Lars Daneskov: Mit liv som pissemyre

Jeg har engang trukket en helvedes bunke kærestebreve ud i et toilet. Jeg gjorde det sammen med Lars Kristian ude fra Gammelby. Ingen af os vidste, hvad vi ellers skulle stille op med de breve. "Skal vi være kærester? Ja, nej, måske."

Af Lars Daneskov // Foto af Stine Heilmann, 2017 

Det var samme Lars Kristian, som nogenlunde samtidig var med til at danne bandet The Sweet Boys. Vi spillede en enkelt gang til morgensang på Nørup Centralskole og senere til klassefest med slukket lys. Ingen af os havde nogensinde haft en guitar i hånden.  
Det er længe siden nu, men både brevene bag den låste badeværelsesdør og klassekammeraterne foran os i halvmørket til den fest sidder stadig i kroppen. Som billeder. Som følelser og stemninger, der ikke kan trækkes ud. Nu har de på deres egen måde også sneget sig ud på papir. 

I bogen Pissemyre foregår allerførste scene på et toilet, hvor de to drenge Melvin og Sejr trækker kærestebreve ud på stort skyl. Senere danner de to bandet The Pissemyrers, fordi ”piger elskede drenge, der spillede i band”. Ingen af delene handler om mig. I hvert fald ikke på den måde. Men følelserne er nogle, jeg altid har båret med mig. 
Hvor jeg kan have glemt alt om, hvad jeg lavede bare i forgårs, kan jeg til hver en tid genkalde mig lugten af gymnastiksal og våde luffer på klassens radiator, følelsen af uro og ængstelse over skrøbelige voksne og alt det andet, der tilsammen laver en barndom. Ikke bare min, men alles. 

Intet kan gøre mere ondt i maven end den første forelskelse i hende, der måske ikke engang ved det. Intet kan føles større end den første D-akkord i et musiklokale. Intet kan føles mere ensomt end den hvisken, man ikke er en del af. 
Det er den brønd, jeg altid vender tilbage til, når jeg skriver. Ikke for at være nostalgisk eller længes, men fordi barnets følelser som regel er de reneste. Et barns øjne er dem, der ser klarest.

Personligt har jeg i dag både grøn stær og gråt hår, men når jeg sætter mig ved computeren, har jeg igen øjne som en på seks, otte, tolv. Sådan har det været, når jeg tidligere har skrevet om Anton og Molly i Ostehuset, Lulu og hendes ønskesten Stenfjæs, Baron von Schmuksack, cremekongen Walter Flottenheimer, guruen Baba Buddha Masala, den bandende baby Morgan og alle de andre.

Som oftest har det været bøger, der gerne måtte hive lidt i smilebåndet, men lige bag smilet har altid ligget melankolien, alvoren og alle tankestregerne. Det har været historier om børn, der har prøvet at finde vej gennem det vildnis, de kalder verden og ikke mindst forsøgt at forstå den særlige race, der går under navnet voksne. Sådan er det også i Pissemyre.

Denne gang er der ingen cremekonger eller ønskesten, men der er en Melvin, som bor alene med sin far i en kælder ved skolen, hvor faren er pedel. ”Så er der kun én vej, og det er op.” Melvins mor døde af kræft, da han selv var lille, og selv om han ikke kan huske hende, får han ingen mulighed for at glemme. Det skal mormors fotoalbum og det vekslende skydække over farens humør nok sørge for. ”Nogle gange stopper det, man troede, var altid.”

På det tidspunkt starter pigen Maja i klassen, og med hende aner Melvin for første gang, hvad de kærestebreve i toilettet betyder. Samtidig må han erkende, at han som klassens mindste – ”en meter og femogfyrre, da skolelægen målte dem sidst” - nok ikke er den, hun vil lægge mest mærke til. Derfor lægger han sig som altid bare i læ af klassens naturlige midtpunkt Sejr og starter bandet The Pissemyrers.

”Sejr havde hår på den og faktisk haft det lige fra starten. Da han begyndte i klassen, var det bare en lille samling af sort skygge lige over tissemanden, som om Hitler var flyttet ind i hans underbukser. Siden var hårene var vokset, og der var blevet flere af dem, så de nu var krøbet sammen i et deres eget indforståede krat. Selv lignede han stadig mest en baby, der havde fået lov at få bleen af, fordi han skulle bygge sandslotte i vandkanten.”

Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke en dag skal skrive noget rigtigt. Med rigtigt, mener folk, om jeg ikke skal skrive noget for voksne. For mig er intet mere rigtigt og vigtigt end at skrive for børn. At sætte ord på de små forskydninger, der i de år føles som store katastrofer. At indramme ikke bare legen og uskylden, men også ensomheden, jalousien og de pivåbne sanser.

”Næste sommer findes ikke, når du er ung,” som Norges sundhedsminister formulerede det under coronakrisen.

Det er i de år, nogle af de største fortællinger ligger for mig. Om alt det største og første. Om skyggerne, som livet igennem vil klæbe til fodsålerne. Derfor er Pissemyre mit ydmyge forsøg på at fortælle en historie både for børn og dem, der kan huske, de har været det. Om guitarer, savn og kærestebreve og om at være en lille pissemyre, der heldigvis ligesom de rigtige myrer kan løfte mere, end man skulle tro, når det gælder. På den måde er vi forhåbentlig alle en slags pissemyrer. Uanset hvor gamle vi er.

OM Lars DaneskovLars Daneskov (f. 1963) er uddannet journalist og har siden 1993 skrevet en lang række bøger for både voksne og børn, blandt andet Mor har en baby inde i maven, der også er udgivet i Tyskland, Rusland og Kina, og den prisvindende serie om Anton og hans mor hjemme i Ostehuset. Første bog i den serie, Tro, håb og gorgonzola, modtog i 2013 BMF-prisen som årets børnebog. Han har også skrevet tre bøger i serien om Stenfjæs (2018 - 2019) og godnathistorierne Godnat og sjov godt (2019), lige som han bidrog til novelleantologien ”Skam” (2017).

Lars Daneskov er forelsket i ord. Vinkeflæsk. Pilkemad. Mundkloak. Børnebøger skal smage godt. Humoren skal kilde øjnene, og sætninger ligge som bolsjer i munden. Derfor er hans bøger en hyldest til fantasien og det rene børneliv, hvor alt er muligt, og der ikke er noget ”fordi”, men kun et ”tænk nu hvis”. Man bliver nemlig aldrig for stor til at være lille.

Til gengæld bliver børnene i Lars Daneskovs historier ofte nødt til at være de voksne, fordi deres voksne ikke selv kan finde ud af at være det. Den alvor ligger også i bøgerne. Grinet og det rablende balancerer altid på en bund af melankoli, sødme og vemod. Der er ensomheden og venskaberne. Der er de sære voksne med alle deres ord og tavshed. Alt sammen oplevet med barnets blik og humoristisk fortalt for børn og andre, der kan huske, de har været det.