Lytteprøve

Johanne Luise Heibergs vej fra bund til top er grusommere end nogen anden historie fra Guldalderen. Hun er født i en familie, hvor misbrug af enhver art florerer. Men i gøgereden vokser en svane op: smuk, stærk, talentfuld og modig.

Ét er Johanne Luise fra barnsben bevidst om: At undgå udnyttelse handler om at stå fast. Hun må værne om kroppen, sproget, tanken. Munden er den vej, undertrykkelsen trænger ind, og senere den port, hvorigennem renselsen kommer: replikkerne. På scenen på Det kongelige Teater bliver hun et rigtigt menneske. Hendes liv er en konstruktion, men den smukkest tænkelige.

Johanne Luise Heiberg (f. Pätges, 1812-1890) kom ind på Det Kongelige Teaters balletskole som otteårig. Hun fik hurtigt mindre roller og debuterede som skuespiller i vaudevillen APRILSNARRENE. Tidens største digtere, fra Oehlenschläger til Hertz, skrev roller til hende og med ægteskabet med Johan Ludvig Heiberg, forfatter, dramatiker og senere direktør for Det Kongelige Teater, blev hun guldalderens store danske scenekunstner.



Pressen skriver:



»… et fintmærkende og følsomt portræt af den store danske skuespillerinde …”Scenesat” er en værdig hyldest til den legendariske skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.«
***** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten


»Maria Hellebergs indlevede skildring af fru Heibergs rædsomme barndom, stærke vilje og frustration er gribende … Maria Helleberg griber kraftfuldt og vedkommende fat i læseren med sit undersøgende blik på en kvindelig kunstners vej til position og ensomhedsfølelse.«
***** – Eva Pohl, Berlingske


»… en god og grum og gæv roman om Johanne Luise Heiberg«
– Lars Bukdahl, Weekendavisen


»Maria Helleberg gør det med sin sædvanlige respekt for de historiske kendsgerninger, og hun sætter som i sine andre historiske romaner ekstra kulør på ved hjælp af den såkaldte digteriske frihed. «
– K.E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende


»Med mageløs præcision giver Helleberg os Hanne, Johanne og fru Heiberg i én bid … en fantastisk bog er det blevet til.«
– Marianne D. Comett, Sæby Folkeblad
 



 

  • Antal sider344
  • Højde225 mm
  • Bredde152 mm
  • Dybde32 mm
  • Vægt662 g
  • FormatIndbundet
  • ISBN9788763826518
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato05.11.2012

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Maria Helleberg

Maria Helleberg (f. 1956) er magister i teatervidenskab. Som barn flyttede hun en del rundt i landet, men har nu slået sig ned i Nordsjælland. Hun lærte sig selv at læse som fire-årig, skrev sin første historie som seks-årig og debuterede formelt i 1986 med romanen Seersken. Hermed var hjørnestenen lagt til et af de mest imponerende og mest læste forfatterskaber i Danmark. Over 80 bøger er det foreløbig blevet til i et vidt forgrenet forfatterskab: børnebøger, ungdomsbøger, rejsebøger, biografier, fagbøger og skuespil. Særlig gennemslagskraft har hun haft med de historiske romaner, hvor hun har portrætteret en lang række danske konger og dronninger. En anden tråd i forfatterskabet er den danske guldalder med portrætter af Johanne Luise Heiberg (Scenesat), Thorvaldsen (Alberto) og Kamma Rahbek (Kamma).

I henholdvis 2016 og 2019 var Maria Helleberg aktuel med slægtsromanerne Kvinderne fra Thy og Søstrene fra Thy.

I 2020 udkom romanen Min Kristin, i 2021 fulgte tredje slægtsromanbind, Barnet fra Thy, og i oktober 2022 var Teenageren fra Thy, det fjerde bind i slægtsromanserien, klar.

I november 2023 er Maria Helleberg aktuel med en fortælling om kærlighed og sorg, Kold maj. En roman om at møde hinanden sent i livet og trods angst og bristede parforholdsillusioner overgive sig til lykken - og turde det hele i et kompromisløst sammenhold.

Kold maj er baseret på Maria Hellebergs egen historie.

www.mariahelleberg.dk

Fotograf: Robin Skjoldborg, 2020

Bøger i samme genre