Stærk fortælling om Anden Verdenskrigs flygtninge
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en af vores helt store historiefortællere, og med sin seneste roman, SANGE OM STILHED OG HJEM, har hun skrevet en historie om hvad der sker, når fjender pludselig bliver ens ansvar.
Få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning tvinges et barn alene på flugt. En menneskeflok, der især består af kvinder og børn, vandrer gennem et snedækket Østpreussen i håb om at finde sikkerhed. Sammen med Fruen, et par småbørn og Renate, der påstår hun er voksen, men ligner en pige, kommer barnet ombord på et skib. De tror, de skal til Kiel, men ender i København. Dér oplever de på første hånd, hvordan Danmark tager sig af tyske flygtninge, i en tid fuld af bødler og ofre, af vrede og sorg, af venner og fjender. Selv drømmer barnet kun om ét; at blive genforenet med sin familie.
I en flygtningelejr i København melder en ung, mand med jødiske rødder sig til at lave et kor for de internerede flygtninge. Hvorfor han gør det, forstår han knap nok selv. Danmark modtog ufrivilligt næsten 250.000 tyske flygtninge i begyndelsen af 1945. Efter befrielsen blev de samlet i lejre og afsondret fra resten af samfundet. Der kom til at gå flere år, før de sidste kunne sendes hjem. Men hvad stiller man op, når dem, der før var ens fjender, bliver ens ansvar? Hvordan forholder man sig til sin længsel efter at komme hjem, når hjemstavnen ikke længere findes? Og hvor langt strækker medmenneskeligheden sig i en verden med krig og frygt.
SANGE OM STILHED OG HJEM er en grum og håbefuld fortælling om at bære andres liv i sine hænder.
Hvad har inspireret dig til at skrive denne roman?
Først for nogle år siden gik det op for mig, at Danmark modtog og husede næsten 250.000 tyske flygtninge i begyndelsen af 1945, og at de blev her i flere år. Det undrede mig, at jeg ikke havde hørt om det før, og at det ikke er noget, vi taler ret meget om. Man valgte at internere tyskerne i flygtningelejre, og de fik forbud mod at blande sig med danskerne og lære dansk. Børnedødeligheden blandt de tyske flygtninge var tårnhøj, danske læger nægtede i begyndelsen at yde dem behandling, kosten var ensidig og barakkerne iskolde om vinteren. Det har garanteret ikke været en let opgave for myndighederne at balancere mellem på den ene side at behandle flygtningene rimeligt, på den anden side ikke at gøre det på en måde, så det pustede til det stærke tyskerhad.
"Det er ikke altid indlysende, hvem der vil hjælpe, og hvem der ikke vil."
Da jeg fortalte min 92-årige veninde, at jeg ville skrive om den tid, kvitterede hun med en historie fra sin ungdom. Hun kom til Danmark i 1938 som jødisk flygtning fra Wien. Efter befrielsen besøgte hun en lejr for tyske flygtninge i Kastrup. Der havde hendes jødiske studiekammerat lavet et kor på frivillig basis. Der var stor brug for adspredelse for at undgå ”lejrpsykoser” blandt de internerede. Og han havde brug for nogen at øve sig på. Jeg har taget dele af den fortælling og brugt i min roman. Det er nemlig ikke altid indlysende, hvem der vil hjælpe, og hvem der ikke vil.
Hvordan har det været for dig at skrive romanen?
Udover at det er en interessant og rå tid at researche, har jeg haft nogle meget inspirerende samtaler med øjenvidner, som enten selv har oplevet krigen og flygningestrømmen, eller hvis forældre har haft en aktiv rolle i f.eks. bevogtningen af lejrene. Deres fortællinger bidrog med væsentlige nuancer og satte mange tanker i gang, især fordi jeg flere gange oplevede, at mine egne forestillinger blev udfordret væsentligt.
Hvad håber du, at læserne får ud af at læse din roman?
Først og fremmest håber jeg selvfølgelig, at de synes, det er en god roman. Og så bliver jeg altid glad, når mine bøger giver anledning til nye overvejelser og gode samtaler.