Hvem er hvem? 11 bøger om politikere – og deres danmarkshistorie
Over en halv million af os er i tvivl om, hvor krydset bør sættes, når vi om 3 uger lukkes ind i boksen bag det lurvede blå gardin. Her følger derfor politiske biografier, debatbøger og gedigen politisk danmarkshistorie, du frit kan bruge som bagtæppe til den store beslutning.
Af Michelle Tubæk Gram
Udsnit: »Vi vil ham jo kun det bedste. Så jeg har da tænkt, at jeg godt kunne have prikket lidt til ham og på en afslappet måde have spurgt ind til det liv, vi godt havde på fornemmelsen han levede. Og på den måde ladet ham forstå, at det ikke var noget, der vakte chok og afsky i os, men kun vores levende interesse,” siger Ruth (Papes mor red.)
I tiden derpå gik hun ofte hjemme på gården og grublede lidt over, hvilken retning livet ville tage for 
deres søn, ”for man har jo ingen forstand på det her,” som Ruth siger det i dag.
Lidt klogere på det hele er hun dog blevet sidenhen. Her har hun nemlig fra valide kilder fået bekræftet, at seksuel orientering er noget medfødt. Eller som hun siger det med et smil på læben i dag: ”Jeg har i hvert fald ikke gjort noget forkert i min opdragelse af min søn.«
PAPE – Hele vejen – et portræt af den adopterede landmandssøn, der blev den første officielle homoseksuelle partileder i Danmark, og som fik vendt sit partis årelange nedgang.
METTE FREDERIKSEN – Et politisk portræt
Udsnit: »Min morfar havde et opslidende arbejde som bager, og han blev alene med fem børn, da hans kone gik fra ham.
Han tjente aldrig ret mange penge, og han havde heller ikke meget at gøre godt med, da han blev pensionist.
Han var medlem af partiet (Socialdemokratiet red.) i mange år. Men i slutningen af 1990’erne begyndte han som den første at antyde, at dem i Dansk Folkeparti måske ikke var helt skævt på den.
Det førte til drabelige diskussioner mellem ham og mig. Jeg var et helt andet sted, end han var (...) Han blev offer for en udvikling, som jeg for sent fik øjnene op for.«
METTE FREDERIKSEN - Et politisk portræt af en kvinde i femte generation af socialdemokrater – og om at tage fejl og skifte holdning.
Udsnit: »Aldrig havde jeg troet, at jeg ville komme i den situation, at jeg ville takke 68’erne.
For egentlig har jeg ikke særlig meget pænt at sige om dem. Men når jeg ser tilbage på mit liv, indser jeg, at de har bidraget til at forme mine holdninger i langt større grad, end jeg hidtil har været opmærksom på (...)
Grundlæggende støttede jeg opgøret med gamle autoriteter, og jeg støttede kravet om mere frihed for den enkelte til at leve sit liv.
På det punkt synes jeg, at ungdomsoprøret førte til fremskridt i samfundet. Men venstrefløjens vægt på livsnydelse, psykedeliske stoffer, antiforbrugerisme og antimilitarisme kunne jeg slet ikke acceptere,« skriver Anders Fogh Rasmussen selv i første del af sine erindringer AT TRÆDE I KARAKTER.
Udsnit: »Jeg vil gerne tage jer med tilbage til Vestegnen i 70’erne.
Min mor var rengøringsassistent, og min far var snedker og altmuligmand, indtil han blev for syg til at arbejde.
Min mor flyttede fra min far, da jeg var 11 – jeg blev hos min far. For jeg vidste, at en eller anden jo skulle passe på ham.
Han var kronisk syg og alkoholiker. Når man vokser op med en far på den måde, så bliver mistro et værn mod konstante skuffelser.
Man finder på dårlige undskyldninger, når vennerne spørger, om de må komme hjem til én, når skolelæreren gerne vil have en snak med ens far, når der er koncert, og forældrene bliver inviteret med.
For alt i verden vil man ikke vise, at facaden 
revner bagved. Det gemmes væk. Man holder hurtigt op med at tro på, at verden vil én det godt.«
»Når man er på røven, så er det sgu ikke en pisk, man har brug for, for man bruger i forvejen alle sine ressourcer på bare at holde sig oprejst hver eneste dag.«
PIA OLSEN DYHR – et portræt af en kvinde, hvis liv på det personlige plan har været præget af sociale mønsterbrud og på det politiske plan af de dramatiske opbrud, der har kendetegnet venstrefløjen og SF i de sidste årtier.