Roverandom

Læseprøve

I sommeren 1925 mistede Tolkiens søn sin elskede tøjhund under et ferieophold ved havet. For at trøste ham digtede faderen historien om den lille hund Rover, som Tolkien-Selskabet i 1997 besluttede sig for at udgive. Fortællingen er illustreret af forfatteren selv og indeholder foruden fortællingen om Rover et fyldigt forord og noteapparat.

Roverandom er fortællingen om den lille hund Rover, der som straf for at have bidt troldmanden Artaxerxes i benet bliver forvandlet til en tøjhund. Heldigvis bliver han levende om natten, undslipper fra sit fangenskab og drager på ryggen af en måge ud på en eventyrlig rejse for at finde troldmanden og få fortryllelsen hævet. Hans søgen fører ham bl.a. til månen, hvor han møder drager og månehunde, til Drømmenes Dal og endelig dybt ned på havets bund, hvor han blandt søslanger og havhunde atter møder Artaxerxes.

 

  • Antal sider120
  • ISBN9788702414646
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato18.12.2023
  • OversætterJan Lyderik

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

J.R.R. Tolkien

Tolkien blev født i Bloemfontein, Sydafrika, den 3. januar 1892 af engelske forældre. Da hans far døde, flyttede Tolkien, hans bror og hans mor tilbage til England, hvor de siden konverterede til katolicismen. Allerede i teenageårene begyndte Tolkien at interessere sig for sprog og lingvistik, og foruden at lære gotisk og senere finsk var han travlt optaget af at opfinde sine egne sprog for morskabens skyld, bl.a. et sprog, som han kaldte Qenya.

Allerede under 1. Verdenskrig arbejdede Tolkien på de historier, der senere, under sønnen Christophers bearbejdning, skulle blive til SILMARILLION, som blev udgivet posthumt i 1977, og som etablerer det særegne univers, der udfoldes i RINGENES HERRE. Fortællingerne i SILMARILLION er blevet betegnet som Tolkien-universets urhistorie, selveste skabelsen og oprindelsen af de første tider og mennesker.

Tolkiens akademiske karriere fik et afbræk under 1. Verdenskrig, hvor han tjente ved Vestfronten, men siden måtte sendes hjem på grund af granatchok. Efter krigen genoptog han sit akademiske liv, hvor han løbende avancerede til højere poster på de engelske universiteter, bl.a. et professorat i angelsaksisk ved Oxford i 1925 og senere et professorat i engelsk sprog og litteratur i 1959.

I 1937 udkom HOBBITTEN. Det tog ham nærved tyve år at færdiggøre fortællingen om de modige hobbitters skæbne. I årene 1954-55 udkom trilogien RINGENES HERRE. Men det var først i 1965, da der kom en piratversion af RINGENES HERRE som paperback, at man fik øje for værkets storhed. Siden har Tolkiens navn og værk haft kultstatus verden over. Han døde i 1973.

Bøger i samme genre