Næb og kløer

Læseprøve

En forårsdag angribes arkitekt René Munkholm på bestialsk vis bagfra, mens han bevæger sig gennem en plantage nær sit hjem i Sondrup nord for Horsens Fjord. Myndighederne har ellers fredet området, men fredningsbestemmelser giver ikke nødvendigvis fred mellem mennesker. Med skrigende smerter i nakke og ryg segner arkitekten om i skovbunden uden på et eneste tidspunkt at have set skyggen af sin fjende. Egnen er rig på kunstnere og galninge og krumbøjede skæbner, der har fået bibelen galt i halsen. En konditor, som også er orgelbygger, organist og komponist, bruger sit mangeartede talent på at frembringe en ganske speciel kage, hvis opskrift er både livfuld og chokerende. Her lever spåmænd, hjemmefilosoffer og to unge mennesker, der har gode grunde til at skjule sig. Her finder vi buddhister, tiltrækkende kvinder, en advokat, som har svært ved at tabe sig, og folk med skrivekløe, og det fortryllede landskab tiltrækker både svampejægere og rigtige jægere. Og ornitologer. For højt over bakkerne opfylder ålekrager deres mægtige V, denne vuggende pil på aftenhimlen. Og musvåger drejer ind i svimlende ovaler og får røde vinger. Landskabet er fugleland. Og på den ubeboede kyst ved fjorden er det endnu stenalder. Et forsøg på at opklare en forbrydelse i den verden er ikke blot at bevæge sig ind i en labyrint, men i en forhekset irgang.

  • Antal sider200
  • ISBN9788702100235
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato12.07.2010

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger i samme serie

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Henning Mortensen

Henning Mortensen, 1939-2025, debuterede som forfatter i 1966 med digtsamlingen Det kan komme over én. Hans forfatterskab tæller i dag både romaner, digte, noveller, essays, skuespil, børne- og undervisningsbøger.

Blandt hans kendteste værker er 10-binds-romanserien om Ib Nielsen, der begyndte med Havside sommer (1993) og afsluttes med Raketter (2000). Herefter fulgte bl.a. Sondrup-trilogien – Næb og kløer (2005), Ræven går derude (2006) og Rita Korsika (2007). Blandt hans krimier står Den femte årstid (2004) som en milepæl i genren. Henning Mortensens sidste roman blev Trampolin fra 2019.

Gennem årene modtog han en lang række priser og hædersbevisninger, bl.a. Holbergmedaljen, Herman Bangs Mindelegat, Beatrice-prisen, Henrik Pontoppidans Mindefond, Blicherprisen, Kritikerprisen og Det Danske Kriminalakademis Palle Rosenkrantz-prisen.

Henning Mortensen døde 3. februar 2025 efter kortere tids sygdom. Han blev 85 år.

En serie af hans sidste digte, kaldet Ivrige digte, udkommer senere i 2025 i Hvedekorn.

Privatfoto, 2017

Bøger i samme genre