Sven Arvid Birkeland

Beskrivelse

Sven Arvid Birkeland

Født 1939, gift med Lise-Lotte, tre børn.
Lægevidenskabelig embedseksamen, Københavns Universitet 1967.
Specialist i nefrologi (nyresygdomme) og intern medicin 1976. Dr.med. 1977.
Overlæge ved nefrologisk afdeling Y, Odense Universitetshospital 1978-2002. I forbindelse hermed lektor ved Syddansk Universitet.
62 år gammel sagde jeg i 2002 min stilling op som overlæge for at prøve noget andet i slutningen af karrieren og blev derefter ansat som seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København.
Formand for ”4. Maj kollegiets Venner (Frederiksberg)” fra 2001.
Leder af netværk for modstandsbørn fra 2007. Medlem af Besættelsestidsnetværket ved Frihedsmuseet 2008, medlem af Netværk for Nazisme- og Holocauststudier ved Syddansk Universitet fra 2008.

Mit faglige liv har således fulgt flere spor:
Det første er det lægefaglige med nyresygdomme, dialyse og transplantation. Det har været en meget stor glæde – og kun meget få beskåret – at være med til at starte et helt nyt lægeligt speciale op og være med til at præge dets udvikling gennem 30 år. Da jeg som stud.med. på vikariat i Næstved mødte de første patienter med nyresvigt, spurgte jeg, hvad gør vi her? Svaret var: Vi kan give morfin, når det bliver for slemt. Da jeg to år efter som nyuddannet læge blev ansat hos overlæge Jørgen Røjel i Fredericia, der selv startede dialysebehandling op, og vi modtog den første patient med nyresvigt, sad jeg den første nat og fulgte prøverne og så, hvordan patienten langsomt livede op. Det gav stødet til, at nyresygdomme blev mit speciale. Hurtigt derefter kom muligheden for transplantation til, og jeg var her med fra første dag. Det blev så mit kliniske og videnskabelige liv i over 30 år. Mit lægeprofessionelle liv har således omfattet en 35-årig hospitalskarriere, de sidste mange år som overlæge på Odense Universitetshospital centreret om nyretransplantation, klinisk og videnskabeligt. Jeg startede og drev sideløbende hermed et vævsdyrkningslaboratorium og publicerede omkring 150 videnskabelige artikler i peer-reviewede internationale tidsskrifter og holdt ca. 150 videnskabelige foredrag ved internationale kongresser og møder.(for flere detaljer, se Kraks Blå Bog).

Det næste spor er min ansættelse som seniorforsker på RCT.
En fællesnævner for disse spor er min lyst og evne til at tale med mennesker, der har været gennem ekstreme oplevelser. Patienter med kræft, nyresvigt, dialyse, transplantation, pårørende til organdonorer, familienyredonorer, forældre til små nyresyge børn, og nu – torturofre, modstandsfolk, kz-lejrfanger, krigssejlere og soldater hjemme fra krig.

Et tredje spor er som forfatter og foredragsholder med formidling af disse menneskers skæbne.
Har skrevet en del kronikker i dagblade samt artikler til blade og bøger.

Bogprojekter:
Taget af tyskerne. Danskere i 2. Verdenskrig. Gyldendal. 2007.
I krigens kølvand. Danske skæbner efter 2. Verdenskrig. Gyldendal. Udkommer oktober 2009.
Krigens ansigt. Danske soldater efter mission på Balkan, i Irak og Afghanistan. Gyldendal, planlagt at udkomme oktober 2010.
Sænket af tyskerne. Danske krigssejlere 1939-45. Gyldendal, planlagt at udkomme oktober 2011.
Krigens skæbner. Danskere på begge sider af fronten. Gyldendal, planlagt at udkomme oktober 2012.

Læs mere

Bøger af Sven Arvid Birkeland