Kirsten Klein

Kirsten Klein, f. 1945, er en af Danmarks mest anerkendte fotografer.

Kirsten Kleins fotografier er sanselige, poetiske og ofte melankolske skildringer af landskaber og mennesker, overvejende fra egnene omkring Mors, hvor hun bor. Fra slutningen af 1980'erne begyndte Kirsten Klein at arbejde med gamle fotografiske teknikker som platintryk og cyanotypi.

I 1994 udkom bogen Øen bag havet med tekst af Knud Sørensen, og samme år hædredes hun med Kulturministeriets Fotografiske Bogpris samt Thorvald Bindesbøll Medaljen.

Med hendes skarpe blik for både det storslåede og detaljen i naturen, og i selve behandlingen af motiverne, er der mange lighedspunkter mellem Klein og den berømte, amerikanske naturfotograf Ansel Adams. Samtidig giver Kleins sensitive stoflighed associationer til store danske malere som Vilhelm Hammershøi og Oluf Høst.

Kirsten Klein har illustreret talrige bøger og udgav i 1998 En hymne til Irland.

Foto: Krass Clement