Læseprøve
Lytteprøve

Moren ville være forfatter. Pigen kunne blive vækket midt om natten, så mor og datter sammen kunne drukne sig i havnen. For der var kommet et nyt afslag fra et forlag.

Allerede som toårig kom pigen for første gang på børnehjem. I de følgende år er hun skiftevis hos sin psykisk ustabile mor, hos tanter og onkler, i vildfremmede menneskers varetægt, på forskellige institutioner og børnehjem.

Indigo er en forfatters kamp for på én gang at huske og skrive om en kaotisk barndom. Her er det barnet, der forsøger at huske, og forfatteren, der modstræbende dykker ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner.

 

Pressen skriver:

»Det er hjerteskærende og tankevækkende, og det vil fremkalde identifikation og barndomserindringer hos enhver læser … Vita Andersens ultraenkle prosa er stærk, fordi den rammer følelsen og sansningen rent.«
**** – Politiken

»Indigo er hjerteskærende erindringsfragmenter fra en ustabil barndom. Virkeligheden bliver et flimrende hulter-til-bulter af sansninger og tankespring – og det fortællende jeg opløses for øjnene af læseren … Uden Vita Andersen ville verden være en meget speciel forfatter fattigere.«
Information

»Skriften og forfattersubjektet synes trods en klar trodsighed og modstandstrang underlagt og determineret af barndommen. Det giver værket en appellerende anspændthed og et sympatisk udtryk af håbløshed.«
**** – Berlingske

»Som i sit øvrige forfatterskab kredser Vita Andersen her om svigt, savn, identitet og kærlighed. Og hun gør det godt. Romanen hænger sammen både indholdsmæssigt og sprogligt, og de mange og gentagne svigt … fremstår ekstra grusomme, fordi de bliver set gennem et håbefuldt og lidt naivt barns øjne.«
– Bibliotekernes Lektørudtalelse

»Det er hjerteskærende læsning.«
Midtjyllands Avis

  • Antal sider352
  • Højde223 mm
  • Bredde145 mm
  • Dybde32 mm
  • Vægt530 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788763833646
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato10.11.2017

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Vita Andersen

Vita Andersen (1942-2021) brød igennem med Tryghedsnarkomaner i 1977. Ikke alene solgte digtsamlingen over 100.000 eksemplarer, den skildrede en kvindelig erfaring, som ikke var set i litteraturen før, og titlen blev et begreb i det danske sprog. Den hudløse skildring af den moderne kvinde og af længslen efter kærlighed og bekræftelse, der dulmes gennem sex eller overforbrug, talte til en hel generation. Med Hold kæft og vær smuk udfoldede Vita Andersen disse temaer i novelleform og gjorde det siden til det strømførende lag i sit forfatterskab.

Blandt mange hædersbevisninger er De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen, Søren Gyldendal-Prisen, Tagea Brandts Rejselegat, BMF’s Børnebogspris og Henrik Pontoppidans Mindefond. Vita Andersen er oversat til en række europæiske sprog og har især i Skandinavien haft en helt usædvanlig gennemslagskraft.

Forfatterskabet omfatter digtsamlinger: Tryghedsnarkomaner (1977), Næste kærlighed eller Laila og de andre (1978), Det er bare ærgerligt (1981), noveller: Hold kæft og vær smuk (1978), skuespil: Elsk mig (1980), Kannibalerne (1982), Brændende kærlighed (1996), børnebøger: Petruskas laksko (1992) og Coco (1997), og romaner: Hva’ for en hånd vil du ha’ (1987), Sebastians kærlighed (1992), Get a Life (2003), Anna Zoë (2006), Sig det ikke til nogen (2012) og Indigo (2017). Indigo blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2018.

Fotograf: Suste Bonnén, 2017

Bøger i samme genre