I anledning af forfatteren Henrik Nordbrandts død
Mindeord af forlagschef Simon Pasternak og redaktør Kristine Friis Jensen, Gyldendal Skønlitteratur
31-01-2023
Henrik Nordbrandt døde om morgenen d. 31. januar efter kort tids sygdom, 77 år gammel. Han var – og er – en af Danmarks største digtere. De fleste har ikke kun ”læst” Nordbrandt, men levet med ham og set deres eget liv igennem hans sprog og temperament. Nordbrandt skrev om de største ting – kærligheden, døden og sproget og er forfatter til nogle af de skønneste, enkleste og mest komplicerede, reneste, melankolske, perfekte og spraglede, tvivlende, humoristiske, indædte, ensomme og næsten lykkelige digte, der findes på dansk.
Han var en forfinet og elitær digter, men han var også allemandseje, læst og citeret og ja, elsket. Mange forstår først, hvor ærgerlig og mørk november er, når man læser hans digt ”Året har seksten måneder”: ”Året har seksten måneder: november/december, januar, februar, marts, april/maj, juni, juli, august, september/oktober, november, november, november, november”.
Og når man har ”læst” Nordbrandt begynder man at ”se” og leve” på Nordbrandtsk og gennemregne de store eksistentialer igennem hans kugleramme. Hos Nordbrandt er der ikke noget facit, der findes ikke nogen lykke eller fylde. Digtene er altid på vej, i tvivl, i eksil fra verden og sig selv, der er en basal ubalance i livet, tvivlen og tabet og sprogets uformåenhed er altid til stede. Det ser man i de tidlige erindringer, han skriver om i erindringsbogen Døden fra Lübeck fra 2002, hvor han stadig fra fødselsøjeblikket kan huske en dundren fra bomberne i 1945 til hans sidste digtsamling Så en morgen fra 2021, hvor det ikke er et afklaret menneske, der går døden i møde, men en ængstelig og vred stemme med en ætsende foragt for døden og forgængeligheden.
Lige så livsangst og melankolsk han var, lige så glubende en appetit på livet havde han, lige så kulsort melankolske nogle af digtene er, lige så finurlige og overlegent sjove er andre - og han har da også skrevet både kogebøger, krimier, essays og erindringer.
Man kan have Nordbrandt med sig livet igennem. De fleste har nok et yndlingsdigt. Her kommer et bud på et, fra digtsamlingen Ormene ved himlens port fra 1995, en digtsamling om sorgen efter en afdød elsket.
Aftensol
På alle mure faldt aftensolen
på en eneste hvid mur.
På tunge, rustne hængsler
der engang havde været grønne
stod døren åben
ind til mørket.
”Hej!” råbte jeg, så det genlød
i hele dalen
og en krage fløj skrigende op.
Det var ingen andre end dig
der ikke svarede