TONNI2TON: Adam O. færdiggør sin trilogi om Ingeborg og hendes fantasiven

Forfatter og tegner Adam O. har færdiggjort sin trilogi TONNI2TON med tredje og sidste bind i rækken af de populære bøger om Ingeborg og hendes fantasiven Tonni. Den sidste bog udkommer i en stor bog, hvor alle tre fortællinger er samlet.

Af Rasmus Meldgaard Harboe

 Illustration: Adam O. 

Da Adam O. var fem-seks år gammel, var han med på besøg hos sine forældres venner. De havde to drenge, som var lidt større end Adam, og mens de voksne sludrede inde i stuen, var drengene i fuld sving med at grave et hul i baghaven. Adam spurgte, hvad de gravede efter, og de ældre drenge så deres snit til at lave fis med den yngre.

»De sagde, at de gravede efter en stor skat, og jeg troede virkelig på dem. De havde virkelig overbevist mig. Så meget, at jeg ikke ville med hjem igen, for jeg skulle jo se den der skat, « fortæller han.

»Det endte med, at drengene var nødt til at sige, at det bare var noget, de bildte mig ind. Men der var jeg overbevist om, at det var nu, de tog pis på mig. Så på turen hjem følte jeg, at jeg var blevet snydt for at se dem grave den her kæmpestore skat op. Det har jeg aldrig glemt.«

Selvom oplevelsen var rædsom for den purunge Adam, skulle den vise sig at resultere i noget positivt mange år senere. For da første bind i Tonni2Ton-serien blev til, fik mindet en afgørende rolle. Her spørger hovedkarakteren Ingeborg en gruppe vejarbejdere, hvorfor de graver i jorden. Arbejdsmændene svarer naturligvis, at de graver efter en skat, og efter mændene er gået hjem, graver Ingeborg videre. Det er her, hun finder sin fantasiven Tonni, som vejer hele to ton.

»Så nu er det jo blevet til en stor skat, som er kommet op af det hul med mange års forsinkelse. Jeg er virkelig glad for, at det er blevet til den bog, og at det ikke lykkedes dem at bilde mig ind, at der ikke var nogen skat.«

Jeg er virkelig glad for, at Tonni-bøgerne får et liv nu igen, og at jeg får lov til at gøre historien færdig med den sidste bog. - Adam O

Kærligheden til bøgerne har Adam O. ikke fra fremmede. Hans mor arbejdede som bibliotekar, og Adam måtte ofte hænge ud på biblioteket efter skole og vente på, at hun fik fri. Det skete ikke sjældent, at han fordrev ventetiden på biblioteket med en bog eller en tegneserie. Sådan blev meget af fritiden også brugt derhjemme, hvor begge forældre var gode til at fortælle historier og ofte læste højt for deres børn.

»I starten, da mine forældre læste højt for mig, var det en fælles rejse, vi tog. Jeg har to søstre og en bror, og vi havde noget fællesskab i de her bøger, som blev læst højt for os,« fortæller Adam O.

Hvad fik du ud af at have bøger i dit liv dengang?

»Nu er det selvfølgelig mig, der sidder og efterrationaliserer som voksen, men det er jo noget med at kunne sætte sig i andres sted og rejse ind i andre verdener. Dengang var der ingen computerspil, og vi havde ikke noget tv, så bøgerne var vigtige på virkelig mange måder. De var billetten ud i verden.«

Tre bøger samlet i én stor bog

Når tredje og sidste Tonni2Ton-bog nu bliver udgivet, bliver det i en samling af alle tre fortællinger i én stor bog. Det betyder, at der er rig mulighed for at stifte bekendtskab med Ingeborg og hendes to ton tunge fantasiven, også selvom man har de første bøger til gode.

»Jeg er virkelig glad for, at Tonni-bøgerne får et liv nu igen, og at jeg får lov til at gøre historien færdig med den sidste bog. Det er virkelig fedt,« siger Adam O. Nu er sidste bog i trilogien om Ingebog og Tonni2Ton altså færdig, men det betyder bestemt ikke, at Adam O. er færdig med at lave børnebøger. Faktisk arbejder han allerede på noget nyt – men han holder kortene tæt til kroppen.

»Sådan er det med historier en gang imellem. Hvis man snakker for meget om dem, før de er landet i verden, så forsvinder de igen,« forklarer Adam O.

»Det er lidt ligesom at prøve at gribe fat i en drøm, når man er vågnet. Jo hårdere man griber fat, jo hurtigere forsvinder det. Men ja, jeg er i gang med et nyt manuskript.«