Ida Jessen: I ro og i leg

Når jeg skriver bøgerne som Carl, åbner jeg en luge ind til en erindring om at være barn. Hvordan er det at være to år? Jeg bilder mig ind, at jeg kan huske det. Hvordan er det at være fire år, fem år? Det mener jeg også, at jeg kan huske.

Af Ida Jessen // Illustrationer af Hanne Bartholin

Min første litterære oplevelse hed Lille blå og lille gul. Bogen er vist for længst gået af tryk. Den er skrevet af Leo Lionni, og den er ufattelig enkel. En lille gul farveklat møder en lille blå klat, og de blander sig og bliver til en grøn. Jeg må have været et par år, og bogen blev lånt på biblioteket. Det er også min første erindring om et bibliotek. Det var en skelsættende dag. For jeg forstod med det samme, at Lille Blå var min storesøster, og Lille Gul, det var mig. Det var første gang, jeg så min storesøster og mig selv udefra og forstod, at vi var to mennesker, og at vi var forskellige. Lille Grøn betød ingenting, den del af bogen var nok for kompleks, og den ret har man som læser. Man må bruge, det man vil og kan, og lade resten ligge. 

Tegneren Hanne Bartholin og jeg har lavet billedbøger sammen i 16-17 år. Vi har lavet forskellige typer bøger sammen, fra den minimalistiske Orm får en ven, over den eksperimenterende Den lille gule pige og den teksttunge Bibelhistorier til serien om Carl. Indtil nu er der udkommet seks Carlbøger for de mindste, og syv Carlbøger for de større børn. Og der er flere på vej. Fælles for alle vores billedbøger er, at vi vil fortælle historier og lave bøger af højeste kvalitet for små børn. 

Ingen computer har været medtegner. Alt er håndtegnet. Farverne har stor betydning, papirkvaliteten er i top. Der er kælet for hver eneste detalje. Bøgerne skal være gode at få læst højt, de skal være gode at se i, de skal være gode at røre ved.

Historierne er enkle. De er ikke vilde og voldsomme, men tilbageholdte, så børnene selv kan være der og fylde historierne ud med deres egen fantasi, erfaring og indsigt. De foregår i det nære. Carl-serien for de lidt større børn er historien om midterbarnet Carl, der må kæmpe til begge sider for ikke at stå for meget i skyggen af sin storebror Albert og for ikke selv at være FOR dominerende over for sin lillebror Max. 

Carl er den tænksomme type, der har nemt ved at føle sig uretfærdigt behandlet. Men han har sin helt egen ven, Fanny, der er sjov og finder på løsninger. Men også Fanny har sin sorg, for hun er enebarn og ville så gerne have søskende. 

Hanne og jeg havde lavet et par billedbøger sammen, da hun en dag kom og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive en historie om elefanter. ”Nej, jeg har ikke tid, jeg er ved at skrive en roman,” sagde jeg. Men i det samme begyndte det at summe indvendig. Jeg kom til at tænke på engang, hvor jeg helt alene skulle besøge min farmor, da jeg var lille. Jeg kom til at tænke på mig selv som en lille elefant, der skulle besøge min farmor uden konkurrence fra søskende, fuldkommen besat af at have hende for mig selv, så jeg kunne få al opmærksomhed! Jeg satte mig ned og skrev en tekst og viste den til Hanne, der fik ondt i maven, fordi den var så sørgelig. ”Jeg synes det ville være meget bedre, hvis pigen kom igen,” sagde hun. Og så kom pigen igen i slutningen af bogen, og den pige var Fanny.

Det var ikke meningen, at bogen om Carl skulle blive begyndelsen til en serie. Vi troede kun, at det skulle blive til denne ene bog.  
Men sætningen i den første Carlbog lyder: ”Endelig var det Carls tur til at besøge Farmor helt selv.” Til den sætning havde Hanne tegnet et billede af Carls familie, der står og vinker farvel til Carl: Far, mor, storebror, lillebror, og en lille baby. 

Jeg blev ved med at se på det billede. Gennem det lærte jeg Carls familie at kende. Ud fra billedet og personernes udstråling dannedes den dynamik, der strækker sig igennem alle de andre Carlbøger for de lidt større børn.

”Vi får søskende for at vi skal lære misundelsen at kende,” hørte jeg engang en gammel dame sige. Hvis der er noget, vi gerne ville være foruden, er det nok misundelsen, for den er både besværlig og grim, men selv et meget lille barn kender til den, og sådan har det været i de tusindvis af år, menneskene har fortalt historier. Vi behøver bare tænke på urhistorien om Kain, der slår Abel ihjel, fordi Gud helt uden grund foretrækker Abel. Så er temaet slået an. 

I serien Carl for de mindste er Carl en meget lille elefantunge, og lillebror Max er ikke født endnu. Mor, storebror Albert og Farmor er hele Carls verden. Billederne zoomer ind på personerne og det allermest nære: en gave, en gummistøvle, en spand maling. Her er der kun et minimum af ord i brug, og hver bog bygges op over de samme kerneord, der går igen i forskellige situationer. Det er dejligt at male. Nej, det er ikke dejligt. Det er dejligt at blive vasket. Her drejer det sig ikke om komplekse følelser som jalousi og glæde, men snarere om at orientere sig i den nære verden. Hvad er godt? Hvad er ikke godt?  

En ting fra min barndom husker jeg ekstra tydeligt: At sidde på min mors skød, sammen med mine to søstre. En af os havnede ude på armlænet, der var ikke plads til os alle tre på en gang. Hver aften, kapslet ind i lyset fra min mors stemme.

Højtlæsningen åbnede mit sind for, at man kan leve et rigt liv på flere planer samtidig. Et realplan, hvor man lever lige fremad efter det, der mere eller mindre tilfældigt sker med en, og et læseplan, hvor man eksperimenterer med, grunder over og forvandler det, der sker med en. I ro og i leg. 

OM Ida JessenIda Jessen, f. 1964. Uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation fra Aarhus Universitet.

Hun debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen UNDER STEN. Siden har hun udgivet en række noveller og romaner, herunder Hvium-trilogien, DEN DER LYVER fra 2001, DET FØRSTE JEG TÆNKER PÅ fra 2006, og BØRNENE fra 2009.

I 2012 fulgte glemmebogen RAMT AF INGENTING og i 2013 novellesamlingen POSTKORT TIL ANNIE.

Ida Jessen var aktuel med romanen EN NY TID i 2015. En dagbogsroman skrevet af fru Bagge, der i 1904 som ung skolelærerinde kom til Thyregod, hvor hun giftede sig med distriktslægen Bagge. Efter 23 års barnløst ægteskab er lægen død, og fru Bagge må nu forsøge at skabe sig et nyt selvstændigt liv. I januar 2017 udkom den selvstændige fortsættelse, DOKTOR BAGGES ANAGRAMMER, hvor det er den gådefulde læge og ægtemand, der fortæller.

I september 2018 udkom romanen TELEFON.

På Høst & Søn har hun udgivet en række roste billedbøger for børn, flere af dem er illustrerede af Hanne Bartholin. Serien om elefantungen Carl er udråbt som en moderne klassiker, der med få virkemidler rammer essensen af barndom.

Igennem årene har Ida Jessen modtaget flere priser for sine bøger - bl.a. i 2010 De Gyldne Laurbær for BØRNENE, der også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. For EN NY TID blev Ida Jessen tildelt både Blixenprisen og DR Romanprisen 2016.