Rolf Boysen

Beskrivelse

Rolf Boysen

Jeg er født i 1936 i Haderslev og er uddannet inden for handel og økonomi. Efter militærtjeneste på en radarstation fik jeg job hos en elektronikvirksomhed i København. Jeg blev gift med Kirsten, vi boede godt 20 år i København og fik to døtre.

Jeg har arbejdet i det private erhvervsliv i ca. 30 år, heraf de sidste fem år som logistikchef i en amerikansk koncerns hovedkvarter i Bruxelles. Koncernen har 15 fabrikker i Europa, og jeg havde til opgave at styre varestrømme og diverse computersystemer.

Som 51-årig opsagde jeg min stilling i Bruxelles, og vi købte en lystgård ved Limfjorden. Det var godt for mig, men ikke for min hustru, der efterhånden fik nok af landlivet og returnerede til København.

Efter fem år som landmand solgte jeg gården, og i 1992 rykkede jeg ind i den gamle station i Kragenæs på Lolland, hvor jeg mødte Grethe, min nuværende kone. I 2001 flyttede vi til Nykøbing Falster.

Det man skriver, må nødvendigvis befinde sig et eller andet sted i ens hoved. Jeg trækker på min erfaring fra livet, herunder erhvervslivet, de mennesker jeg har mødt, de lande jeg har besøgt, de steder jeg har boet (min nuværende er min 16. adresse), og det jeg har læst, set og hørt.

Jeg var kun ni år, da Anden Verdenskrig sluttede, alligevel gjorde krigen indtryk, især i en by, der i næsten 60 år havde været tysk og var præget af divergerende loyalitetshensyn. En del af disse indtryk er omsat i både noveller og romaner.

I 1999 fik jeg udgivet min første bog, Tre dage i Paradis, hos et lokalt forlag, Skovlænge. Det er fire noveller, hvis handlinger strækker sig over forskellige lande og perioder fra 1870 til nutiden.

I 2001 udkom De døde skal smile hos Gyldendal. Under en ferie på Madeira møder Andreas Fogh, en ældre københavnsk antikvarboghandler, den unge og smukke Melissa, en amerikansk kosmetolog, som han bliver dybt betaget af. Alt for sent opdager han, at han bliver udsat for bedrag af både Melissa og af hendes rejsefæller, og meget mod sin vilje bliver Andreas trukket ind i et magtspil, der har rødder tilbage til Anden Verdenskrig.

Den fjerde sabotør

har links til besættelsen under Anden Verdenskrig. Bogen udkom i 2003 og handler om en it-specialist, Erik Andersson, der under et besøg hos sin farbror i Over Jernum i Nordjylland opdager en hemmelighed, som byen har gemt på lige siden krigen. Og som man for enhver pris ikke ønsker afsløret. Eriks nysgerrighed er nær ved at koste ham livet.

I 2004 udkom romanen Operation Tiberias. En international forskergruppe har etableret et biokemisk produktionsanlæg i Frederikssund, der angiveligt skal producere genmodificerede organismer til rensning af grundvandet i Danmark.

Steen Rønning, kriminalinspektør hos PET, afslører, at forskerne i virkeligheden ikke bekymrer sig om det danske grundvand, men derimod planlægger et terrorangreb på staten Israel.

Rodinas Brigade

, der udkom i 2006, ligeledes hos Gyldendal, er en roman, der som udgangspunkt handler om Jurij Andropov, KGB-chef, og hans plan om opbygning af en 5. kolonne i USA.

Andropov dør, og planen bliver angiveligt skrottet. Men 20 år senere forekommer der en række mystiske dødsfald i forskellige byer i USA.

Da FBI afslører, at der er tale om miltbrandbakterier, og at der er en forbindelse til det gamle Sovjetunionen, bliver chefen for CIAs station i Moskva, Peter Janssen Holst, en amerikaner med dansk oprindelse, sat på sagen.

Læs mere

Seneste udgivelse

Operation Tiberias

En international forskergruppe etablerer et biokemisk produktionsanlæg i Frederikssund - angiveligt for at fremstille mikroorganismer til grundvandsrensning. En dag finder man fire døde forsøgsaber i en container. Disse aber spores til virksomheden, og sagen ender hos PET, der efter et stykke tid afslører, at denne virksomhed med udenlandsk kapital i ryggen planlægger et biokemisk terrorangreb mod Israel - formentlig for at forpurre den seneste fredsplan for Mellemøsten. Myndighederne indleder derfor en skånselsløs jagt på terroristerne, alt imens katastrofen nærmer sig.

Bøger af Rolf Boysen

Tilføj til ønskeliste

De døde skal smile

Rolf Boysen

Tilføj til ønskeliste

Den fjerde sabotør

Rolf Boysen

Tilføj til ønskeliste

Operation Tiberias

Rolf Boysen

Tilføj til ønskeliste

Rodinas Brigade

Rolf Boysen