huskes for, for sin indsats for kvindesagen og for forbrugersagen. Og sandt er det, at hun i den forbindelse var pioner og fik flyttet både krav og forventninger, såvel i den presse, hun arbejdede for, som i det danske samfund som helhed. Hun har også skrevet bøger, ikke mindst de to erindringsbind, Kun en pige og De sendte en dame, som skaffede hende læsere i hundredtusindvis; men hvad enten hun ville det eller ej, så var det med Matador, hun for alvor fik skrevet sig ind i vores bevidsthed: Fra det frisindede, kulturradikale ståsted, der var hendes, gav hun os en historie med en samling arketyper, som vi alle sammen synes, vi kender, og som er blevet selvfølgelige referencepunkter for os. Matador skabte sammenhæng i vores nærmeste fortid, og dét på en måde, som appellerede til alle aldersklasser, alle indkomstgrupper, alle landsdele, indfødte såvel som nytilkomne.

Lise Nørgaard var et selskabsmenneske, hun elskede at være blandt andre mennesker, elskede god mad og god vin, og hun var aldrig den, der gik først hjem. Hun mødte op, altid elegant klædt, gerne i klare, stærke farver og mønstre, selv den stok, hun modvilligt tog til hjælp i sine sidste år, var tilgodeset, og hun lyste hver gang langt væk af at glæde sig til både at se og høre og selv bidrage til samværet: Nu skulle der være gilde.

Var der noget, Lise Nørgaard ikke var, var det sentimental. Hun havde humoristisk sans i rigt mål, hun var rationel, skarp og klar og rap i replikken, og hendes domme over både hændelser og mennesker kunne falde som øksehug. Hun afskyede det dovne, det ligeglade, det sjuskede, det opstyltede, det sværmeriske, og hun lagde aldrig skjul på, hvad hun mente; men hun talte ikke om hvad som helst, sine inderste følelser holdt hun helst for sig selv; hun var ikke den, der betroede sig. Deraf måske rastløsheden, deraf måske den store arv, hun har efterladt os.