Det hele med løberen startede sådan: Jeg så ham i Foot Locker. Løberen bliver en besættelse. Saras forestillinger om løberen, og hvad der skal til for at komme i kontakt med ham, er en speedet energi, en altfortærende kraft. Men løberen har sine løb, sin krop. Sara har den gigtplagede veninde Minni, som hun misunder, det, at kunne lade sig pleje. Sara er optaget af det syge og det raske. Af lipgloss, sex, forstoppelse og skrift. Løberen er et forsvindingspunkt, et ønske om at smelte sammen, gå i opløsning.
Pressen skriver:
»Løberen (kredser) side efter side om et enkelt tema og nogle motiver, som den deler med utroligt meget anden ung dansk litteratur lige nu, nemlig det øjeblik, hvor drømmen om det rette liv føles som en byrde, man er ved at segne under - og også om den uregerlige krop og den skrøbelige psyke … venskabet er vigtigere end begæret, og som om drømmen om det gode liv kommer udefra, som et pres fra samfundet… Det er konkurrencestatens børn, der skriver her.«
– Information
»Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.«
– Avisen Danmark
»Der er en fascinerende kompromisløshed i forfatterens afpillede portrættering af sin fortæller, som er reduceret så meget til krop.«
– Nordjyske Stiftstidende
»En rørende historie om afmagt.«
– Grethe Lorentzen, Lektørudtalelse
