Billedserien i ISOLA er en ganske præcist afgrænset tidskapsel fra foråret 2020. Den 11. marts om aftenen blev Danmark lukket ned. Med et slag var vi alle fanget og alene i verden. Næste morgen mødte arkitekturfotografen Jens Lindhe et København, som på en nat var blevet tømt for liv. Bygningerne var der, men menneskene og den larmende trafik var væk. Med et slag var vi alle fanget og alene i verden. Nu var storbyens ellers livlige byrum med et slag forvandlet til en slags øde teaterscenografi. Dér hvor dagligdagens bulder og stress normalt tegnede bybilledet, trådte nu byens ”kulisser”, arkitekturen, uforstyrret frem.
Med essay af Tore Leifer og digt af Morten Søndergaard.
”Jeg har altid holdt af ordet ”samfund” i dets sproglige enkelhed. Samfund er, at vi har fundet sammen. Det er samliv mellem mennesker. ”Samfund” har haft betydninger som samvær og sammenkomst, forbindelse og sammenhæng, forening og selskab, fællesskab og harmoni.
Som bikuben eller myretuen har vores travle byer været selve billedet på det menneskelige samfund. Fulde af aktivitet, fulde af samvær, fulde af liv.
Men pludselig blev byen tom. Pludselig viste vi bedst vores samfundssind ved at isolere os fra samfundet. Menneskene var der selvfølgelig stadig, et sted, i skjul – dem, der ikke var flygtet til deres sommerhuse.
Men de sad oppe i deres lejligheder og ventede, de vovede sig ikke ud. Byen stod alene tilbage.”
Fra Tore Leifers essay ”Byen uden mennsker – I venten på at det bliver tid”
”Verden er en anden.
Verden er forandret.
Vi vil aldrig glemme det vi står midt i nu.
Verden er ny og nu.”
Fra Morten Søndergaards digt ”Vi rus”
