I virkeligheden kan alt ske
De fleste kender Kafka af navn. Men de færreste har læst hans mærkværdigt-fantastiske værker, som er lette at hoppe ind i, men svære at finde ud af.
Af Rasmus Navntoft / 03-06-2024
Let at læse. Svær at forstå. Hvis der er nogen steder, hvor den kliché passer, må det være på Franz Kafka, den tjekkiske forfatter, der skrev på tysk og kun nåede at udgive en brøkdel af sine tekster, inden han døde som kun 40-årig af tuberkulose i 1924.
Næsten alle kender Kafkas navn, fordi begrebet ”kafkask” er gledet ind i vores sprog som en standardbetegnelse for, hvordan den enkelte kan opleve det, når det store statsmaskineri træffer beslutninger, der forekommer meningsløse for den berørte, fordi de er forankret i uigennemskuelige, svært tilgængelige regler, som håndhæves med nådesløs konsekvens. Franz KafkaTjekkisk forfatter og jurist, født i Prag i 1883. Arbejdede i et forsikringsselskab og skrev sine senere så berømte tekster og værker ved siden af. Fik i 1917 konstateret tuberkulose og døde den 3. juni 1924. Ikke mindst kendt for fortællingerne FORVANDLINGEN, Dommen og I straffekolonien, og for romanen PROCESSEN.
Men de færreste har læst Kafka. Og endnu færre er nok dem, der krystalklart kan formulere, hvad hans forfatterskab egentlig handler om.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du læse Thomas Mann
Der er dog ingen grund til at fortvivle:
For det første: Der er masser af små tekster og korte fortællinger, man kan kaste sig over for at smage forsigtigt på det kanoniserede forfatterskab – og de er oversat til dansk i FORTÆLLINGER, EFTERLADTE FORTÆLLINGER og i FORVANDLINGEN, der blev udgivet i 2024 i anledning af 100-års dagen for Kafkas død.
For det andet: Teksterne er lette at hoppe ind i. De er bare svære at finde ud af.
For det tredje: Det ER sejt at have læst (og læse) Kafka.
En foruroligende forvandling
Et godt sted at begynde Kafka-læsningen er med novellen Forvandlingen. Her er intet kedeligt forspil. Tværtimod går historien lige på:
»Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb. Han lå på sin panseragtige hårde ryg, og når han løftede hovedet lidt, så han sin hvælvede, brune bug, der var opdelt i bueformede bælter, og på hvis top sengetæppet, som var lige ved at glide helt ned, dårligt nok kunne holde sig fast. Hans mange ben, der var ynkeligt små i forhold til hans øvrige omfang, flimrede hjælpeløst for hans øjne.«
LÆS OGSÅ: Fire klassikere for kendere
Så er vi ligesom i gang. Man finder dog aldrig ud af, hvorfor den handelsrejsende Gregor er blevet forvandlet til en slags bille, og det påfaldende er, at ingen – hverken Gregor selv eller resten af hans familie – stiller det spørgsmål. De tager bare virkelighedens absurde drejning til efterretning, fodrer Gregor med gamle madrester, flytter møblerne så han får plads til at kravle rundt og låser døren forsvarligt til hans værelse, så han ikke stikker af. Ganske vist er Gregors mor sønderknust over sønnens nye skikkelse, og hans lillesøster passer og plejer ham med stor empati, men forundringen kan slet ikke finde plads, fordi skammen fylder alt. Gregors forvandling er som en pinlig ulykke, der har ramt familien, og den skal for alt i verden skjules for de logerende, fine herrer, som familien tjener gode penge på at udleje værelser til. Det lykkes selvfølgelig ikke …
Familien blomstrer – uden Gregor
Kafkas fortællinger bliver ofte anskuet som såkaldte parabler, der inden for litteraturhistorien betegner en på overfladen realistisk fortælling, der i virkeligheden er et billede på en moralsk eller religiøs konflikt.
Så hvad handler FORVANDLINGEN egentlig om? Er Gregors forvandling til et skadedyr et udtryk for en eller anden skyld, han har pådraget sig, et slags ydre billede på, at han måske ikke er den gode søn, der sørger for familien, men i virkeligheden skader dem? Måske, måske ikke. Men i hvert fald blomstrer familien hen mod slutningen i noget, der næsten kan ligne en happy ending – dog ikke for Gregor…
Du er skyldig ligegyldig hvad
PROCESSEN er nok Kafkas mest kendte værk. Den handler om bankfunktionæren Josef K., som en morgen bliver vækket ved, at to mænd står på hans dørtrin og fortæller, at der nu er indledt en retsproces imod ham. Han bliver ikke arresteret, og han kan heller ikke få at vide, hvad han er anklaget for. Men han skal følge med, med det samme, så han kan blive stillet for en dommer. Det bliver han dog ikke meget klogere af, for heller ikke her får han at vide, hvad han er anklaget for, kun at retten ”selvfølgelig ikke søger efter skyld i befolkningen, men derimod tiltrækkes af skylden” og handler derefter ved at indlede processer.
Så nu er K. fanget i anklagens spindelvæv og må kæmpe med næb og klør for at bevise sin uskyld. Problemet er bare, at han ikke ved, hvad han kæmper imod, og hvilken uskyld, han skal bevise.
Uanset hvor han bevæger sig hen i byen, møder han rettens folk. Hele byen synes at være en del af processen mod Josef K., som står ganske alene.
Han er jo egentlig stadig fri, kan gå på arbejde og ellers lave, hvad han vil. Men det er ham, der hele tiden opsøger retten, bruger al sin tid på det, igen og igen spørger ind til sin skyld og [...] holder anklagen i live.
Ikke desto mindre kan man som læser ikke helt befri sig fra den tanke, at K. selv løber anklagerens ærinde. For han er jo egentlig stadig fri, kan gå på arbejde og ellers lave hvad han vil. Men det er ham, der hele tiden opsøger retten, bruger al sin tid på det, igen og igen spørger ind til sin skyld og på den måde virker det som om, at det er ham, der holder anklagen i live. Ja, det er som om, at han er enig i, at han er et skyldigt menneske, og at det faktisk bare er en bi-omstændighed, hvad han egentlig er skyldig i. Igen væver et moralsk-religiøst lag sig ind i fortællingen og gør måske processen mod K. til billede på et større eksistentielt vilkår for mennesket? Findes der et uskyldigt menneske?
Dørvogter-legenden
Slutningen skal selvfølgelig ikke afsløres. Kun at den indeholder den berømte dørvogter-legende, som åbner op for helt andre fortolkningsmuligheder:
»Foran loven står der en dørvogter. Til denne dørvogter kommer en mand fra landet og beder om adgang til loven. Men dørvogteren siger, at han ikke kan give ham tilladelse til at træde ind nu. Manden tænker sig om og spørger så, om han da vil få lov til at træde ind senere. ”Det er muligt”, siger dørvogteren, ”bare ikke nu”.
Årene går, manden venter forgæves på tegn fra dørvogteren, som omvendt undrer sig over, at manden ikke har spurgt om adgang igen: ”Hvordan kan det være, at jeg er den eneste, der har bedt om adgang i alle disse år?”, spørger den stakkels mand, der nu er på dødens rand, dørvogteren, som svarer: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.«
Så måske var Josef K.’s proces i virkeligheden et billede på en mand, der med næb og klør kæmper for at blive en del af fællesskabet, for at træde ind i lovens fællesskab og blive anerkendt af den instans, der definerer samfundets regler?
Der er vist kun én ting at gøre: Læs PROCESSEN, så du kan danne dig din egen mening.