Voksbarnet fortæller
I sin nye roman fortæller Olga Ravn en historie om skandinavisk folketro og trolddomsprocesser i Danmark gennem et 400 år gammelt voksbarn.
Af Rasmus Meldgaard Harboe / 15-09-2023
Hvad er et voksbarn, og hvorfor har du valgt at bruge det som fortæller i bogen?
“Et voksbarn er den skandinaviske folketros udgave af en voodoo-dukke, og de var ret normale at anvende tilbage i 1600 og deromkring. De var på størrelse med en halv menneskearm og lavet af bivoks. En af tingene, de blev brugt til, var skadelig magi, ligesom vi kender det fra voodoo-dukker. Når jeg vil skrive en roman, handler det første arbejde altid om at finde den rigtige fortæller, eller stemme. OLGA RAVN f. 1986, har bl.a. udgivet to digtsamlinger og tre romaner, deriblandt romanen MIT ARBEJDE. Hun har modtaget Beatrice-prisen og Politikens Litteraturpris og har været nomineret til The International Booker Prize, The National Book Award, The Ursula K. Le Guin Prize for Fiction og The Dublin Literary Award. Hendes skønlitterære tekster har bl.a. været trykt i The Paris Review og The New Yorker. Hendes roman DE ANSATTE, der første til et internationalt gennembrud, er oversat til over 20 sprog.
Jeg vidste, jeg ville skrive om en dansk trolddomsproces, men det var meget svært for mig at finde en synsvinkel, der havde historisk viden og samtidig kunne se på de historiske begivenheder fra en mere nutidig position. Det fandt jeg i den her dukke, der har levet i 400 år og set trolddomsprocesserne helt tæt på, men som stadig eksisterer i dag. På den måde blev den magiske genstand, voksbarnet, en slags kanal mellem 1620 og 2023. Samtidig var det også spændende at arbejde med en ikke helt pålidelig fortæller, når man skriver om det historiske.
Jeg har altid syntes, det egentlig var vanvid at lade, som om man kunne skrive om en anden historisk tid end sin egen, som om man havde levet i den. Men voksbarnet gjorde det altså muligt for mig.
Læs også: Olga Ravn modtager Politikens litteraturpris
Hvad har ellers inspireret dig undervejs i processen?
“Romanen bygger på virkelige hændelser omkring en række trolddomsprocesser på Sydfyn og i Aalborg omkring 1596-1621. Det er en ret spektakulær sag, hvor der blev henrettet mange borgere, og Christian IV selv var direkte involveret. Så jeg har siddet med kilderne fra sagen, altså retsprotokoller og breve og den slags. Men jeg har også været meget optaget af at komme ind i hovederne på datidens almindelige mennesker, ikke kun de kongelige og myndighederne, så jeg har brugt utrolig meget tid i arkiver, hvor jeg blandt andet har læst folkeminder, madopskrifter og håndskrevne magiske trylleformularer, som jeg også har taget nogle af med i bogen.”
Faktisk er de fleste af vores antagelser om heksebålene helt forkerte.
Hvorfor skriver du om hekse?
“Jeg bliver i stigende grad optaget af, hvad kollektiv erindring er. Og der er nogle meget tydelige fælles ideer om, hvad der skete, dengang heksene blev brændt. Men faktisk er de fleste af vores antagelser om heksebålene helt forkerte. Den periode i Danmarkshistorien – og vestlig historie, egentlig – hvor borgere blev brændt for at have lavet magi, det er en enorm kompleks og spændende og tragisk tid. Jeg synes ikke, vi skal gå rundt og bygge vores fælles historie på en masse, helt ærligt, usandheder om, hvordan der foregik. Bare det her med, at folk blev brændt på en pæl. Det er forkert, og sandheden er meget mere brutal.”
Læs også: Sådan foregik Sankt Hans for en ægte heks
“I Danmark blev man bundet på en stige og væltet ind i bålet. Da jeg læste om, at den her adelskvinde Christenze Kruckow var blevet anklaget for at have lavet et voksbarn, var der nogle brikker, der faldt på plads i mig. Jeg havde brug for, tror jeg, at kunne vise, at en fortælling om magi også er en fortælling om ikke-menneskelige genstandes indre liv.”
“Jeg er også bare utrolig optaget af ikke-menneskelige tings stemmer, i romanen hører man voksfigurer tale, tænder, fugle, negle, tråde og dråber af blæk taler, og jeg har, mens jeg skrev, haft den her idé om, at alting taler, hvis man bare lytter efter. At historien selv er overalt i os alle sammen, og at vi er styret af den på måder, der er skjulte og komplicerede og mærkelige.”