Raymond Carver

Raymond Carver (1938-1988) var amerikansk forfatter.

Efter udgivelse af noveller og lyrik i 1960'erne slog han sit navn fast som en af USA's betydelige moderne prosaforfattere med novellesamlingen Will You Please Be Quiet, Please (1976).

I en nøgtern, minimalistisk form skildrer han amerikansk middelklasseliv præget af ægteskabelige problemer, alkoholisme, arbejdsløshed og eksistentiel usikkerhed. Novellerne er i høj grad bygget på Carvers eget liv; han voksede op i et fattigt hjem, med en alkoholiseret og voldelig far, og blev gift og fik sit første barn allerede som 19-årig. I mange år havde han forskellige småjobs for at forsørge sin familie, mens han tog en BA i kreativ skrivning og hans forfatterkarriere langsomt tog fart - sammen med hans alkoholmisbrug. Grunden til at han blev digter og novelleforfatter har han halvvejs forklaret med, at digte og noveller er hurtigere og mere overskuelige at skrive end romaner - og dermed mere indbringende.

Ti år inden han døde, lykkedes det Carver at komme ud af alkoholismen, og han tilbragte sine sidste år med sin anden kone, forfatteren Tess Gallagher og underviste på forskellige amerikanske universiteter.

Carver bliver anset for at være en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere, og han er blevet sammenlignet med både Hemingway og Tjekhov. En del af hans noveller blev i 2003 filmatiseret af Robert Altman som den oscar-nominerede Short cuts.

Bøger