Folkelighed og utopi

Læseprøve

„At Hans Kirk er den første marxistiske forfatter i Danmark er kun en halv sandhed. Han er samtidig den, der danner afslutningen på en hundredårig episk og politisk tradition, bondelandets sidste store litterære skikkelse, Skjoldborgs, Aakjærs, Nexøs og Pontoppidans arvtager. Når hundredtusinder af danskere i tresserne læste Kirks romaner var det, fordi de ville huske. I det årti i danmarkshistorien, der måske har bragt de største forandringer med sig, blev det pludselig vigtigt at have en identitet. Hvis man ikke kan erindre, kan man heller ikke tænke fremad. Hans Kirks forfatterskab er et godt sted at søge efter rødder. Han er en bibelkyndig marxist, der ved hvorfra han kommer; når han er bedst en uovertruffen læremester i den kunst at bruge og arve historien.

Man kan ikke vende tilbage til fortiden, men hvis vi vil forandre virkeligheden, må vi vide, hvad vi vil bevare. At skrive litteraturkritik betyder i en vis forstand at være spildsamler i historiens vejkant. Litteratur er utopi, et prøvende udkast til noget andet end det givne. Derfor er litteraturen et godt sted at søge efter forbindelsen mellem fortid og fremtid.“

Sådan skriver Carsten Jensen i forordet til Folkelighed og utopi om hensigten med sin bog. Fra strukturen i almuekulturens mundtlige beretninger til temaerne i Martin Andersen Nexøs romaner gives der en analyse af forudsætningerne for Hans Kirks forfatterskab. Det vises, at der stik imod den traditionelle Kirk-tolknings antagelse ligger en dybtgående konflikt i forfatterskabet – mellem det utopiske natur- og menneskesyn, Kirk arver fra almuekulturen, og marxismens fabrikskult. I bogens afslutning stilles spørgsmålet om socialisme og kulturarv, og der tages kritisk stilling til halvfjerdsernes marxistiske litteraturkritik.

  • Antal sider258
  • ISBN9788702226188
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato10.07.2017

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Carsten Jensen

Carsten Jensen, født 1952, er en dansk forfatter, journalist og adjungeret professor ved Syddansk Universitet. Han har udgivet en række romaner, kritiske essays, artikler og rejsebøger. Carsten Jensen fik sit store folkelige gennembrud med rejsebøgerne JEG HAR SET VERDEN BEGYNDE fra 1996 og JEG HAR HØRT ET STJERNESKUD fra 1997 og med romanerne VI, DE DRUKNEDE fra 2006 og SIDSTE REJSE fra 2007 er Carsten Jensen blevet en af Danmarks mest læste nulevende forfattere.

Gennem årene har Carsten Jensen placeret sig som en central kritiker af tidsånden. Det kommer blandt andet til udtryk i essaysamlingen ÅR TO OG TRE fra 1999, OPRØRET MOD TYNGDELOVEN fra 2001 og LIVET I CAMP EDEN fra 2004, hvori Carsten Jensen kommenterer aktuelle tendenser og hændelser.

I 2015 udgav Carsten Jensen romanen DEN FØRSTE STEN. Det er en barsk fortælling om, hvad krig gør ved mennesker, som lever tæt sammen i konstant livsfare, om venskaber, forræderi og katastrofer. I 2016 er Carsten Jensen sammen med norske Anders Hammer aktuel med bogen KRIGEN DER ALDRIG ENDER - REPORTAGER FRA AFGHANISTAN. En indgående og
perspektivrige status over, hvor Afghanistan befinder sig efter invasionen. I 2013 og 2016 rejste de to sammen til landet for at besøge skoler, hospitaler, retsbygninger og fængsler og ikke mindst tale med nogle af de mennesker, der har været og stadig er dybt berørt af krigen.

Carsten Jensen har modtaget flere priser, bl.a. Olof Palmeprisen i 2010, og i 2012 blev han tildelt Søren Gyldendal Prisen. Carsten Jensens romaner er solgt til oversættelse i en lang række lande.

Foto: Isak Hoffmeyer, 2015

Bøger i samme genre