Erik Barfoed: "Jeg voksede op på Mars"

Jeg var 10 år gammel og sneg mig ud i køkkenet om natten og spiste min mors julekage. Det var sådan en, der skulle stå og trække, men det nåede den aldrig. Den nåede hellere aldrig at opleve juleaften, den var væk længe inde. Jeg tilbragte nætterne med at læse Jules Vernes TO ÅRS FERIE om en gruppe kostskoledrenge, der forliser på en stillehavsø. Jeg lå vågen til langt ud på natten, og når jeg blev sulten, sneg jeg mig ud i køkkenet og tog for mig af den halvfærdige julekage.

Af Erik Barfoed // Illustrationer af Peter BayAlexandersen

Det blev begyndelsen til en livslang kærlighed til de grumme, berusende, storladne, det hele ender godt til sidst-eventyr fuld af skumle personer, mørke gyder, uretfærdigheder og oprejsning. Efter To års ferie kom Greven af Monte Cristo og En verdensomsejling under havet, som skulle blive min absolutte yndling. Jeg læste min udgave fra Gyldendals Udødelige, indtil den var i laser, og de første 11 sider manglede. Det gjorde ikke noget, for jeg kunne dem udenad.

Jeg voksede op på Mars og i en ubåd. Jeg har siddet lænket i Frankrigs dybeste fangehuller og kæmpet med kardinalens gardister, mens jeg balancerede på La Rochelles brystværn. 
Børneromanen Fangeskibet er min kærlighedserklæring til de historier, jeg voksede op med. Både de historier, som teleporterede mig til andre tider og verdener og lod mig opleve ting, jeg kun kunne drømme om (eller meget nødig ville opleve i virkeligheden), men i lige så høj grad fællesskabet, da min far læste Hobbitten højt for mig, og da min bror tålmodigt læste alle de tre af Edgar Rice Burroughs Mars-bøger, der fandtes på dansk, højt for mig — for ikke at nævne de utallige andre bøger, han læste for mig, mens vi systematisk tømte både køleskab og køkkenskabe for alle lækkerier.

Det var noget særligt over de historier, som foregav at være rigtige. Altså ikke sådan rigtigt rigtige, men alligevel. Kardinalen havde jo gardister, ikke sandt? Og der fandtes musketerer, og de gik med kårde. Skibe forliser ustandselig i Stillehavet, det ved enhver.

Det var denne næsten-virkelighed, det pirrede min forestillingsevne så meget. Senere lærte jeg fantasy at kende (mit første møde med den genre var Ursula K. Leguins uforlignelige Troldmanden fra Jordhavet) og science fiction, dystopier og hvad ved jeg. Alt sammen vidunderligt. Og jeg glemte den næsten rigtige, det kunne godt være sket i virkeligheden historiske roman.

Lige indtil tegneren Peter Bay Alexandersen passede mig op i baren ved en eller anden festlig lejlighed, og spurgte, om jeg nogensinde havde hørt om de berygtede “prison hulks”, fangeskibene, som navnlig England benyttede sig flittigt af i første halvdel af det 19. århundrede?

Der stod vi over for hinanden til en fest med hver sin øl i hånden — og var ti år igen. Og så kom det hele væltende tilbage. Alt den læseglæde, som Peter og jeg havde til fælles. Det allerførste, jeg skrev, var et manifest for vores fælles projekt, det som skulle blive til Fangeskibet. Vi ville tilbage til vores barndoms fortællinger. Tilbage til den læseglæde og det fællesskab, bøgerne også var for os.
Jeg har ikke forsøgt at skrive en roman magen til dem, jeg elskede som barn. Det tror jeg slet ikke, man kan. Nogle af dem var skrevet til voksne, nogle var moralske på en helt bizar måde eller fædrelandsforherligende på en måde, vi ville finde komisk eller ligefrem frastødende i dag. 

Men jeg har forsøgt at skrive om det næsten-virkelige, som godt kunne være sket, hvis du bare kniber øjnene lidt sammen og hører godt efter. Som en invitation til at tage på en rejse til en fremmed verden.

Hvorfor? Fordi jeg kom i tanke om, hvorfor jeg læste som barn. Og at jeg havde savnet det. Der findes jo musketerer, og de går med kårde. Det gør jeg også. I fantasien.
Kom med.

Foto af Sif Meincke

OM Erik barfoedJeg er født i 1969 i København og begyndte at skrive og tegne, da jeg var omkring 13.

Jeg er vokset op med en blanding af klassiske danske børnebøger som Lille Virgil, Gummitarzan og bøgerne om Snøvsen og så engelsk og amerikansk børne- og ungdomslitteratur, jeg fandt på biblioteket. Ursula K. LeGuins serie om Jordhavet (bind 1 hedder Troldmanden fra Jordhavet), John Wyndhams Da trifitterne kom og H.G. Wells Tidsmaskinen. Og mange, mange flere bøger og tegneserie med et magisk islæt.

I mit forfatterskab er jeg blandt andet inspireret af den engelske forfatter Neil Gaiman.

Jeg har arbejdet med ord og billeder det meste af mit liv. Både som forfatter (med fokus på litteratur til børn og unge), tegner (jeg har haft min egen tegneseriestribe engang!), som taleskriver (bl.a. for Mette Touborg, da hun var borgmester), som underviser af forfattere og filmanuskriptforfattere og som oversætter. Jeg har også været madanmelder for Politiken og Gastro.

Jeg er uddannet klassisk filolog og har været formand for censorkorpset for de klassiske fag ved universiteterne. Jeg har arbejdet i forlagsbranchen og blandt andet været forlagschef for Sesam og Egmont Kids. Fra 2006-2008 direktør for samtlige redaktionelle medarbejdere i Aschehoug, senere Lindhardt og Ringhof.