Winther

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lærke Winther: »Kvindekamp 2021 handler om respekt«

Kommentar af Lærke Winther

Det er et virkelig dårligt scoretrick at overskride nogens grænser. Og det er ikke acceptabel flirt, hvis chefen helt umotiveret slikker dig i øret. Men #metoo-debatten er nogle gange så hård, at jeg som kvinde ikke engang tør deltage. Måske er det på tide, at vi alle sammen begynder at lytte lidt mere til hinanden?

Gyldendal har i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts bedt forfattere om at give deres bud på kvindekamp i 2021.

Kvindekampen i Danmark anno 2021 handler om respekt.

Rundt om i verden er kvinders hårdt tilkæmpede rettigheder under pres. I Danmark bliver der heldigvis ikke stillet spørgsmål ved retten til fx fri abort.  

Og jeg har lige købt et kvindemagasin med en langt fra tynd, sort transkvinde på forsiden. Det glæder jeg mig over. Der er forandring i luften. Vi er også nået længere end til at affærdige kvinder som hysteriske og utilregnelige.

Og så alligevel ikke. Når jeg ser reaktionerne på nogle #meetoo-sager, kan der synes ret lang vej til denne respekt. Længere end jeg troede. 

Jeg har været forfærdet og rystet over de kommentarer, som fx Sofie Linde har fået med på vejen. Nogle mænd sidder bag deres skærme og skriver uhyrligheder, der vidner om et kvindesyn meget langt fra ligestilling og respekt. 

Vi bliver bange, når nogen vil tage noget fra os

Men det er vigtigt at holde fast i, at de mænd er et fåtal. Det er trods alt de færreste, der har lyst til at afsendt overskride nogens grænser, og det er i øvrigt også et virkelig dårligt scoretrick.

Både i Black Lives Matter og #metoo tales der om privilegieblindhed. 

Vi mennesker er sådan indrettet, at vi bliver bange, når nogen vil tage noget fra os. Det er et overlevelsesinstinkt, og frygt avler ofte vrede. 

Når øjenbindet rives af, skal der vises en vej frem; at det ikke er så farligt at miste de privilegier. Jeg forstår godt, man kan blive forvirret og bange, men når man bliver bevidst om privilegierne, vil man så overhovedet længere have dem?

En fremtid uden privilegier kan måske vise sig faktisk at være en bedre fremtid. 

Må man så heller ikke flirte længere?!

Jeg kan godt blive rigtig træt, når nogle mænd siger, "Hvad fanden, må man så ikke flirte længere?". 

For det jo ikke dét, det handler om. 

Men samtidig kan jeg godt forstå, hvor de kommer fra. Jeg ville også være forvirret. Og med den måde, debatten og nogle #metoo sager bliver ført i folkedomstolen, så ville jeg også være bange.

Jeg er også bange for at sige noget forkert

mit arbejdeJeg tør ikke selv at deltage i debatter på facebook. Jeg er selv bange for at sige noget forkert og blive lagt for had. Mens jeg skriver dette, bliver jeg også bange. 

For måske er der nogen, der vil synes, at jeg tager mændene for meget i forsvar og dermed undskylder eller blåstempler overgreb og strukturel undertrykkelse.

Det gør jeg på ingen måde. Jeg synes den kamp, der foregår i øjeblikket, er vigtig, nødvendig og på tide. 

Chefen skal ikke slikke dig i øret

Det er dog tilsyneladende stadig utydeligt, hvad der menes med, at flirt er okay, mens magtmisbrug ikke er. Vi kan jo nok konkludere, at kvinder ikke opfatter det som uskyldig flirt, hvis deres chef slikker dem i øret. 

Men hvad er så de nye spilleregler? Det er dem, vi sammen nu skal opstille.

Mændene skal lytte, når vi forklarer, at det ikke er en ligeværdig flirt, hvis et afslag har konsekvenser.

Og at kvinder ikke "bare kunne sige nej".

At det bunder i en kultur, som vi skal ændre .

Mange fornuftige mænd er seriøst forvirrede. Og for at gøre det må vi lytte og respektere hinanden; vi kvinder skal også lytte til mandens usikkerhed og tvivl.

 

Vi skal videre. Sammen.

Jeg minder mig selv om, at vi lever i en orgasme opbrudstid. Det er fantastisk, uundgåeligt og spændende. 

I opbrudstider bliver linjerne trukket hårdt op, det kan nok ikke være anderledes. Men på et tidspunkt må og skal det finde et leje, hvor vi kan høre, hvad hinanden siger. 

Det skal siges, og det skal gøres. Brutalt og ærligt, men også kærligt. For vi skal videre. Sammen. 


Ikke afsendt

Ikke afsendt

Marie Petersen skriver breve. Mange breve. De fleste sender hun ikke, der er for mange ord, som for længst skulle have været sagt. Til gengæld brillerer hun i genren vrede klagebreve. Hvorfor står dåserne med makrel fx pludselig i gang 4 og ikke på deres sædvanlige plads? Og hvorfor griber kommunen ikke ind over for suttetræer behængt med småbørnssavl og løgne?

Maries eneste selskab er den gigtplagede schæferhund Poul, som bøvler med et lavthængende bagparti og insisterer på, at de altid går den samme vej.

Men mødet med en gartner med smilende øjne og HenryJette, en stamkunde i Føtex, forstyrrer
deres rutiner. Og da Marie en dag står ansigt til ansigt med sin fortrængte fortid, begynder hun at gå helt nye veje. Men det er op ad bakke.

IKKE AFSENDT er en sjov og overraskende roman om at leve i sin egen blinde vinkel. En fortælling om ikke at skue hunden på hårene, om at købe en sav, når man trænger til at fælde et træ – og om at få en chance til.

PRIS199,95 kr.