Peter Løhr: ”Nogle gange var min research-metode på grænsen af det vanvittige.”

I romanen HULEMENNESKET følger vi guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye under hans ophold i Rom i 1845, hvor det sanselige Italien lokker den unge maler ud af hulen og ind i livet på måder, der får afgørende betydning for hans senere valg om at melde sig frivilligt til krigen. Forfatter Peter Løhr har brugt flere år på at komme under huden på Lundbye.

Forfatterfoto: Robin Skjoldborg

Hvor kommer din historiske interesse fra?

Som barn var fortiden noget meget abstrakt og kedeligt for mig. Gamle dage gav mig ”uld i munden”. Men det ændrede sig radikalt, da jeg læste KONGENS FALD som teenager og fik lov at føle og forstå, at mennesker for 500 år siden faktisk var levende menneske som mig selv. I dag tænker jeg ligefrem, at den historiske roman har et helt særligt politisk potentiale. Den kan minde os om, at tiden har været en anden OG vil blive en anden. At vi stadig er i begyndelsen af verdenshistorien. At intet ligger fast. At vi kan ændre tingenes gang og ikke bør gå i full-blown passivt dommedags-mode, fx i forhold til klimaet.

Hvordan kom du på sporet af Johan Th. Lundbye?

Jeg er vokset op i et hjem med så meget kunst, at det mindede lidt for meget om et rodet museum. En juleaften fik jeg en Lundbye-radering, der forestiller et æsel, der plages af fem fluer. Allerede dér, som kun 9-10-årig, blev Lundbye en af mine yndlingskunstnere. Der var noget helt særligt over det æsel. Der opstod en slags hemmelig dialog mellem mig og det milde, men plagede dyr.

Hvorfor hedder romanen HULEMENNESKET?

”Hulen” er et udtryk, Lundbye selv bruger i sine dagbøger og breve. Hulen er ens helt eget kammer, hvor man kan trække sig tilbage fra andre mennesker, finde ro og vende tilbage til sig selv. Men det er også det sted, hvor man kan miste sig selv og glemme sin plads i livet og den levende verden udenfor. Bogen handler netop om Lundbyes pendulfart ind og ud af hulen, mellem at føle sig tættest på sig selv, når han er alene, eller tværtimod først føle sig virkeligt hjemme sammen med andre.

Hvordan har din research-proces været?

Jeg har læst alle Lundbyes dagbøger og breve, og dertil biografier og bøger om guldalderen, studeret farvepigmenter, ja, endda romerske kogebøger fra 1800-tallet. Jeg har været nødt til at få stoffet så meget ind under huden, at jeg kunne lægge det hele væk og derfra skrive frit og levende om Lundbye og hans tid. Det har handlet om at ”tune” sig så meget ind på tiden og karakterne, at jeg var overbevist om, at jeg følte og tænkte som dem. Dette krævede rigtigt nok også mere end bare fordybelse i bøger. Fx har jeg været i Rom mange gange. I Den Evige Stad gik jeg lidt tosset rundt og lavede en slags ”method-writing” i fodsporene på Lundbye og de andre fra guldalderens danskerkoloni. Nogle gange var denne metode også på grænsen af det vanvittige. Uden at afsløre for meget involverede mit arbejde også, at jeg pludselig gik og brølede som en ko, muh, muh, oppe på Peterskirkens tag.

Hvem er dine litterære forbilleder?

Jeg er et meget rytmisk menneske. Måske et levn fra at have boet på kostskole i mange år med en skemalagt dag fra vækning til ”sengning”. Måske bare en nødvendighed for, at jeg selv kommer ud af hulen, og alt ikke går op i røg. Men altså, hver morgen læser jeg Virginia Woolf og tager noter omkring hendes tanker i min journal. Med hende ved mine side som tænke- og følepartner finder jeg så utroligt meget mod til både at skrive, såvel som at leve. Derudover har jeg altid andre mere eller mindre faste ”venner” liggende på mit skrivebord. Lige nu med Yukio Mishima, Joan Didion, Toni Morrison og Jørgen Leth øverst i bunken.

Hvad kan vi lære af guldaldertidens diskussioner om national identitet?

Guldalderen er det laboratorium, hvor hele nationaltanken opstår. Ved at dykke ned i dens diskussioner ser vi, at det nationale i høj grad er noget, der ikke er naturgivet eller skabt af Gud, men af mennesker fyldt med deres egne længsler og kampe. Og særligt ved at se på nationalstatens spædeste stadie, får man et særligt blik for, hvor dum tanken er om lande som autonome enheder, upåvirkelige af andre. Alt i verden farver og påvirker jo hinanden på kryds og tværs. Fx er mange af vores egne danske juletraditioner skabt af den danske kunstnerkoloni i Rom. Lundbyes grødspisende nisse, tegnet til julefejringen i Rom i 1845, er på mange måder forlægget for den danske julenisse, som vi kender den i dag. Og så må man jo heller ikke glemme, at et af de allermest ”danske” julespil, ’Nøddebo Præstegaard’, er skrevet i en flodbåd på Nilen.