Gennem nattens gader

Læseprøve
Lytteprøve

Folkeskolen er slut og de tre gamle venner Mateus, Nick og Jonathan skal begynde i 1. g. på samme gymnasium. Men i løbet af sommerferien har Jonathan forandret sig, han vil hellere skrive artikler end hænge ud med vennerne og virker nærmest afvisende overfor dem. En dag modtager Nick og Mateus en kryptisk besked via facebook, fra en profil der kalder sig "Ikaros": De skal tage ud i Den Grå Hal, hvis de vil vide mere om, hvad deres ven går og laver. De tør ikke andet end at tage af sted, men bliver alligevel overraskede, da de finder Jonathan i selskab med to hash-dealere. Og da Jonathan efterfølgende bliver slået ned og til sidst dukker op til en gymnasiefest, med noget der ligner et skudsår i armen, for at slå op med sin nye kæreste Liv, ender det i et opgør mellem vennerne. Men mandag morgen har ingen set Jonathan siden gymnasiefesten. Han er sporløst forsvundet ...

Gennem nattens gader er skrevet af Ina Bruhn og fortalt fra Mateus’ synsvinkel. Det er 1. bind af en samtidsrealistisk ungdomsserie, hvor 17-årige Jonathan forsvinder sporløst i starten af 1.g og efterlader vennerne Mateus, Nick og Liv med et fælles mål om at finde ud af, hvorfor han forsvandt og hvorhen.  Bøgerne skrives på skift af Ina Bruhn, David Meinke og Caroline Ørsum.

Pressen skriver:

Bruhn er en gudbenådet replikfører og indlægger store mængder af stof til at trække på i de kommende bind, uden at det virker overlæsset, samt flere personlige dilemmaer. F.eks. opdager Jonathan, at hans far ikke er hans biologiske ophav. Det er et forrygende elegant, sikkert og spændende anslag til hele serien. ***** Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende

Ina Bruhn er dansk verdensmester i at støbe en handlingsspækket historie, der fastholder og kildrer læseren. Med Gennem nattens gader kaster hun bolden op til en anden forfatter, hvilket gør, at historien ikke er afsluttet men mere et oplæg til noget videre. Det fungerer udmærket, og umiddelbart er det et forfriskende pust, ind i ungdomsbogen som genre, at lade forskellige forfattere skrive på samme historie og plot. Xenia Johnsen, fortællingen.dk

Læs uddrag af bogen
 

  • Antal sider184
  • Højde200 mm
  • Bredde125 mm
  • Dybde15 mm
  • Vægt254 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788763810920
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato31.08.2009

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Ina Bruhn

Ina Bruhn (f. 1971) er uddannet cand. mag. i filmvidenskab. Hun romandebuterede med I morgen eller en anden dag (1995) og er siden udkommet med en række ungdomsromaner. Hun er vokset op i Solrød Strand, en by, der ligger lige der, hvor forstad glider over i provins, hvor indbyggerne mentalt har én fod i storbyen og den anden i en sjællandsk plovfure. Skrivningen gik i gang efter gymnasietiden med første udgivelse som 19-årig i form af et bidrag til en novellesamling.

Selvom bopælen siden har været København K, København N, og Frederiksberg C, er bøgernes universer med en enkelt undtagelse (Genstart-serien), blevet derude i forstadsprovinsen, hvor unge hovedpersoner prøver at få styr på det med identitet, kærlighed, fremtid og venskaber. Når der er en egentlig by, er det ofte Køge og omegn, der lægger kulisser til. Overgangen fra ung til voksen – med alt hvad det medfører af udfordringer og identitet-rystelser – forbliver det store tema i bøgerne. Det samme gør venskaber. Og ”tiden” som begreb og modstander.

I 2010 modtog hun Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris for romanen Min fucking familie. Sammen med David Meinke og Caroline Ørsum står hun bag ungdomskrimiserien ”Genstart” (2009-11) og den gotiske gyser Ordenen (2011). Senest udkommet er Anna for altid (2012) samt tweens-serien Hestene på Ponygården (2013-15), der blev nomineret til Orla-prisen i 2016.

Udover at skrive bøger har Ina Bruhn været manuskriptforfatter på flere tv-serier, blandt de nyere er ”Dicte”, ”Norskov” og den norske serie ”Okkupert”, samt skrevet flere spillefilm, blandt andet ”Vølvens Forbandelse”, ”Guldhornene”, ”Karlas Kabale” og ”Karla & Katrine”. Hun er en af manusforfatterne bag ”Jul i Valhal” og hovedforfatter på 2015-julekalenderen ”Juleønsket”.

Bøger i samme genre