Suzanne Brøgger: »Prisen for frisind er større end nogensinde«
Forfatter, myte og ikon: Suzanne Brøgger tager et 2021-blik på kvindefrigørelse, #metoo, kunstnerens udvikling, Karen Blixen og kurdiske kvindesoldater i sin nye bog MED EGEN HÅND.
Af Michelle Tubæk Gram / 19-1-2021
I 1975 sad en ung Suzanne Brøgger over for den ældre overlæge Thorkil Vanggaard i et TV-studie, hvor sidstnævnte betvivlede kvinders intellektuelle og kunstneriske evner.
For hvordan kunne det egentlig være, at adelige kvinder i det 16. århundrede tilsyneladende kun brugte deres dannelse på at indsamle folkeviser, mens deres mandlige pendant udnyttede ditto til at spekulere? Mænd som eksempelvis Thycho Brahe.
Var det ikke en art fældende bevis på, at kvinder - selv når de gives muligheden - ikke evner meget andet end syslerier?
Suzanne Brøgger svarede, at der jo trods alt var tale om en meget lille minoritet af dannede kvinder på det tidspunkt, og »det kunne jo være, at man i dag vil have, at både mænd og kvinder giver sig til at spekulere. Flere og flere.«
Et opgør mellem generationer var i gang. Og Brøgger stillede sig gerne forrest.
»Dengang jeg var ung, var jeg usikker på, om det nogensinde ville lykkes mig at udfolde mit eget liv på egne betingelser. Men den usikkerhed er jeg i dag blevet fri for,« forklarer Brøgger i dag til Gyldendal.
Frigørelse anno 2021
Der er gået næsten 50 år, siden debuten FRI OS FRA KÆRLIGHEDEN provokerede den dengang afstemte og vedtagne livsform. Men hvor er tidsånden i dag? Er der stadig et frigørelsespotentiale i 2021?
»Black Lives Matter, #metoo og klimakampen er alle frigørelsesprojekter. At blive fri for pres og overgreb på arbejdspladsen. At blive fri for diskrimination — som muslim, jøde eller af anden etnisk herkomst. At blive fri for hamsterhjulets kværnen og den deraf følgende overophedning af jorden og atmosfæren. Og at arbejde for FN’s Verdensmål er en måde at blive fri for fremtidsangst på — for i stedet bidrage og blive en del af løsningen.«
Jo. Der er rigeligt med frigørelsesprojekter at tage fat på. I sin nyeste udgivelse MED EGEN HÅND foreslår Brøgger, at #metoo-bevægelsen er et af symptomerne på detroniseringen af kunsten:
Kunstnerne var urørlige som hellige aber. De havde lov til at være promiskuøse, pædofile pæderaster, uden at nogen kunne krumme et hår på deres hoved. (...) Fra nu af drejede det sig om at ‘være god’. Og det var kunstneren ikke! Derfor var det heller ikke tilfældigt, at #metoo-revolutionen startede i de kunstneriske brancher.
(fra MED EGEN HÅND)
Tidsånden skiftede. Kunstneren blev erstattelig og måske ligefrem latterlig. Alle blev influencere og egne producenter. Men hvad betyder det for kunsten i dag?
»Så længe kunsten er fri for at blive spændt for alle mulige ideologiske og identitetspolitiske vogne, skal vi vist være glade. Det er vigtigt ikke at tale ned til folk. Man skal holde barren højt og ikke frygte det ‘smalle’ og ‘upopulære’. Kvalitet er vigtigere end kvantitet. Men når man i dag bruger ordet ‘stort’, mener man altid kvantitet. Det er et sørgeligt skred.«
Kurdisk feminist
Det er dog vigtigt, at man særligt som forfatter ikke lægger sig fast på en bestemt identitet, mener Suzanne Brøgger. Læseren skal stilles frit. Det vigtigste som forfatter er at have en stemme - ikke en identitet.
Af samme grund har hun heller aldrig deklareret, at hun var feminist. Det skulle da lige være kurdisk feminist.
Kunne det eneste forandringspotentiale være det, der sker på kvindefronten? Fx hos de kurdiske kvindekæmpere, der nedkæmpede IS, kalifatet?
(Fra MED EGEN HÅND)
I 1970’erne var Suzanne Brøgger i kontakt med kvindelige palæstinensiske guerillakrigere og har i nyere tid besøgt de kurdiske af slagsen med Puk Damsgård.
De kvindelige krigere har en særlig plads hos Brøgger - og ikke mindst hvilken rolle, de kan spille i kampen for en bedre verden:
Der er håb for ‘kvindernes revolution’, den eneste, der rykker i kampen mod alverdens fascisme og patriarkat.
(Fra MED EGEN HÅND)
Prisen for frisind er større end nogensinde
Kampen for at leve frit kan være en kamp mellem liv og død på krigens slagmarker. Herhjemme kommer kommer frisind og insisteren på at leve et liv på egne betingelser dog heller ikke uden pris.
På Agnes Henningsens tid var ‘frisindets pris for en kvinde at være fattig, alene og at leve med et dårligt rygte,’ skriver Brøgger i bogen. Men er der stadig en pris at betale for frisind?
»Prisen for frisind er vel større end nogensinde i den digitale tidsalder, hvor det for enhver pris gælder om at være ‘liket’ og populær. Det amerikanske tyranni indebærer, at man skal være bedst og størst og mest vellykket på alle parametre. Alle frygter hatemails og shitstorms. Alle frygter ensomhed, fattigdom og et dårligt rygte, så de fleste retter ind for at undgå det, vil jeg tro.«
MED EGEN HÅND - 27 tekster af Suzanne Brøgger i den japanske genre Zuihitsu.